Daily Archives: March 17, 2016

Så er vinderne i tre forskellige kategorier i Digitaliseringsprisen 2016 fundet.

Det handler om Effektiviseringsprisen, Velfærdsprisen og dommernes Specialpris.

Det blev Region Syddanmark, der vandt Effektiviseringsprisen for projektet Teletolkning. Et projekt hvor der oversættes via videokonference.

Begrundelsen for sejren lyder, at teletolkning giver Region Syddanmark en markant kvalitetsforbedring af tolkefunktionen ved at lette adgangen til kvalificeret tolkning og ved, at tolkningen i højere grad kan foregå på borgernes præmisser.

“Projektet illustrerer, hvor vigtigt det er, at digitaliseringen står på to ben. Både kvalitet og effektivitet, og at det skal give værdi for alle interessenter. Projektet er så kun blevet ekstra relevant i forbindelse med de mange flygtninge, der er kommet til landet,” siger Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol og medlem af dommerkomiteen.

Bleer med sensorer
Velfærdsprisen gik til Hjørring Kommune for projektet Sensorbleer, hvor ældre medborgere bliver forsynet med en ble, der kan fortælle om sin tilstand.

Større selvhjulpenhed, større værdighed og større velfærd for borgerne er nøgleord for Hjørring kommunes projekt.

Projektet viser, hvordan sensorteknologi og indlejret teknologi kan bruges til at målrette og forbedre behandling og pleje i en kommune. 

“Data opsamles automatisk, direkte og i realtid, uden gener for borgeren. Det er smart,” siger Christian Bason, administrerende direktør i Dansk Design Center og medlem af dommerkomiteen.

Dommernes Specialpris gik også til Hjørring Kommune for projektet Book en byggesagsbehandler.

Prisen er et initiativ fra Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, KMD, Djøf, Rambøll og In2media. Den er blevet uddelt siden 2004.

De fire dommere er Lisa Herold Ferbing, Formand, Djøf, Henrik Føhns, Vært, Harddisken, DR P1, Stefan Hermann, Rektor, Professionshøjskolen Metropol og Christian Bason, Adm. direktør, Dansk Design Center.

Du kan læse mere om projekterne her.

Læs også:
Skat er Danmarks mest effektive myndighed – se her hvorfor

Kommunalt ansatte kan bruge privat NemID til arbejde

Her er de bedste offentlige it-projekter lige nu

Microsoft opgraderer i disse dage masser af pc’er til Windows 10, men det er langt fra alle, som er glade for Microsofts gestus.

Microsoft opgraderer computere, hvor brugeren selv har sagt ja til at blive opgraderet tilbage i juni måned, men nu over et halvt år senere kan timingen virke generende.

Læs mere her: Ny bølge af opgraderinger fra Windows 7 til Windows 10: Her er forklaringen fra Microsoft Danmark

Har du fået opgraderet din computer til Windows 10, og oplever problemer, eller ønsker du ganske enkelt at komme tilbage til trygge omgivelser i Windows 7 eller 8.1, så læs med her.

Vi har tidligere berørt emnet om, hvordan du gendanner din computer efter Windows 10, men her er en opdateret version.

Læs også: Sådan blokerer du for Windows 10-opgradering

Sådan kommer du tilbage til Windows 7 eller 8.1
Hvis din computer af sig selv har opgraderet til Windows 10, bør du relativt let kunne gendanne din computer til Windows 7 eller 8.1 igen.

Metoden virker dog ikke, hvis du selv har valgt at lave en “clean intall” via et USB-medie.

Du skal gå ind i Indstillinger > Opdatering og Sikkerhed > Genoprettelse. Her finder du muligheden for at gå tilbage til Windows 7 eller 8.1.

Metoden virker inden for 30 dage efter opdateringen til Windows 10, og hvis du prøver Windows 10 i et par dage, vil alle filer komme med tilbage til Windows 7 eller 8.1.

Husk nu for en sikkerheds skyld at lave en backup i Windows 10 inden, du starter tidsmaskinen tilbage til Windows 7 eller 8.1.

Vi har ikke hørt om hændelser, hvor genoprettelsen gik galt, men som med al teknik kan man kun beskytte sig for lidt.

Du kan læse mere om tre metoder at lave en let back up her: Her er tre forskellige metoder til effektiv backup

Hvis du får at vide, at du nu kan opgradere til Windows 10, så få lavet en backup, inden du opgraderer.

