Monthly Archives: October 2015

I første kvartal af 2015 har spilbranchen oplevet en firedobling af DDoS-angreb i forhold til sidste år. Dermed er branchen udsat for 35 procent af alle DDoS-angreb på tværs af det globale Akamai-netværk.

Akamai har store forbindingspunkter på nettet, som styrer datapakker, og derfor kan firmaet måle på internettrafikken.

Cirka en tredjedel af webtrafikken går gennem disse servere.

Disse data samles i en rapport, og af den fremgår det, at DDoS-angrebene også kan bruges som afledningsmanøvre for ondsindede SQL-injektioner.

Læs rapporten her (PDF).

“Spilbranchen overhalede allerede for nogle år siden Hollywood i forhold til omsætning, og der er mange hundrede millioner brugere verden over. Med den øgede interesse og brug af online-spil ser vi desværre også flere hacker-angreb, hvor hackere går efter branchen med et voksende antal DDoS-angreb, der oversvømmer spillenes servere med store mængder trafik,” siger Allan Højby, Major Account Executive hos Akamai.

DDoS er bare forspil
DDoS-angreben er ikke et mål i sig selv, men et led i en afledningsmanøvre for det rigtige mål.

Ifølge Allan Højby er der nemlig en tendens til, at visse af DDoS-angrebene benyttes som afledningsmanøvre for at få adgang til spillernes kreditkortoplysninger eller andre fortrolige data via bagdøre i spillenes systemer.

En problemstilling som sikkerhedsfirmaet Kaspersky også peger på: Pas på: DDos-angreb ofte skalkeskjul for langt mere alvorlige angreb i skjul

“Vi ser, at hackere belaster spillenes firewalls, og mens angrebet står på, angriber systemet via en bagdør, hvor de eksempelvis gemmer et lille script, der kan få adgang til spillenes SQL-database,” siger han, og fortsætter:

“Når angrebet er overstået, kan det lille script uset indhente eksempelvis kreditkortoplysninger. Efter en måneds tid kan scriptet automatisk sende en lille fil, der kan indeholde mange tusinde kreditkortnumre, tilbage til hackerne.”

15-årige Johannes Brøns er en af de personer, der har oplevet at få hacket sin spilkonto.

Den historie kan du læse her: 15-årig fik hacket Steam-konto: “Jeg kan bare se til, mens hackeren spiller med min profil”

Sådan sikre du din spil-profil
DDoS-angreb er langt fra et nyt fænomen.

Til gengæld er de under konstant udvikling, og de er blevet større og mere sofistikerede.

For ti år siden kunne DDoS-angreb nå et maksimum på ti Gbps, mens angreb i dag er steget til flere hundrede Gbps.

Det bedste du kan gøre som spiller er i følge sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS:

“Det er de samme råd, som gælder for den generelle sikkerhed. Husk opdateringer til alle programmer, klik ikke på usikre links og sørg for et godt password til din spil-konto.”

Læs også:
Danmark under angreb: Sådan kvæler du et DDoS-angreb

Pas på: DDos-angreb ofte skalkeskjul for langt mere alvorlige angreb i skjul

Sådan vil bankerne passe på dine sparepenge: Her er de fire sikkerhedsmæssige hovedfjender lige nu

En gammel talemåde hedder, at hæleren er lige så ‘god’ som stjæleren.

Den frase er nok værd at bide mærke i, hvis du skulle føle trang til at begive dig ud på de hundredtusindvis – hvis ikke millionvis – af lyssky sites, hvor du med bitcoin, Ucash og andre virtuelle valutaer kan købe og bestille alt fra kreditkort-data til decideret industrispionage.

For strafferammen for at købe sig til ulovligt erhvervede oplysninger kan lyde helt op til otte år for køb eller bestillinger af it-kriminelle operationer og opgaver.

Det oplyser juraprofessor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet til Computerworld.

“Hvis man bestiller konkrete oplysninger eller handlinger, er man selv ‘stjæleren’. Hvis man køber oplysninger og andet, der allerede er fremskaffet ulovligt, har de fleste bestemmelser en “hælerregel”. Denne regel giver mulighed for den samme straf som for ‘stjæleren’,” siger Lars Bo Langsted.

Med andre ord: Du er også it-kriminel, hvis du køber eller bestiller hackede oplysninger.

Køb DDoS-angreb for 12 kroner
Handlen med stjålne data og hacker-bestillinger foregår ofte på fora og professionelt udseende hjemmesider, som ifølge it-sikkerhedsekspert Jens Christian Høy Monrad fra sikkerhedsfirmaet FireEye fungerer lidt som dating-sites for it-kriminelle.

“Man kan oprette indlæg med bestillinger, eller man kan se, hvad andre udbyder af data. Jeg har set, at mange forsøger at få hacket eks-kæresters pc’er, men her er efterspørgslen ofte større end udbuddet. Den slags er vist kun interessant, hvis man er klar til at lægge flere tusinde kroner på bordet,” siger han.

I takt med at de glatte hjemmesider for de ulovlige services vinder frem, vurderer sikkerhedseksperten også, der har været en stigning i handlerne, som i de seneste år har fundet et stabilt niveau.

Ligesom i den lovlige internethandel afhænger priserne meget af, hvad man som kunde ønsker at købe eller sælge – og priserne og serviceniveauet kan variere markant fra site til site.

Eksempelvis er der på ét site muligt at købe et DDoS-angreb rettet mod virksomheder eller privatpersoner for 12 kroner, mens prisen stiger, hvis angrebet skal være stort og strække sig over flere timer.

