Street Fighter V gjorde mig virkelig sur. Ikke fordi mine fede pølsefingre ikke med det samme kunne spark r*v i den nye spilmotor, men fordi jeg simpelthen slet ikke kunne spille spillet. Jeg havde forudbestilt PS4-versionen, men i tre dage efter launch var det umuligt at låse op for spillet, og det var ligeledes umuligt at annullere min forudbestilling.
Resultatet var, at jeg som en af de første, der købte spillet, blev en af de sidste, der rent faktisk kunne spille det. Hverken PlayStation eller Capcoms support reagerede på problemet eller tilbød nogen form for kompensation, hvilket er under al kritik. Og hvad værre er, da spillet så endelig kom ned på min maskine, virkede det stort set ikke.
Capcom måtte døje med serverproblemer, som både påvirkede onlineoplevelsen og singleplayeroplevelsen, da spillet hele tiden skal være online for at fungere og derfor ikke engang kunne loade Training Mode på under 60 sekunder. Min lyst til at forudbestille noget som helst igen er nu kraftigt reduceret, og måske er det for det bedste. For Street
Fighter V er i skrivende stund et Early Access-spil til fuld pris. Det piner mig at skulle starte med sådan en svada, for inde under alle problemerne gemmer der sig et af det bedste fightingspil, der nogensinde er lavet. Hold fast, der er lys for enden af tunnellen, men kritikken er nødt til at falde tungt her.
Ken… hvad er der sket med dig, gamle dreng?
Street Fighter V er slet ikke der, hvor det burde være. Der mangler basale funktioner som fungerende lobbyer og retvisende statistikker, spillets story mode er en joke, det er muligt at forlade en tabt kamp uden straf, og den vindende spiller fÃ¥r ikke engang point… og listen stopper ikke her.
Spillets tutorial er latterligt mangelfuld for nye spillere, som derefter må prøve lykken online med et matchmakingsystem, der ikke tøver med at pudse meget bedre spillere på en.
Men, men, men.
Capcom arbejder helt tydeligt på højtryk for at rette problemerne. Man kan debattere, om de skulle have udsat lanceringen i stedet, men Street Fighter V har hele tiden været præsenteret som et spil, der løbende skal udvikle sig. Og grundlaget er på plads, for kampsystemet og spillets overordnede feel er helt i særklasse, måske endda det bedste i serien.
En klar tilbagevenden til den simplere dynamik fra Street Fighter II, men krydret med et seriøst combopotentiale i spillets nye V-system.
Det nye V-meter er nøglen til at åbne modstanderen over for comboer. Systemet har forskellige effekter for hver figur, men basalt set kan det inddeles i tre. Med V-reversals kan man parere et move og vende kampens flow.
V-skills er unikke moves, som tjener mange forskellige funktioner afhængigt af den fighter, du har valgt. Og så er der V-trigger, som bruger hele V-meteret og giver din figur mere slagkraft og mulighed for at lave flere moves, kæde moves sammen eller uddele mere skade.
Subtil er Laura ikke.
Nu, hvor Focus Attacks er en saga blot, kan man ikke bare stå i den ene ende af skærmen og fede den ved at æde fireballs og lade sit meter op. Man skal angribe, som i de gode, gamle dage, men alle figurer har et værktøjssæt, der modvirker det totale lockdown, man kunne finde sig i, i forgængeren. Street Fighter V er meget mere aggressivt orienteret, og det er et meget bedre spil i kraft af det.
Capcom har også oppet sig stilistisk set. Street Fighter IV var en visuel revolution i sin tid, men nu om dage ser det bedaget ud. Det nye spil ligner det, hvilket ved første øjekast kan skuffe lidt. Men det har langt federe animationer og en virkelig tung fornemmelse af, at slag og spark rammer, som skal opleves i praksis før man forstår effekten.
Bevares, Cammy ligner et fitness-misfoster og Ken må have været i et trafikuheld, der gør, at han ikke længere kan skelne en god frisure fra en tilfældig høstak, men resten af figurgalleriet ser brandgodt ud. Hvis man vel at mærke kan holde til en akut brystfetich, der præger Chun-Li, R. Mika og i særdeleshed det nye ansigt, Laura. Der er i dén grad både til gården og gaden.
Street Fighter V er altså en mærkelig størrelse. Senere på året vil der komme en række opdateringer, og hver måned vil der dukke en ny fighter op, som man kan købe for rigtige penge eller med sine optjente Fight Money i spillet. Det er egentlig en fin model, som belønner dem, der lægger energi i spillet, men selve grundpakken er og bliver underligt mangelfuld indtil videre.
Men alt smelter væk, når man får en god kamp på en god forbindelse, og det er sigende for spillets kvalitet. Det her er produktet af 29 års ekspertise med fightingspil og alt for lidt ekspertise med moderne indholdsdistribution. Men det ender forhåbentlig som et af de bedste spil i genren nogensinde.
Læs også: Anmeldelse: Skæbnetimen for Destiny