På den måde er du mere sikker på, at du kan genskabe Windows 7 eller 8.1 – også efter de 30 dage, som den indbyggede software tilbyder i Windows 10. 

Tilfreds med Windows 10? Husk at slette Windows.old
Hvis du er blevet opgraderet til Windows 10, og det egentlig ser ganske okay ud, så kan du med fordel slette den mappe, der hedder Windows.old. 

Det er den mappe, som tillader genoprettelse tilbage til Windows 7 eller 8.1, men hvis du ikke har tænkt dig at gå tilbage, kan du skabe 20-50 GB lagerplads ved at slette den. 

Du kan læse mere om, hvordan du sletter Windows.old her: 

Læs også:

Glad for Windows 10? Så husk at få slettet “Windows.old” på den rigtige måde

10 ting du skal gøre, når du har installeret Windows 10

Ny bølge af opgraderinger fra Windows 7 til Windows 10: Her er forklaringen fra Microsoft Danmark

De næste tre år skal 25 ministerier, styrelser og andre statslige institutioner ringe til it-firmaet Atea, når de skal bruge software fra Microsoft.

Det står klart, efter at Moderniseringsstyrelsen har udpeget Atea som vinder af et såkaldt miniudbud under SKI’s rammeaftale 02.06.

Det gør Atea til eneleverandør, når det det store felt af statslige kunder skal bruge software fra Microsoft.

Ifølge dokumenter, som Computerworld har set, lød Ateas tilbud til Moderniseringsstyrelsen på 436,5 millioner kroner for den samlede ordreperiode.

Det er mere end fem millioner kroner billigere end nummer to i kapløbet – licensspecialisten Crayon – og mere end 20 millioner kroner billigere end nummer tre – KMD.

Ingen af de to firmaer ønsker at udtale sig om Moderniseringsstyrelsens valg af Atea som vinder af det store softwareudbud.

Hos Atea i Danmark siger direktør Morten Felding, at han ikke ønsker at oplyse tal for det aktuelle udbud, men han lægger ikke skjul på, at Atea går “benhårdt” efter at vinde it-udbud i det offentlige.

“Jeg svarer ikke på, hvilke priser vi byder ind med, hvad vi har af cost-priser, eller hvilken fortjeneste vi har på et udbud. Vores strategi er i bund og grund, at vi vil vokse det dobbelte af markedsvæksten indenfor vores tre hovedområder – hardware, software og services. Derfor er softwareaftaler som i Moderniseringsstyrelsens udbud interessante for os,” siger Morten Felding.

“Vi har et ønske om at vinde, fordi vi er en volumen-forretning. Derfor gælder det om at få så meget ind som overhovedet muligt,” siger han

Har du et mål for, hvor stor en del af det marked, Atea skal sidde på?

“Hvis du ser os byde, er udgangspunktet, at vi vil vinde. Det kigger vi på fra case til case,” lyder det fra Morten Felding.

Tilbage står, at Atea har taget endnu en skalp i kampen om at levere Microsoft-produkter til det offentlige marked, og har dermed demonstreret sin vilje til at sætte sig på et marked, som tilsammen er på op mod to milliarder kroner.

Indenfor det sidste halve år har Atea vundet en stribe lignende udbud hos Justitsministeriet og i flere regioner. Så sent som i sidste måned vandt Atea også et udbud, som dækker mere end halvdelen af landets kommuner.

Læs også:

Atea scorer stor software-ordre efter udbuds-kludder i Region Sjælland

Atea favorit til at score endnu en kæmpe softwareordre til det offentlige

Atea snupper kæmpeopgave: Bliver eneleverandør af Microsoft-software

For en række danske iværksættere har telebranchen være en sand guldgrube.

Via en – på papiret – ganske simpel opskrift har de forstået at kapre så mange kunder fra den etablerede telebranche til, at de gamle teleselskaber har været tvunget til at bruge millioner og atter millioner af kroner på at opkøbe iværksætternes forretninger og få deres kunder tilbage.

Vi så det senest i 2011, da TDC købte det nystartede teleselskab Onfone for 300 millioner kroner, og to år tidligere da TDC opkøbte bredbåndsfirmaet Fullrate for 400 millioner kroner.

Men allerede i 2003 udførte telerigmanden Frank Rasmussen manøvren med succes, da han solgte Telmore til TDC for 400 millioner kroner.

Det efterlader givetvis mange mennesker med en undren: For hvordan kan det være, at teleselskaberne gennem mere end et årti er faldet i fælden gang på gang. Og kan vi forvente, at det kommer til ske igen med de to nye teleselskaber Hiper og Plenti, der begge er startet af tidligere Fullrate- og Onfone-stiftere?