Andre steder kan du købe ‘friske’ American Express-kortdata fra Danmark for godt 50 kroner, som er blevet hugget inden for et døgns tid eller to. Her er det ikke selve kortet, der er stjålet, men derimod de data, som er tilknyttet til et kortet, som man køber.

Med disse data i hånden kan hæleren herefter selv printe et American Express-kort ud til betaling i butikker uden brug af pinkode. Køberen kan også vælge at betale lidt ekstra og få pinkoden med, så kortet med de kopierede data virker ligesom det originale.

“Med mindre kortejerne frivilligt har afgivet disse informationer, hvilket man har svært ved at tro, så er køberen jo hæler,” pointerer it-sikkerhedsekspert Jens Christian Høy Monrad.

Flere steder sælges disse kortdata fra udbydere som Visa og Mastercard i bundter med eksempelvis 50 nystjålne kortoplysninger, der kan erhverves for få tusinde kroner.

“Vi ser også en udvikling omkring, at folk sælger informationer om andre personer i én stor pose, som eksempelvis kan indeholde 20 gigabyte logfiler med alt fra kreditkortinformationer, login-oplysninger og certifikater, som kan give VPN-adgang til netværket hos ofrets arbejdsgiver,” fortæller Jens Christian Høy Monrad.

Det beskidte arbejde i økosystemet
It-sikkerhedseksperten forklarer, at talrige bagmænd ligger på lur i hele økosystemet rundt om de mange dunkle netbutikker.

Mange af bagmændene er dem, der udfører det beskidte arbejde med at indsamle eksempelvis kreditkortinformationer.

“Kreditkort-data kan indhentes på mange måder. Det kan eksempelvis være ved at installere fup-software på en hæveautomat eller ved at få ofret til at installere malware, der kan høste og sende oplysninger til bagmændene,” siger fortæller Jens Christian Høy Monrad fra FireEye.

I starten blev denne form for malware kendt som ‘bank-trojanere’. Ifølge sikkerhedseksperten er det efterhånden et misvisende navn, da den ondsindede software også kan hugge meget mere end penge.

“Bank-trojanerne kan i dag stjæle alt fra CPR-numre, login-informationer, mailkorrespondancer, ja alt, hvad ofret taster ind og har liggende på sin computer,” forklarer fortæller Jens Christian Høy Monrad.

Danske kort til salg: Danske kort-oplysninger handles også i massevis ude på nettets dunkle sites. Her betyder ‘fresh’, at kortet er nystjålet. ‘Bin’ refererer til specifikke kort fra specifikke udbydere, mens ‘VBV’ er en forkortelse for Verified by Visa, som er en sikkerhedsmekanisme. Hvis denne sikkerhedsmekanisme er slået til, kan kortet kun bruges i automater uden brug af pinkode.

Han fortæller også, at et relativt nyt fænomen er handel med ofre, hvor man kan købe adgang til intetanende folks webcams for en håndfuld hundredkronesedler.

“Det kunne måske dreje sig om en pige, der sjældent lukker sin computer, når hun tager et bad. Den slags koster typisk et sted mellem 500 og 5.000 kroner, alt efter hvem ofret er, og hvor svært det er at skaffe sig adgang,” siger Jens Christian Høy Monrad.

Han tilføjer, at adgangen ikke nødvendigvis koster penge, hvis man har andre webcam-ofre at bytte med. 

Et andet eksempel på offer-handel er adgangsnøglerne til navngivne personers netbanker, hvor man på forhånd kan se, hvor mange penge, ofret har sparet sammen på kontoen.

Er du derimod ude på at tilsværte andre personer, kan der bestilles en ‘doxing’, der er afsløringen af et offers mest intime detaljer i form af personlige billeder og tekster, der anskaffes via hacking og derefter smides ud på nettet.

Sådan en personlig stinkbombe koster ifølge Jens Christian Høy Monrad nok ikke mere end 500 kroner at bestille, hvis det drejer sig om en ikke-offentlig person.

Flere ting på hylderne: Hyldevarerne flere steder er blandt andet DDoS-angreb og doxing. Køberne kan på mange sites også bestille alt fra sofistikerede hackerangreb til lejemord.

“Vi har blandt andet set en tendens i gamingmiljøet på, at spillerne doxer hinanden. I disse miljøer er der mange anonyme personer, som mange åbenbart ønsker at demaskere. Det var blandt andet også doxing, der førte til afsløringen af hackergruppen LulzSec,” forklarer Jens Christian Høy Monrad.

Historien om hævngerningerne mod LulzSec-medlemmer kan du læse mere om her.

Hvis du ikke ønsker at betale for adgang til data, nøgne folk i bad eller intetanende bankkunders konti, kan du købe et såkaldt remote access tool (RAT).

Sådan et RAT-værktøj giver dig med lidt fingerfærdigheder adgang til andre folks computere fra distancen.

Netop denne slags RAT-værktøjer som Black Shades til en pris på godt 250 kroner har været rambukken i den verserende sag mod en dansk hacker, der kører i retten i disse uger. Den sag kan du læse mere om her.

Køb og brug af RAT-værktøjer kræver dog, at du ikke er helt lysegrøn udi at konfigurere en computer, og du har en vis erfaring med social engineering herunder spear phishing-angreb for overhovedet at få spion-malwaren placeret på ofrets computer.

