Spilleren kan kravle op på ryggen på en fjendtlig Titan, som var robotten en rodeotyr.
Med et hult drøn lander en Titan på slagmarken. Mudderet står i en sky omkring nedslagstedet, som piloten spæner frem fra sit skjul og springer ind i kamprobottens cockpit. Et kort sekund er verden sort, inden de mange systemer vækkes – menneske og maskine er klar til kamp.
Spiludviklerne fra Respawn Entertainment har de seneste par år høstet priser på spilmesser rundt om i verden, hver gang de har vist Titanfall frem – over 80 forskellige priser er det blevet til.
Samtidig er Titanfall blevet kørt i stilling som det første regulære kvalitetsspil til Microsofts Xbox One.
Forventningerne til spillet har således været meget store. Ikke mindst fordi folkene bag Respawn Entertainment har en fortid på den meget succesfulde Call of Duty-serie, og Titanfall derfor er blevet udråbt som spillet, der skal puste nyt liv i 3D-shooter-genren.
Velkendte spilmekanismer
Nu er det imidlertid det med et actionspil som Titanfall, at der skal være en hårfin balance mellem det meget velkendte og det nye.
Således vil spillere med erfaring fra blandt andet Call of Duty eller Battlefield hurtigt føle sig hjemme i Titanfall, uanset om de er til fods eller sidder i en kamprobot.
3D-shootere har et veletableret sprog for, hvordan styringen er skruet sammen, og hvilke bevægelser i fingrene der udløser hvilke mekanismer i spillet – et sprog som Titanfall også taler. Det er et sprog, som spiludviklerne heller ikke har det store ønske om at pille alverden ved – for hvorfor fikse noget, der fungerer.
Der er ofte noget meget konservativt over 3D-shootere, og hverken spiludgivere eller målgruppen synes parate til, at spillene foretager kvantespring i forhold til originalitet eller indhold.
Således heller ikke Titanfall, der skåret helt ind til benet blot kombinerer kamprobotter med parkour. Objektivt set to elementer der allerede har vist sig populære i actionspil.
Taktikken er vertikal
Når Titanfall så alligevel fremstår forfriskende, er det netop, fordi spiludviklerne fra Respawn Entertainment formår at kombinere kamprobotter og parkour overbevisende, med masser af indbygget tempo og krav til, at spillerne skal nytænke deres brug af spillets omgivelser.
I det rene rå slagsmål, hvor kamprobot og pilot står over for hinanden, er konfrontationen hurtigt overstået, og efterlader kun en smattet menneskemasse under robottens solide fødder.
Det er ikke nogen rigtig god idé at befinde sig på jorden mellem to kæmpende Titans.
Men piloten er udstyret med jetbælte, kan snildt hoppe et par etager i vejret og løbe langs murene – når spillerens mentale perspektiv flytter sig fra omgivelserne gadeniveau til det vertikale, åbner Titanfalls muligheder sig samtidig op.
Succesoplevelser i Títanfall hænger sammen med en varieret brug af sin kamprobot og så at bevæge sig ud på hustagene, mens robotten opererer overladt til sin kunstige intelligens. Banernes højdeforskelle skal indgå i spillerens taktiske overblik, de skal udnyttes til flankeringsmanøvrer, baghold og være en aktiv medspiller.
Plads til nybegyndere
Respawn Entertainment har erfaring nok til at vide, at et spil som Titanfall skal finde sin målgruppe blandt de spillere, der gerne vil i kamp mod andre spillere online. Historiefortællingen er derfor kun en skitse – et obligatorisk snøft, som fint kan ignoreres, så slåskampen kan komme i gang.
Som altid er der indlysende forskelle på de enkelte spilleres evner, men Titanfall er her fremragende til at favne også de spillere, der kun kigger forbi slagmarken en gang imellem.
Uanset hvor dygtig en spiller er, skal der nemlig nok blive lejlighed til at smadre omkring i en kamprobot og mulighed for at føle, at ens indsats i kampen gør en forskel.
Titanfall har måske ikke genopfundet 3D-shooteren – men de tonstunge kamprobotter har trampet så hårdt omkring, at spiloplevelsen er frisk, fornøjelig og ikke mindst hæsblæsende.
Leave a Reply