Her er den gyldne opskrift
Det har vi ringet til Morten Imsgard for at finde ud. Han er chef-analytiker hos Sydbank og har gennem mange år fulgt det danske telemarked tæt. 

Han forklarer, at tele-iværksætternes strategi har traditionelt set været så simpel, at det grænser til det banale. 

Groft sagt går strategien ud på at stjæle de etablerede teleselskabers kunder og bagefter sælger dem tilbage til dem med stor fortjeneste. 

Strategien kræver, at de nye tele-iværksættere er i stand til at erobre en meget stor kundebase.

I praksis sker det ved at underbyde konkurrenterne på prisen. 

“Prisen er det parameter, der er helt afgørende for, at du kan erobre mange kunder på kort tid. Traditionelt set har de nye teleselskaber differentieret sig på dele af forretningskonceptet, men selskaberne har været bevidste om, at det er nødvendigt at have et meget attraktivt prispunkt, når de ønsker introducere et nyt koncept. Det ser vi også med Plenti og Hiper i dag,” siger Morten Imsgard. 

Dyrt at underbyde
Det er dog en dyr fornøjelse at konkurrere på prisen.

Derfor er det ifølge Morten Imsgard langt fra sikkert, at den opskrift, som tele-iværksætterne traditionelt har anvendt, også er rentabel på den lange bane.  

“Der kan være sund fornuft i at køre med tabsgivende priser, når forretningen og kundebasen skal bygges op. Men når den fase er overstået, er det nødvendigt at skabe en lukrativ forretning. De nye teleselskaber er bare sjældent kommet så langt, fordi de er blevet opkøbt relativt hurtigt,” siger han.

Derfor er der også en sandsynlighed for, at en del af de nystartede selskaber vil lide en naturlig død, hvis de ikke bliver opkøbt, vurderer Morten Imsgard.

Det nye fiber-selskaber Hiper er stiftet Nicolai Lamborg, Simon Skals og Stig Myken. De to sidstnævnte var også med til at stifte bredbåndsfirmaet Fullrate, der i 2009 blev solgt til TDC for 400 millioner kroner. 

Den logiske løsning for teleindustrien er derfor, at virksomhederne i industrien kommer til en fælles forståelse om, at de nystartede teleselskaber ikke skal belønnes med et opkøb. 

Indtil videre har industrien dog ikke været i stand til at komme til en sådan fælles forståelse, forklarer Morten Imsgard. 

Spillet om Onfone
Det var dog tæt på i tiden op til TDC’s køb af Onfone i 2011.  

På det tidspunkt kørte Onfone med underskud, og ifølge Morten Imsgard blev der blandt iagtagere af branchen gættet på, at de etablerede selskaber i samlet flok ville tvinge Onfone til at bløde i en rum stykke tid, før et salg ville blive aktuelt. 

Men i slutningen af 2010 begyndt Onfone for alvor at storme frem. Ifølge en artikel i Computerworld erobrede det fremadstormende elskab på det tidspunkt 20.000 kunder om måneden. 

Det gjorde ikke alene ondt på den eksisterende telebranche. Det betød også, at Onfones pludselig stod med mere end 150.000 kunder på hånden, og derfor sad Onfones stifter Morten Strunge i en ualmindeligt gunstig forhandlingssituation. 

Onfone lejede sig nemlig ind på Telenors netværk. Derfor kunne Morten Strunge med et salg til en af Telenors konkurrenter flytte magtbalancen på det danske telemarked.

“Teleselskaberne ville på det tidspunkt meget gerne sende et signal til iværksættere som Onfone om, at den gamle succes-opskrift ikke længere virkede. Men et opkøb var simpelthen for fristende for TDC, fordi det ville lægge et massivt pres på Telenors danske forretning, hvis de kunne flytte alle Onfones kunder væk fra Telenors netværk og over på deres eget,” siger Morten Imsgard.

Telebranchens dilemma
Telebranchen dilemma kan måske bedst illustreres med en 65 år gammel teori. Det berømte “prisoner’s dilemma” - eller på dansk, fangernes dilemma.  

Teorien tager udgangspunkt i to fanger, der sidder i hver deres fængselscelle. Fangerne står med to valgmuligheder. De kan angive hinanden eller holde mund. Det efterlader dem ifølge teorien med tre mulige udfald. 

1) De forbliver begge tavse og slipper hver især med et års fængsel. 