Læs også: Hackernes nye vidundervåben: ‘Spear phishing’

Lykkes missionen med at få plantet malware, kan du til gengæld være fløjtende ligeglad med, om ofret benytter alle mulige former for kryptering på sin computer. For RAT-værktøjet giver adgang til alle tastetryk og aktivitetsloggen hos ofret.

“Helt firkantet sagt kan man enten købe den fulde pakke, hvor alt det beskidte arbejde er gjort, eller man kan den lille pakke, hvor brugeren selv skal rode med RAT-værktøjerne,” siger it-sikkerhedsekspert Jens Christian Høy Monrad.

Han pointerer samtidig, at fænomenet med at købe sig til kriminelle services og stjålne produkter på nettet langt fra er nogen ny foreteelse, mens udbuddet af hackerværtøjer er i stigning.

“Jeg har da siddet på mit 56K-modem tilbage i 1990′erne og set på kreditkorthandler. Disse handler er inden for de seneste fem år blevet meget moderniseret og mere formaliseret på hjemmesider med døgnservice og chatsupport,” forklarer Jens Christian Høy Monrad.

Crime-as-a-service er således blevet en strømlinet forretning med fokus på brugervenlighed, design og andet, som man normalt forbinder med etablerede it-selskaber som Apple og Amazon.

Tusindvis af milliarder på spil
Udbud og efterspørgsel driver de it-kriminelle fremad, og der er penge i ulovlighederne. Åbenbart mange penge, lyder det fra dem, der skal beskytte os.

it-sikkerhedsfirmaet McAfee vurderede sidste år, at nettets it-kriminalitet kostede 2,7 billioner kroner. Sikkerhedskollegaen Juniper anslår, at beløbet runder 13 billioner kroner i 2019.

Her indgår også de langt mere sofistikerede bestillingsopgaver på hacking og tyveri af forretningshemmeligheder hos store, globale virksomheder.

Den slags opgaver kan modsat mange af de andre bidrag til den samlede cybercrime-økonomi ikke erhverves for en slik.

Hvor meget et sofistikeret hackerangreb koster, varierer ifølge Jens Christian Høy Monrad meget fra opgave til opgave, da der ofte er lang forberedelsestid – ofte på flere måneder – og en høj risiko involveret.

“Der findes også mange folk, der sælger ting og services, som ikke findes i virkeligheden. Vi har jo her med it-kriminelle at gøre, så man kan ikke nødvendigvis stole på alt, hvad folk lover,” lyder det fra it-sikkerhedseksperten.

Han har ikke noget endegyldigt bud på, hvordan vi kan få bremset hackertoget, som forlod perronen for flere årtier siden. Hidtil har et internationalt samarbejde været svært at stable på benene med især Rusland og Kina, som samtidig nok menes at stå bag hovedparten af klodens it-kriminalitet. 

“De generelle råd om at holde sig opdateret og lade være med at klikke på links eller åbne vedhæftede filer gælder stadig,” siger Jens Christian Høy Monrad fra FireEye.

Du kan her læse mere om, hvordan det internetkriminelles webbutikker i stigende grad kommer til at ligne de online-shops, hvor vi på daglig basis gladeligt lægger vores kreditkortinformationer. 

Læs også: 
Sådan vil bankerne passe på dine sparepenge: Her er de fire sikkerhedsmæssige hovedfjender lige nu

Destiny er en sjov størrelse. Hvis man kigger på spillandskabet helt generelt, så får man nok et indtryk af, at Destiny måske ikke var en kæmpe fiasko, men i forhold til de ressourcer der er lagt i spillet, og de forventninger Activision og Bungie havde, eller har, så var det en lidt lunken modtagelse det fik.

Særligt var der kritik af, at spillet kun nødtvunget var interesseret i at fortælle sin historie, og at al baggrundsinformationen er gemt væk i et grimoire på www.bungie.net.

De to udvidelser The Dark Below og House of Wolves gjorde ikke meget for at ændre billedet.Kigger man på dedikerede fansider, er det dog tydeligt, at Destiny i den grad har ramt en målgruppe. Bare se på hvor mange gange “Gjallarhorn” er blevet nævnt på Twitter.

Nu er den tredje og indtil videre mest ambitiøse udvidelse kommet: The Taken King. Bungie har lagt op til, at mange af de kritikpunkter, der har været af Destiny, bliver adresseret med The Taken King, og så er spørgsmålet selvfølgelig om det er rigtigt, men også om ændringerne er nok, taget i betragtning at The Taken King kræver at man har både grundspillet og de to foregående udvidelser.

Rent kvantitativt er der masser af kød på udvidelsen. Ny historiedrevet kampagne. Nye områder at besøge. Nye missioner for tre og seks spillere. Nye maps og spiltyper i multiplayer. Tre nye underklasser, én til hver af de tre roller man kan påtage sig i Destiny, og selvfølgelig masser af nyt udstyr, der passer til at man nu kan blive level 40, og at level-systemet i det hele taget er blevet lavet om.

En hunter afprøver sin nye bue på Oryx’ horder

Historien er enkel: Jorden og de omkringliggende planeter er truet af Oryx, et djævelsk bæst, komplet med flagermusvinger og ondskabsfuldt udseende. Han vil have hævn, fordi du har dræbt hans søn Crota. Det nytter ikke at sige: “jamen jeg har slet ikke spillet The Dark Below eller raids, min figur er ikke en gang max level”. Oryx vil stadig have hævn. Og med sig har han et rumskib kaldet The Dreadnaught, der kan udslette hele hære, og sin egen hær af “taken” – medlemmer af de eksisterende racer, der bukker under for Oryx’ frygtelige vilje og bliver transformerede af mørket.

Du er selvfølgelig den eneste, der kan stille noget op mod Oryx – en hær vil jo bare blive udslettet. Så du bliver sendt ud på en række missioner, blandt andet for at indsamle information og diverse genstande, og så selvfølgelig i sidste ende for at infiltrere The Dreadnaught og konfrontere Oryx.

Som i de fleste rollespil har Destiny en kontaktperson for den klasse du spiller. De tre hedder i fællesskab The Vanguard, og hvis man spiller Hunter, vil man være meget i kontakt med Cayde-6. Det er også Cayde-6 der er kontaktperson i de fleste af historiemissionerne i The Taken King, og det er interessant, fordi han især, men også de to andre vanguards, fylder meget mere i de nye missioner, end man ellers er vant til i Destiny.

Du skal stadig løbe rundt alene og skyde på alt hvad, der bevæger sig, men hvor det før var akkompagneret af ikke ret meget andet end din robothjælpers tørre input, så bliver du nu jævnligt kontaktet over radioen af forskellige NPC’er. Det har ikke ret meget konkret effekt, andet end at der er nogen, der snakker til dig, men man mærker tydeligt deres forskellige personligheder, og Cayde-6 er lidt af en komiker.

Det er nu betydeligt lettere at holde styr på dine quests

Missionerne er også langt mere varierede end de oprindelige, som næsten alle sammen gik ud på at finde et sted, sende robotten ud og lyse på en ting, vente, slå de angribende fjender ihjel og tage hjem igen. Nu er der alt fra små platformssekvenser til bosskampe, og så har The Taken King den fordel, at alle de andre områder er etableret. Det vil sige, at du nu bliver sendt rundt til flere af de kendte planeter, og det giver bare langt mere variation i oplevelsen.

Som nævnt er levelling-systemet lavet om, så det nu er helt traditionelt: du får xp, for det du laver, og så stiger du i level. Light er stadig afhængigt af dit udstyr, men hvor det før gav dig ekstra levels, når du nåede loftet, er det nu et tal for sig selv. Om det alene gør forskellen, er svært at sige, men det føles som om at de nye missioner især, giver dig langt mere xp end før.

Tidligere kunne det være svært at ramme de anbefalede levels kun ved at lave historiemissionerne, man var simpelthen bagude, og var tvunget til at genbesøge områder eller spille multiplayer.

The Taken King giver blandt andet spillere muligheden for, at lave en helt ny figur, og sende den direkte til lvl 25 med passende udstyr. Spiller man historien om Oryx med den figur burde man ramme lvl 40 eller tæt på uden de store problemer.

Det kan måske lyde som om, at Destiny er komplet forandret. Det er det ikke. Det er stadig grundlæggende det samme spil på godt og ondt. Bungie er kongerne af shooter gameplay på konsoller, men af en eller anden årsag valgte de oprindeligt at give Destiny mindre historie og gøre det mere repetitivt end Halo, som ellers netop blev rost for det første og kritiseret for det sidste.

Med The Taken King beviser de, at de stadig kan levere en historie med det gameplay. Bevares, det er en totalt forudsigelig historie med alle videospillets typiske klichéer. Hvorfor er man lige den eneste, der forsøger at gøre noget ved Oryx? Og hvis han er fast besluttet på at slå menneskeheden ihjel, hvorfor sidder han så bare i sit rumskib og venter på, at man kommer til ham? Men det er sjovt at spille, og har givet mig lyst til at spille Destiny igen, og ikke mindst har det givet mig lyst til at spille mine to andre figurer op til level 40 fra bunden og forsøge at få endnu bedre gear osv.

Når det er sagt, så kræver The Taken King som sagt grundspillet og de to forudgående udvidelser, og det gamle indhold er ikke ændret i sig selv. Så det er en anbefaling til alle, der har de udvidelser og andre der har lyst til at opleve Destiny fra sin bedste side hvor f.eks Legendary Edition tilbyder alt Destinys indhold til en favorabel pris.

Karakter: 5/6

Læs også: [b]Anmeldelse: Arkham Knight lader dig lege Batman for en aften
[/b]

Selv om Apple i de senere år har fået et stadig større fokus på erhvervskunderne, så er det stadig ikke uproblematisk for en virksomhed at vælge Apple-produkter.

Sådan lyder budskabet i en klumme af Pat Brans, der er professor og forfatter, hos vores kolleger på det britiske CIO-onlinemedie.

Mange virksomheder har ellers netop åbnet op for Apples produkter med iPhone og iPad, ligesom Mac-computere i mange virksomheder heller ikke længere er noget særsyn.

Læs også: Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Samtidig har Apple også sat gang i en række satsninger, der skal overbevise endnu flere erhvervskunder om det fornuftige i at satse på selskabets produkter.  

Det drejer sig blandt andet om et partnerskab med IBM, nye funktioner og teknologier for virksomhederne i selskabets styresystemer og den helt nye iPad Pro, der netop retter sig mod de professionelle brugere.

“Mens computer-giganten bestemt har taget skridt for at bygge bro mellem Apple og it-direktørerne, så har den ikke gjort nok,” skriver Pat Brans dog i sin klumme hos det britiske CIO.

Fire grunde til ikke at satse på Apple
Han lister konkret fire udfordringer, som kommer i spil, hvis man som virksomhed vil satse på Apples produkter. De lyder kort fortalt:

1) Apple kommer aldrig med roadmaps for produkterne og ikke engang antydelser af, hvornår nye produkter er klar. Det gør det svært at planlægge skiftet til nye produkter, lyder første argument i klummen.