2) Den ene sladrer, mens den anden holder mund. Fangen, der sladrer, bliver frikendt, mens den tavse får tre års fængsel. 

3) De sladrer begge om hinanden og får begge to års fængsel.

Det vil altså være i fangernes fælles interesse at forblive tavse. Men i praksis vil de ofte ende i scenarie nummer tre, hvor de begge angiver hinanden. 

Teleselskaberne står i samme situation som fangerne. De kan vælge at stole på, at deres konkurrenter handler på en måde, der er i deres alles fælles interesse.

Eller de kan vælge selv at foretage opkøbet. Dermed høster de selv alle fordelene ved et opkøb og sikrer samtidig de, at de ikke selv ender som Sorte Per.

Sværere for de nye selskaber
Spørgsmålet er dog, om denne dynamik stadig fungerer?

Kan vi forvente, at bagmændene bag de to nye teleselskaber, Hiper og Plenti, kan bruge den gamle succesopskrift til at lave endnu en gyldent exit?

Morten Imgsard vurderer, at de seneste års skærpede konkurrencesituation på telemarkedet har forringet forudsætningerne for succesopskriften. 

“Konkurrencen på det danske telemarked er ekstremt hård i dag. Priserne er ganske enkelt blevet så lave, at det er betydeligt sværere at underbyde markedet, end det hidtil har været,” siger han. 

Derfor skal de nye teleselskaber ifølge Morten Imsgard formodentligt bruge længere tid på at opsamle et så stort antal kunder, at de bliver et attraktivt opkøbsemne. 

Læs også:

Teleselskabet Plenti klar med indholdspakke: Kan dette produkt kapre danske telekunder?

Nyt dansk teleselskab på vej: Stiftere fra Fullrate og Onfone søsætter spritnyt teleselskab 

Efter tre måneder på bredbåndsmarkedet: Dette antal kunder jagter Hiper

Solgte sit firma for et trecifret millionbeløb: “Men jeg var bange hele tiden”

Surface Pro 4. Foto: Morten Sahl Madsen

Hvilken type hybrid-computer?

Lenovo Yoga 900. Foto: Lenovo

Surface Book. Foto: Microsoft

Asus UX305UA. Foto: Asus

Ville du være bedre tjent med en en rigtig bærbar?

… og en rigtig tablet?

Surface Pro 4. Foto: Morten Sahl Madsen

Hvilken type hybrid-computer?

Lenovo Yoga 900. Foto: Lenovo

Surface Book. Foto: Microsoft

Asus UX305UA. Foto: Asus

Ville du være bedre tjent med en en rigtig bærbar?

… og en rigtig tablet?

Per Palmkvist er formand for erhvervs- og vækstministeriets nye Virksomhedsråd for IT-sikkerhed.

En stribe af it-branchens koryfæer sætter sig nu sammen for at give deres bud på, hvordan danske virksomheder kan styrke deres it-sikkerhed.

Det nye “Virksomhedsråd for IT-sikkerhed” er nedsat på initiativ fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som vil have rådet til at komme med konkrete anbefalinger til at styrke it-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering – især i små danske virksomheder.

“Dansk erhvervsliv er i disse år i gang med en digital omstilling, hvor større og større dele af forretningen bliver digital.”

“Hvis vi skal realisere Danmarks digitale vækstpotentiale, er det afgørende, at it-sikkerheden og håndteringen af data styrkes – særligt i de små- og mellemstore virksomheder,” lyder det fra ministeren, som peger på, at danske virksomheder i stigende grad er mål for it-kriminelle.

Det gør det nødvendigt, at virksomhederne i fremtiden bliver bedre til at håndtere og beskytte forretningskritiske og personfølsomme data.

Det nye it-råd skal også se på, hvordan høj it-sikkerhed, ansvarlig dataudnyttelse og datahåndtering kan give danske virksomheder en konkurrencefordel, som igen kan munde ud i højere vækst og beskæftigelse.

Formand for det nye it-sikkerhedsråd er CIO i JP/Politikens Hus, Per Palmkvist Knudsen. Til at hjælpe sig har han 12 disciple, som hovedsageligt er rekrutteret fra velanskrevne it-leverandører (se boks).

“It-sikkerhed og ansvarlig datahåndtering skal helt ind i kernen af de danske virksomheder, også de små, og være en af ledelsernes topprioriteter. Virksomhedsrådet for it-sikkerhed skaber en helt ny mulighed for at få virksomhedernes ønsker og forslag til, hvordan dette bedst opnås,” siger Per Palmkvist Knudsen.

Læs også:

Politiet: Sådan kan du beskytte dig mod ny bølge af direktørsvindel

Det halter med it-sikkerheden hos de små virksomheder

Hvis du har ‘hacker-kompetencer’, får du nu mulighed for at udnytte dem til interessante – og endda helt lovlige – formål.

Forsvarets Efterretningstjeneste åbner nemlig til august et helt nyt hackerakademi.

“FE forventer, at der i de kommende år vil blive stillet endnu højere krav til den teknologiske ekspertise, samtidig med at der vil blive stadig større konkurrence om egnede it-specialister. For at imødegå dette opretter FE nu et hackerakademi med opstart den 1. august 2016,” skriver FE i en pressemeddelse.

Samtidig fremgår det af selve ansøgningssiden: 

“FE’s hackerakademi er for dig, der har et særligt talent, men endnu ikke har niveauet til at kalde dig blackhat-specialist. Akademiet vil uddanne dig til at indgå i vores blackhat-enhed, bestående af andre medarbejdere med særlige kompetencer.”

“Du vil under uddannelsen være lønnet som specialkonsulent i henhold til relevant overenskomst. Ved eventuell efterfølgende ansættelse gennemføres separate lønforhandlinger.” 

Det skal du arbejde med
Akademiet startes op, fordi FE forventer at få betydelige udfordringer med rekruttering i de kommende år, når der skal skaffes it-folk til at klare opgaven med at beskytte Danmark og danske interesser.

“En væsentlig del af denne opgave udføres af hackere, som er specialiseret i at indhente oplysninger ved at skabe adgang til lukkede netværk, it-systemer og computere,” forklarer FE.

“Den lille gruppe, der får optagelse på akademiet, er i forvejen blandt de bedste på deres felt. Akademiets opgave vil derfor ikke være at lære dem at hacke, men at målrette deres tankegang og kompetencer, så de kan bruges i FE.

Her er uddannelsen
Den nye uddannelse varer fire og en halv måned og består af tre moduler, skriver FE:

- Et basismodul om netværk, it-infrastruktur og avanceret sikkerhed.
- Et defensivt modul om, hvordan man forsvarer sig over for hackere.
- Et offensivt modul om egentlige hacker-teknikker.

“Som efterretningstjeneste skal FE medvirke til at forebygge og modvirke trusler mod Danmark og danske interesser. Det gør vi bl.a. ved at indhente oplysninger om forhold i udlandet af betydning for Danmark. FE anvender flere forskellige indhentningsdiscipliner, hvoraf netværksindhentning er en dem,” forklares det blandt andet.

“Det kunne også være indhentning af oplysninger om cyberaktørers evner, hensigter og adfærd: Hvem forsøger at spionere mod eller angribe Danmark, hvad er deres kapacitet, og hvilke danske myndigheder, organisationer og virksomheder er mål for cyberspionage og cyberangreb?”

Det nye hackerakademi bliver placeret i københavnsområdet og vil optage et begrænset antal ansøgere hvert år – det sidste er ikke specificeret nærmere.

Sådan søger du ind
Hvis du skal i betragtning til hackerakademiet hos FE, skal du blandt andet kunne sige “ja” til nedenstående krav:

- Du har veludviklede programmeringsfærdigheder.
- Du har en høj matematisk/logisk intelligens.
- Du kan arbejde i et team, hvor der stilles høje krav til dig.
- Du har en ren straffeattest.

“Udvælgelsen til FE’s hackerakademi er intensivt og sker løbende frem til den 24. juni 2016, hvor de bedst egnede kandidater vil blive udvalgt. Udvælgelsen vil være en kombination af online-tests og samtaler med både Forsvarets psykologer og nogle af FE’s operative chefer,” forklarer FE.

Du har mulighed for at søge ind på hackerakademiet her.

Læs også:

Forsvarets Efterretningstjeneste: Her er alle cyber- og hackertruslerne mod Danmark

Forsvarets Efterretningstjeneste: Sådan holder vi nysgerrige it-magter ude af Danmark

En af mine gode venner, Dan, står bag et nyt smart collaboration tool, Skarpline. Lidt a lá Sharepoint, bare meget bedre.

Over en øl i juleferien kom vi til at snakke lidt om det, og i den sammenhæng kom det frem, at Dan ville implementere ny funktionalitet, hvor Skarpline kan kommunikere med og kontrollere eksterne systemer.