2) Apple tillader kun, at IBM yder fuld support af Apples produkter, og derfor skal de virksomheder, der ikke køber via IBM, finde alternativer.

Læs også: Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

3) Apples produkter er dyre, og Apple tilbyder ikke rabatter ved større indkøb. Derfor vil økonomien i at vælge Apple frem for Windows forringes jo større indkøb, der er tale om.

4) Apples produkter følger den livscyklus, der er hos forbrugerne, og her lever produkter kortere tid end hos virksomheder.

“Når en it-direktør endelig kommer til udrulningen af en løsning baseret på Apples produkter, er han eller hun formentlig mindst en version bagud i forhold til Apples produkter,” lyder det i CIO-klummen.

Hvad mener du?
Der er dog generelt meget delte meninger om, hvor god en skidt en idé, det er at vælge Apple, hvis man er en virksomhed.

Vi har tidligere bragt en artikel om en dansk it-chef, der var skiftet fra Windows til Mac blandt andet ud fra et argument om, at han kunne spare både penge og support-ressourcer ved at vælge Macs frem for Windows-pc’er. Læs den historie her.

Læs også vores artikel om de vigtige overvejelser, du skal gøre dig, hvis du overvejer at indkøbe Mac-computere til virksomhedens medarbejdere.

Og artiklen om, hvorfor det nye iOS 9 til iPhone og iPad indeholder en række spændende nye funktioner og teknologier for netop erhvervsbrugerne – den finder du her.

Debat: Hvad mener du om argumenterne for ikke at vælge Apple? Holder de, eller er det faktisk ganske uproblematisk at satse på Apples produkter i virksomheden?

Læs også:

Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Mac i virksomheden: Derfor har holdningen ændret sig

Derfor bliver iOS 9 til iPhone og iPad noget helt særligt for virksomhederne

Microsofts Surface 3 versus Apples iPad Pro: Hvad vælger du?

Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

Dansk it-chef: Derfor har jeg skiftet fra Windows til Mac

Selv om Apple i de senere år har fået et stadig større fokus på erhvervskunderne, så er det stadig ikke uproblematisk for en virksomhed at vælge Apple-produkter.

Sådan lyder budskabet i en klumme af Pat Brans, der er professor og forfatter, hos vores kolleger på det britiske CIO-onlinemedie.

Mange virksomheder har ellers netop åbnet op for Apples produkter med iPhone og iPad, ligesom Mac-computere i mange virksomheder heller ikke længere er noget særsyn.

Læs også: Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Samtidig har Apple også sat gang i en række satsninger, der skal overbevise endnu flere erhvervskunder om det fornuftige i at satse på selskabets produkter.  

Det drejer sig blandt andet om et partnerskab med IBM, nye funktioner og teknologier for virksomhederne i selskabets styresystemer og den helt nye iPad Pro, der netop retter sig mod de professionelle brugere.

“Mens computer-giganten bestemt har taget skridt for at bygge bro mellem Apple og it-direktørerne, så har den ikke gjort nok,” skriver Pat Brans dog i sin klumme hos det britiske CIO.

Fire grunde til ikke at satse på Apple
Han lister konkret fire udfordringer, som kommer i spil, hvis man som virksomhed vil satse på Apples produkter. De lyder kort fortalt:

1) Apple kommer aldrig med roadmaps for produkterne og ikke engang antydelser af, hvornår nye produkter er klar. Det gør det svært at planlægge skiftet til nye produkter, lyder første argument i klummen.

2) Apple tillader kun, at IBM yder fuld support af Apples produkter, og derfor skal de virksomheder, der ikke køber via IBM, finde alternativer.

Læs også: Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

3) Apples produkter er dyre, og Apple tilbyder ikke rabatter ved større indkøb. Derfor vil økonomien i at vælge Apple frem for Windows forringes jo større indkøb, der er tale om.

4) Apples produkter følger den livscyklus, der er hos forbrugerne, og her lever produkter kortere tid end hos virksomheder.

“Når en it-direktør endelig kommer til udrulningen af en løsning baseret på Apples produkter, er han eller hun formentlig mindst en version bagud i forhold til Apples produkter,” lyder det i CIO-klummen.

Hvad mener du?
Der er dog generelt meget delte meninger om, hvor god en skidt en idé, det er at vælge Apple, hvis man er en virksomhed.

Vi har tidligere bragt en artikel om en dansk it-chef, der var skiftet fra Windows til Mac blandt andet ud fra et argument om, at han kunne spare både penge og support-ressourcer ved at vælge Macs frem for Windows-pc’er. Læs den historie her.

Læs også vores artikel om de vigtige overvejelser, du skal gøre dig, hvis du overvejer at indkøbe Mac-computere til virksomhedens medarbejdere.

Og artiklen om, hvorfor det nye iOS 9 til iPhone og iPad indeholder en række spændende nye funktioner og teknologier for netop erhvervsbrugerne – den finder du her.

Debat: Hvad mener du om argumenterne for ikke at vælge Apple? Holder de, eller er det faktisk ganske uproblematisk at satse på Apples produkter i virksomheden?

Læs også:

Apple klar med spritnyt Mac-styresystem: Nu begynder kampen mellem El Capitan og Windows 10

Mac i virksomheden: Derfor har holdningen ændret sig

Derfor bliver iOS 9 til iPhone og iPad noget helt særligt for virksomhederne

Microsofts Surface 3 versus Apples iPad Pro: Hvad vælger du?