Til det havde Dan brug for noget, der kunne bruges til at demonstrere den funktonalitet, og “du dimser jo med alt muligt, så kan du ikke lige strikke noget hardware sammen…”.

Og før vi vidste af det, gik snakken om at kommunikere med Internet of Things fra en åben platform som Skarpline.

Endnu et godt projekt
Vi nørder er hjælpsomme væsener, så selvfølgelig greb jeg chancen for tilføje et nyt projekt til den stadigt voksende bunke af halvfærdige projekter, der hober sig op i kælderen.

En brainstorm over flere øller startede med den obligatoriske kaffemaskine, men det endte med en lidt mere generisk løsning med muligheden for at tænde og slukke for et par strømudtag over internettet. Og man kan jo stadig tilslutte en kaffemaskine til strømudtaget!

Det er et sjovt lille projekt, og jeg vil benytte lejligheden til at beskrive det for jer. Mon ikke, der er andre derude, som kunne tænke sig at lave noget tilsvarende?

Og man kan sikkert købe en kommerciel løsning billigere, men hvad sjov er der ved det?

IoT er et af tidens helt store buzzwords, og i modsætning til et af de andre populære buzzwords, big data, der også giver gode point i BS-bingo spillet, så er IoT et område, hvor en GDS’er har god mulighed for at lave lidt hjemme-sjov, som oven i købet kan have god praktisk anvendelse.

Derfor er denne artikel den første i en lille serie på fire, hvor jeg beskriver projektet.

De grundlæggende valg
Første del, som du læser lige nu, handler om at foretage nogle grundlæggende valg og fastlægge af en rudimentær kravspecifikation, og jeg vil skrive lidt om de tanker, jeg gør mig om implementeringen.

I den næste del vil jeg finde loddekolben frem og strikke noget hardware sammen.

Tredje afsnit kommer til at handle om konfiguration af platform og installation af den nødvendige støttesoftware, og slutteligt vil jeg i fjerde del fatte tastaturet og bikse en omgang spaghettikode sammen.

Kravspec
Nu skal jeg blæse bukserne af jer alle med den vildeste dims, i nogensinde har set. Den vil få en kompleksitet og et featuresæt, der får cockpittet i en Boeing Dreamliner til at ligne instrumentpanelet i Fred Flintstones bil, og et industrielt design der er så smukt, at Steve ville have ansat mig på stedet …

Bzzzt (Steen skifter til realistisk chef-rolle)

Når et projekt skal scopes, kan det fremme chancen for succes at vurdere de tilstedeværende ressourcer til gennemførelsen.

• Antal udviklere til rådighed? Én – (og de udviklere, jeg leder på arbejdet, vil grine r**en i laser, hvis jeg kalder mig softwareudvikler) 
• Hvor mange procent af tiden kan dedikeres til opgave? Aftener og weekender.
• Har du andet at lave i din fritid? Hustru+barn+husejer+frivilligt arbejde+stor have+ …
• Historisk evne til at færdiggøre den slags projekter? Pinligt ringe! Færdig er som regel lig med løs printplade med fuglerede af ledninger strittende i alle retninger.

Godt så!

Bzzzt (Steen skifter tilbage til en mere realistisk “udvikler”-rolle)

Således ydmyget på skrift for egen hånd, kan vi begynde at scope projektet. Hvad skal vi bruge?

Hardware
Jeg skal altså lave en dims, som kan tænde og slukke for to strømudtag via internettet, og grundet begrænset tid til opgaven vil jeg tillade mig at nøjes med en indkapsling med fokus på sikkerhed mod elektrisk stød (så færdig har jeg aldrig prøvet at være før), snarere end at resultatet ser smukt ud (og det har intet at gøre med, at jeg er dårlig til det visuelle design. INTET siger jeg!).

Så jeg må en tur i Harald Skrald for at skaffe et par LK-udtag og forfra-dåser samt en tur på nettet for at finde en passende plastkasse, som kan rumme herligheden.

En af de mange skuffer i kælderen indeholder nogle 230V/10A relæer. Der skal sikkert laves lidt driverkredsløb, men det kan klares med et par standard-transistorer og et par dioder (skuffe nummer 2). Så langt, så godt

Hvis nu jeg havde masser af tid, og jeg ville lave et kommercielt produkt, ville BOM-kosten samt den fysiske størrelse have betydning.

Men da jeg mangler tid og til gengæld er lidt ligeglad med prisen pr. enhed, vælger jeg en totalt overkill-standardplatform.