Mac i virksomheden? Her er dine vigtige overvejelser

Dansk it-chef: Derfor har jeg skiftet fra Windows til Mac

Der har været en meget livlig debat blandt Computerworld-læserne i forbindelse med, at advokatfirmaet Opus har udsendt en stribe beskeder om, at brugere betaler for ulovligt at se filmmateriale via pirattjenesten Popcorntime.

Det har sat sindene i kog og gjort debatfelterne rødglødende.

Debatten har været åben – sine steder noget kontant – men også været med til at dele viden omkring anvendelse af eksempelvis IP-adresser.

Læserne er dog uenige omkring hovedspørgsmålet: Er det i orden at udsende denne for henvendelser med krav om en betaling vedhæftet.

Et par debattører forsøger at bagatelliserer det.

“Her er blot tale om en skræmmekampagne,” skriver Jan Hansen.

Og i den lidt mere kontante ende lyder det det fra efternavnebroderen Hans Hansen:

“Niels Dahl-Nielsen (advokat i Opus, red.) er til grin, såvel som de andre advokater, der arbejder for den fallerede medieindustri.”

I den modsatte ende af skalaen er der så dem, der mener, at man selv har et ansvar for handlingerne på nettet:

“Nu er der jo en meget åbenlys og ligetil løsning – lad være med at bruge popcorntime og andre ulovlige fildelings- og streaming-tjenester.”

Forslag til erstatning
I dag er der ingen lovgivning, der kan sætte retningslinjer for, hvordan en erstatning i en digital sag som denne skal udregnes.

I Tyskland har der tidligere været samme lovløse tilstand, der betød at erstatningsadvokaterne blev grådigere og grådigere i deres krav.

Til sidst måtte myndighederne gribe ind og definere et loft for erstatningsbeløb.

Computerworld spurgte, om I mener, der også skal faste retningslinjer for, hvornår man må udsende erstatningskrav i forbindelse med ophavsret i Danmark.

Her foreslår Claus Juul eksempelvis denne model:

1 – 10 eksemplar fremstillinger = kr. X/forseelse.
10 – 50 eksemplar fremstillinger = kr. X*1,5/forseelse.
50 – XXX = Skærpende omstændigheder = kr. 2,5*X/forseelse.

Finn Nissen skriver i en lang kommentar blandt andet dette:

“Branchen har tidligere forsøgt sig med skræmmekampanger – anført at advokat Johan Schlüter (APG / rettighedsalliancen) – det viste sig sidenhen, at han snød rettighedshaverne for muligvis mere end 100 millioner. Måske de skulle gå efter de penge i stedet for et par hundrede tusinde dette nye tiltag i bedste fald kan indbringe – og mon ikke at også denne advokat, tager sig godt betalt?”

Håbløs industri
Flere debattører går også direkte efter filmbranchen med argumenter om, at den er gammeldags.

“Filmindustrien har ventet for længe – og deres løsninger er enten gammeldags, besværlige, for dyre eller en kombination,” skriver Jesper Haaber Gylling.

Og i den mere kradse ende, lyder det:

“Filmbranchen er nogle grådige og meget lidt fremsynede personer, og de tror, at mennesker gerne vil vente flere måneder på at se en film i nogle lande fremfor andre.”

Hvem har ansvar
Advokat Niels Dahl-Nielsen fortæller, at en af begrundelserne for at udsende disse betalings-henvendelser er, at mange ikke anser denne type tjenester som ulovlige.

Det punkt bliver også debatteret.

“Hvordan pokker skal børn vide bedre, når de i skolerne lærer, at de kan se film på Popcorn. Min datter på 12 kom hjem og sagde, hvad jeg skulle gøre, så hun kunne se popcorn på tv´et. Efter en lille snak fandt jeg ud af, at det var hendes lærer, der havde vist dem hvordan. På skolens computer,” skriver en person med efternavnet Andersen.

Advokaternes metoder med at koble IP-adresser sammen med kundeoplysninger fra eksempelvis TDC for at identificere brugerne giver anledning til en del kritik.

Men også anledning til en debat om hvordan IP-adresser fungerer og om de tekniske forhindringer, der kan stå i vejen for advokaternes bevisførelse, hvis pengene skal kræves ind via en retssag. En IP kan deles af flere, eller et netværk kan være åbent, lyder det.

“Hvad med alle dem, der af ideologiske grunde eller fordi de ikke kan finde ud af det deler deres WiFi? Udgangspunktet må være, at folk netop for at undgå den slags sager sætter deling op,” skriver Albert B. Hansen eksempelvis.

Læs også:
Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Advokat: Her er konsekvenserne hvis ikke du betaler Popcorntime-opkrævningen

Skyldig eller ikke-skyldig: Sådan håndterer du advokatkrav om brug af Popcorntime

Der har været en meget livlig debat blandt Computerworld-læserne i forbindelse med, at advokatfirmaet Opus har udsendt en stribe beskeder om, at brugere betaler for ulovligt at se filmmateriale via pirattjenesten Popcorntime.

Det har sat sindene i kog og gjort debatfelterne rødglødende.

Debatten har været åben – sine steder noget kontant – men også været med til at dele viden omkring anvendelse af eksempelvis IP-adresser.

Læserne er dog uenige omkring hovedspørgsmålet: Er det i orden at udsende denne for henvendelser med krav om en betaling vedhæftet.