Der er masser af muligheder at vælge mellem. Jeg vælger at benytte en Raspberry Pi til formålet. Hvorfor? Der var en i skuffen!

En Raspberry Pi er et fantastisk anvendeligt lille print, der indeholder en komplet computer med Ethernet, usb og HDMI.

Mange benytter dem til for eksempel mediecentre, og jeg bruger selv et par stykker i mit IHC-projekt derhjemme (som jeg måske en gang i fremtiden vil skrive lidt om).

Raspberry Pi er bygget op omkring en 700 MHz ARM-processor og kører typisk Linux (Raspbian, baseret på Debian). Den kan også køre en begrænset version af Windows 10, men jeg holder mig til Linux.

Til vores formål er den mere end rigeligt. Der er 17 GPIO-pins (general purpose i/o) til rådighed. Jeg skal kun bruge to til relæerne.

Jeg kan vælge at bruge Ethernet til at forbinde til internettet, eller jeg kan sætte en wifi-dongle i USB-porten. Der er jo ikke nødvendigvis et Ethernetstik lige der, hvor dimsen skal placeres, så jeg vælger at bruge WiFi.

Da man har en Linux under motorhjælpen, er der fra scratch adgang til den fulde pallette af værktøjer, som man har på sin almindelige Linuxkværn. Det gør det meget nemmere, når vi skal til at kode.

Hermed har vi nogenlunde styr på hardwaren.

Software
Da enheden skal kontrolleres af et andet softwaresystem, skal vi definere et API (Application Programming Interface), så udvikleren i den anden ende ved, hvordan han skal sende en kommando, og hvilke resultater han kan forvente retur.

Dernæst – da enheden skal kunne kontrolleres via internettet – skal vi have et vist minimum af sikkerhed, så en tilfældig fremmed ikke lige pludselig kan tænde for dine elektriske apparater.

Jeg forestiller mig i første omgang bare at implementere en basal brugervalidering og bruge SSL.

(Bemærk: Hvis dette skulle blive til et kommercielt produkt, skal der bruges væsentlig mere tid på at tænke sikkerheden igennem. Min løsning er quick and dirty.)

Brugervalideringen laver vi som http-digest, der sikrer, at passwordet ikke sendes som klartekst.

Man kunne argumentere for, at hvis vi kører HTTPS, så er det unødvendig med yderligere kryptering af password. Til det vil jeg blot svare https://xkcd.com/1354/

Selve API’et kan laves simpelthen ved at kalde en webside, hvor kommando og parametre er en del af selve URL’en. Websiden returnerer så et svar.

https://example.dk/control.php?action=&device=

Hvor ACTION kan tage følgende værdier:
ON: Tænd enhed
OFF: Sluk enhed
STATUS: Er enhed tændt eller slukket?

Og DEVICE er den konkrete enhed, man ønsker at tænde/slukke. Vi laver to udtag, så DEVICE kan antage værdierne 1 eller 2.

Returværdien kan være f.eks. DEVICE_1_ON, OFF eller en fejlmeddelelse.

API-dokumentet i sin helhed kan I læse her.

Så rent softwaremæssigt kan vi konkludere, at vi har brug for en webserver, og at den skal køre https. Jeg vælger at skrive koden i php, da det er det sprog til web-serverside, som jeg har mest erfaring med at bruge. 

Vælg det sprog, som du er tryg ved at bruge. Der er ingen krav til performance eller særlig speciel funktionalitet i vores tilfælde, så ‘anything goes.’

Afgrænsninger
Hvis dimsen skal kunne installeres og benyttes af folk uden særlig kompetence, bør der tænkes over, hvordan installationsprocessen kan gøres simpel.

Antaget at vi vælger at benytte WiFi, er installationstrinene følgende:

1. Konfigurer WiFi til SSID og WPA-key, som WiFi-routeren benytter.
2. Konfigurer routeren til at reservere en bestemt IP-adresse til dimsen.
3. Konfigurer en ny NAT-regel i WiFi-routeren, som peger en port ned mod dimsens IP.

Det involverer, at man skal tilgå command line på Raspberry Pi’en gennem ssh og besidder viden om, hvordan en router konfigureres.

Det ville ikke være en acceptabel løsning, hvis produktet skulle kommercialiseres. På grund af den begrænsede tid er det dog denne løsning, jeg ender med at nøjes med.

Hvis nogle skulle have tid og lyst til at gøre det til et mere ‘brugervenligt’ produkt, ville jeg nok foreslå, at man implementerede WPS-funktionalitet (WiFi protected setup), så WiFi kan konfigureres med et tryk på en knap.