Et par debattører forsøger at bagatelliserer det.

“Her er blot tale om en skræmmekampagne,” skriver Jan Hansen.

Og i den lidt mere kontante ende lyder det det fra efternavnebroderen Hans Hansen:

“Niels Dahl-Nielsen (advokat i Opus, red.) er til grin, såvel som de andre advokater, der arbejder for den fallerede medieindustri.”

I den modsatte ende af skalaen er der så dem, der mener, at man selv har et ansvar for handlingerne på nettet:

“Nu er der jo en meget åbenlys og ligetil løsning – lad være med at bruge popcorntime og andre ulovlige fildelings- og streaming-tjenester.”

Forslag til erstatning
I dag er der ingen lovgivning, der kan sætte retningslinjer for, hvordan en erstatning i en digital sag som denne skal udregnes.

I Tyskland har der tidligere været samme lovløse tilstand, der betød at erstatningsadvokaterne blev grådigere og grådigere i deres krav.

Til sidst måtte myndighederne gribe ind og definere et loft for erstatningsbeløb.

Computerworld spurgte, om I mener, der også skal faste retningslinjer for, hvornår man må udsende erstatningskrav i forbindelse med ophavsret i Danmark.

Her foreslår Claus Juul eksempelvis denne model:

1 – 10 eksemplar fremstillinger = kr. X/forseelse.
10 – 50 eksemplar fremstillinger = kr. X*1,5/forseelse.
50 – XXX = Skærpende omstændigheder = kr. 2,5*X/forseelse.

Finn Nissen skriver i en lang kommentar blandt andet dette:

“Branchen har tidligere forsøgt sig med skræmmekampanger – anført at advokat Johan Schlüter (APG / rettighedsalliancen) – det viste sig sidenhen, at han snød rettighedshaverne for muligvis mere end 100 millioner. Måske de skulle gå efter de penge i stedet for et par hundrede tusinde dette nye tiltag i bedste fald kan indbringe – og mon ikke at også denne advokat, tager sig godt betalt?”

Håbløs industri
Flere debattører går også direkte efter filmbranchen med argumenter om, at den er gammeldags.

“Filmindustrien har ventet for længe – og deres løsninger er enten gammeldags, besværlige, for dyre eller en kombination,” skriver Jesper Haaber Gylling.

Og i den mere kradse ende, lyder det:

“Filmbranchen er nogle grådige og meget lidt fremsynede personer, og de tror, at mennesker gerne vil vente flere måneder på at se en film i nogle lande fremfor andre.”

Hvem har ansvar
Advokat Niels Dahl-Nielsen fortæller, at en af begrundelserne for at udsende disse betalings-henvendelser er, at mange ikke anser denne type tjenester som ulovlige.

Det punkt bliver også debatteret.

“Hvordan pokker skal børn vide bedre, når de i skolerne lærer, at de kan se film på Popcorn. Min datter på 12 kom hjem og sagde, hvad jeg skulle gøre, så hun kunne se popcorn på tv´et. Efter en lille snak fandt jeg ud af, at det var hendes lærer, der havde vist dem hvordan. På skolens computer,” skriver en person med efternavnet Andersen.

Advokaternes metoder med at koble IP-adresser sammen med kundeoplysninger fra eksempelvis TDC for at identificere brugerne giver anledning til en del kritik.

Men også anledning til en debat om hvordan IP-adresser fungerer og om de tekniske forhindringer, der kan stå i vejen for advokaternes bevisførelse, hvis pengene skal kræves ind via en retssag. En IP kan deles af flere, eller et netværk kan være åbent, lyder det.

“Hvad med alle dem, der af ideologiske grunde eller fordi de ikke kan finde ud af det deler deres WiFi? Udgangspunktet må være, at folk netop for at undgå den slags sager sætter deling op,” skriver Albert B. Hansen eksempelvis.

Læs også:
Masser af danskere fanget i Popcorn Time-fælde: Nu falder der krav om erstatning

Advokat: Her er konsekvenserne hvis ikke du betaler Popcorntime-opkrævningen

Skyldig eller ikke-skyldig: Sådan håndterer du advokatkrav om brug af Popcorntime

I sidste uge skiftede et af verdens mest besøgte webdomæner, Google.com, ejer for en stund.

Den nye indehaver af domænet med hundredemillionvis af daglige brugere blev den indiske MBA-studerende Sanmay Ved, der faldt over det verdensberømte domæne ved et tilfælde.

Det skriver han om på det sociale medie LinkedIN.

Det kostede 80 kroner
Her han også har uploadet flere af de screenshots, som han var fattet nok til at tage, mens han pløjede sig igennem købsproceduren for Google.com – paradoksalt nok via Googles eget domæneforretning.

“Jeg klikkede på ’tilføj til kurv’-ikonet ved siden af domænet (hvilket ikke skulle stå der, hvis domænet ikke er til salg). Domænet blev rent faktisk tilføjet til min kurv,” skriver Sanmay Ved og fortsætter:

“Jeg håbede, at jeg ville få en fejlmeddelelse undervejs, der sagde, at transaktionen ikke var gået igennem. Men jeg var i stand til at gennemføre,” lyder det.

Prisen for det berømte domæne: 12 dollar svarende til 80 danske kroner.

Det lignede et ægte køb
Herefter fik inderen med bopæl i USA to mails fra Google, mens bekræftelsen af Google.com fremgik af Sanmay Veds Google Domains-oversigt.