Dernæst ville jeg implementere en basis-UPnP-funktion, så dimsen selv kan åbne en port i routeren via UPnP-IGD. Det ville betyde, at alt hvad brugeren skal gøre for at installere er at trykke på WPS-knapperne på dimsen og routeren inden for to minutter, og så ville alt blive konfigureret automagisk.

Budgetoverslag
Med ovenstående beslutninger burde vi kunne lave et nogenlunde budgetoverslag.

Da jeg har en del af stumperne allerede bliver det selvfølgelig billigere for mig, men hvis du skulle ud og købe alt så vil dette være den omtrentlige omkostning (du kan helt sikkert finde nogle af tingene billigere, hvis du gør dig den ulejlighed at shoppe lidt rundt).

Raspberry pi incl SD-kort: 350 kr
Wifi-dongle: 150 kr
2 strømudtag inklusivl forfradåser: 210 kr
2 relæer: 40 kr
En stump veroboard + diverse småkomponenter: 50 kr
En passende kasse: cirka 100 kr

I alt: cirka 900 kr

Er det egentlig dyrt? Denne kommercielle variant koster 1070 kr incl forsendelse, og har fire programmerbare udtag.

Vi kan tilføje udtag til ca. 100-120 kroner pr. udtag, så fire udtag ville bringe vores pris op på omkring 1.150 kroner. For de 70 kroner i mérpris får vi jo oceaner af sjov og spas med elektronik og programmering oven i hatten!

Og så er det smukke ved DIY, at man kan lave lige præcis de bizarre specialfunktioner, som man har lyst til. Jeg synes altid, jeg rammer ind i en eller anden irriterende begrænsning, når jeg leger med hyldevarer.

En sidste fordel er bedre privacy, da du med din egen dims ikke risikerer at dele information med en tilfældig virksomhed om dine vaner derhjemme.

That’s it, folks. Næste skridt at få skaffet de ting, jeg mangler, og konfigurere Raspberry Pi’en. Det skriver jeg mere om i næste afsnit.

Husk, I kan følge mig på Facebook, hvor jeg skriver løst og fast om teknologi, og hvor I kan komme med forslag til emner som jeg kan tage op i klummen: 

Min lille private teknologiske losseplads finder I her, hvor jeg dumper de artikler, jeg har skrevet, og diverse andet snask – alt sammen med primær fokus på teknologi.

Fingeraftrykssensoren på både en Samsung og en Huawei-telefoner er blevet snydt af en grupper forskere på Michigan State Universitetet.

Det skriver The Guardian.

Låseskærmen på både en Samsung Galaxy S6 og en Huawei Honor 7 blev åbnet via den tilhørende fingerskanner via noget så simpelt som en inkjet-printer sammen med specielt papir og blæk.

Forskerne i Michigans afdeling for Computer Science printede en række fingeraftryk ud i 2D på papir. Blækken var elektrisk ledende, og papiret var et specielt papir, der normalt benyttes til at printe elektriske kredsløb eller andre strømledende systemer.

Det viste sig, at det er relativt let at kopiere folks fingeraftryk på ganske kort tid, printe deres fingeraftryk og herefter åbne en smartphone op.

Begge telefoner blev brugt op ganske hurtigt med fingeraftrykstricket, men det er den samme teknologi, der sidder i de fleste smartphones, heriblandt i de nyere Nexus-telefoner og den kommende LG G5. Tricket kan altså forventes også at kunne ramme de telefoner.

Vil det ramme dig?
Fingerskannere er ved at være en standardfunktion på de fleste smartphone-modeller, men fingeraftrykskannernes sikkerheden har ofte være genstand for debat. 

Da iPhone 5S kom med en fingerskanner tilbage i 2013, gik der ikke mange dage før, dens finderskannerteknologi blev snydt.

Den almene bruger skal dog ikke være bange. Selvom ovenstående “hack” ikke er svært at gennemføre, så er det stadig et omfattende arbejde at have den specielle blæk, papir og fremskaffe både en smartphone samt ejerens fingeraftryk.

Derudover har de fleste smartphones en sikkerhedsfunktion, der efter 48 timer kræver en adgangskode i stedet for et fingeraftryk.

Både Samsung og Huawei reagerede på the Guardians historie og oplyser, at de arbejder på at forbedre sikkerheden.

Læs også: Langtidstest: Hvordan holder Samsungs top-telefon efter seks måneders brug?