“Derudover blev min Google Search Console (svarende til Google Webmaster Værktøjer) autoopdateret med relaterede beskeder for Google.com-domænet. Det betød, at ejerskabet rent faktisk var overført til mig!” forklarer Sanmays Ved i sit LinkedIN-indlæg, som du kan læse her.

Kort efter blev hans ordre annulleret af Googles domæneforretning.

“Google kunne gøre dette, da registreringsservicen Google Domains jo tilhører Google selv,” lyder det fra Sanmay Ved, som ikke aner hvorfor, han lige pludselig kunne eje Google.com, som var til salg på det åbne marked.

Google erkender fejl
Han joker med, at købet kunne finde sted, fordi den indiske premierminister lige har været på besøg i Silicon Valley.

“Det er nok det, der i sidste ende overbeviste Google om, at selskabet skulle sælge det mest besøgte domæne på internettet til en person fra Kutch-regionen, som premierministeren også kommer fra. Også selvom det kun var for et minut eller lignende.”

Google er ifølge Sanmay Ved sidenhen vendt tilbage og forklaret den lykkelige et minuts-ejer af Google.com, at der var sket en fejl ved købet af domænet.

Læs også:

Googles nye Fotos: Ubegrænset storage til dine billeder og videoer – helt gratis

I sidste uge skiftede et af verdens mest besøgte webdomæner, Google.com, ejer for en stund.

Den nye indehaver af domænet med hundredemillionvis af daglige brugere blev den indiske MBA-studerende Sanmay Ved, der faldt over det verdensberømte domæne ved et tilfælde.

Det skriver han om på det sociale medie LinkedIN.

Det kostede 80 kroner
Her han også har uploadet flere af de screenshots, som han var fattet nok til at tage, mens han pløjede sig igennem købsproceduren for Google.com – paradoksalt nok via Googles eget domæneforretning.

“Jeg klikkede på ’tilføj til kurv’-ikonet ved siden af domænet (hvilket ikke skulle stå der, hvis domænet ikke er til salg). Domænet blev rent faktisk tilføjet til min kurv,” skriver Sanmay Ved og fortsætter:

“Jeg håbede, at jeg ville få en fejlmeddelelse undervejs, der sagde, at transaktionen ikke var gået igennem. Men jeg var i stand til at gennemføre,” lyder det.

Prisen for det berømte domæne: 12 dollar svarende til 80 danske kroner.

Det lignede et ægte køb
Herefter fik inderen med bopæl i USA to mails fra Google, mens bekræftelsen af Google.com fremgik af Sanmay Veds Google Domains-oversigt.

“Derudover blev min Google Search Console (svarende til Google Webmaster Værktøjer) autoopdateret med relaterede beskeder for Google.com-domænet. Det betød, at ejerskabet rent faktisk var overført til mig!” forklarer Sanmays Ved i sit LinkedIN-indlæg, som du kan læse her.

Kort efter blev hans ordre annulleret af Googles domæneforretning.

“Google kunne gøre dette, da registreringsservicen Google Domains jo tilhører Google selv,” lyder det fra Sanmay Ved, som ikke aner hvorfor, han lige pludselig kunne eje Google.com, som var til salg på det åbne marked.

Google erkender fejl
Han joker med, at købet kunne finde sted, fordi den indiske premierminister lige har været på besøg i Silicon Valley.

“Det er nok det, der i sidste ende overbeviste Google om, at selskabet skulle sælge det mest besøgte domæne på internettet til en person fra Kutch-regionen, som premierministeren også kommer fra. Også selvom det kun var for et minut eller lignende.”

Google er ifølge Sanmay Ved sidenhen vendt tilbage og forklaret den lykkelige et minuts-ejer af Google.com, at der var sket en fejl ved købet af domænet.

Læs også:

Googles nye Fotos: Ubegrænset storage til dine billeder og videoer – helt gratis

NSA-whistlebloweren Edward Snowden må med sin lynkarriere i diverse amerikanske efterretningstjenester anses for at være en ganske habil it-bruger, hvis da ikke han kan kaldes it-ekspert.

Alligevel har Edward Snowdens debut på det sociale medie Twitter affødt lidt af en begynderfejl.

Det skyldes, at den verdensberømte whitsleblower efter sit første tweet havde glemt af slå Twitter-notifikationer fra.

Edward Snowden med 1,23 millioner Twitter-følgere er efterfølgende blevet bombarderet med mails for hver ny følger, nye besked, retweet, og når nogen har sat ham på deres favoritliste.

Ikke mindre end 47 gigabyte Twitter-notifikationer har Edward Snowden ifølge sit nyeste tweet modtaget, skriver han selv på det sociale medie.

Det svarer til mere end tre almindelige Gmail-konti fyldt til randen med beskeder fra hans Twitterfølgere.

Har lært lektien
I sin opdatering om de mange notifikationer har Edward Snowden ganske lakonisk beskrevet sin oplevelse med de mange notifikationer med hashtagget #lessonlearned.

Det kan oversætte til noget i retning af: jeg har lært lektien.

Siden Twitter-debuten 29. september har Edward Snowden i skrivende stund beriget det sociale medie med 14 tweets, der næppe overraskende handler om regeringsovervågning,

Indtil videre følger Edward Snowden blot én anden Twitter-konto.

Det drejer sig om whistleblowerens tidligere arbejdsgiver, NSA.

Læs også:
Når de sociale medier går helt amok: Sådan overlever du en shitstorm på nettet

Jeg fik 738 mails i vinterferien. Næste år modtager jeg nul