Daily Archives: March 22, 2014

Det er tæt på, at det bliver muligt at spille en omgang quidditch som Harry Potter gjorde det på Hogwarts, for nu er den flyvende bold kommet, skriver Daily Mail.

En gruppe forskere på universitetet i Tokyo har står bag bolden, som holder sig flyvende ved hjælp af en ganske lille drone, og konstruktionen er tilsyneladende så robust, at man sagtens kan give bolden et los, uden at den går i stykker.

Holdet bag bolden er gået i krig med projektet ud fra den betragtning, at det snart er ved at være svært at finde på helt nye boldspil, så vil man udvikle sporten, må man se lidt mere på udstyret.

Og hoverball’en lægger op til radikalt nye former for boldspil, da spillet ikke udelukkende behøver at handle om talent, når bolden kan programmeres til f.eks. at ignorere stjernespillere i en periode, hvis holdet er for langt foran i forhold til modstanderne.

Om det er fair, kan diskuteres, men måske vil programmeringen betragtes som mere fair, hvis den bruges til f.eks. at sænke farten på bolden, når det er ældre, børn eller handicappede, der spiller med.

Kun strøm til fem minutter

Bolden er lavet af plastic, der er støbt i en netform og udfyldt med den 90 mm brede drone, og ifølge New Scientist skal bolden fjernstyres.

Med tiden regner forskerne dog med at gøre det muligt at foretage disse forprogrammeringer, der f.eks. kan gøre det nemmere at ramme kurven i basketball, hvis kursen på bolden automatisk kan ændres.

Foreløbig er der også kun tale om kortere boldspil, da den nye hoverball kun kan holde sig i gang i fem minutter.

I de seneste år har ungareren Adam Magyar indtaget det ene internationale galleri og udstillingsrum efter det andet. Hans billeder og videoer vises i New York, Paris og Berlin – og på Galerie Wolf i Aalborg kunne vi danskere nyde godt af Adam Ma­gyars billeder, da han deltog i en gruppeudstilling dér i 2008.

Hans billeder og videoer har næsten alle samme motiv og tema: Storbymennesker på vej. Enten venter de på en metrostation i Berlin, Paris, New York eller Shanghai, eller også går de gennem bybilledet – eller står i et undergrundstog.

Når Adam Magyar er slået igennem på den internationale kunst­scene, skyldes det sandsynligvis, at hans billeder fastlåser genkendelige situationer i tid eller rum på en anderledes måde og dermed udvider opfattelsen af, hvad der sker lige dér i situationer, vi troede, vi kendte.

Som menneskene i serien Urban Flow, der haster gennem byen, måske på vej fra én station til en anden – som billedet her på opslaget. Ved hjælp af den såkaldte split scan-teknik viser hele billedet den samme 1 pixel brede lodrette linje optaget igen og igen, mens motivet har bevæget sig forbi. Nogle steder står detaljerne knivskarpt, andre steder flyder billedets elementer ud i en glidende bevægelse.

Eller som det splitsekund, der i Stainless-seriens stillbilleder bliver holdt fast, så man får et kig ind i en drengs uudgrundelige blik, netop som det undergrundstog, han står i, kører ind på perronen. Sidstnævnte er taget med et industrielt højhastighedskamera, som Adam Magyar fandt til lejligheden.

Modificeret industrikamera

Født i 1972 i Ungarn, men bosat i Berlin. Han har lavet både soloudstillinger og deltaget i mange gruppeudstillinger over hele verden.

Hans fotografier er bl.a. udgivet i bogen ‘In the Life of Cities’, redigeret af Mohsen Mostafavi (Harvard Graduate School of Design/Lars Müller Publishers, 2012), samt bogen ‘Light and Lens: Photography in the Digital Age’ af Robert Hirsch (Focal Press, 2012).

»Jeg havde ikke så mange penge og opdagede så de her industrikameraer, som bliver brugt til at kvalitets­tjekke produktioner på f.eks. samlebåndsfabrikker i Asien,« fortæller Adam Magyar over Skype fra Seoul, hvor han i øjeblikket forbereder en udstilling.

Den software, der fulgte med industrikameraerne, var dog ikke just egnet til kunstfotografi, så Adam Magyar måtte selv programmere:

»Det er en ret spændende del af processen, og jeg laver altid selv den software, som jeg skal bruge, om det så er til videoerne eller still­billederne. Nogle gange føles det som at grave efter guld, fordi man ikke rigtig ved, hvad man finder, og om man finder lige dét, man er på udkig efter. Jeg holder altid fast ved min oprindelige idé, så jeg bliver ved, til jeg har fundet det, jeg skal bruge. Heldigvis var jeg meget optaget af programmering, da jeg var yngre, så det har hjulpet mig her senere hen,« siger Adam Magyar.

Stainless-serien fra undergrundsstationer forskellige steder i verden indeholder også en række videoer, der ligesom hans andre værker kan ses på Adam Magyars hjemmeside.

Gennem rum og tid

Her brugte Adam Magyar et højhastighedsvideokamera, der ellers bruges inden for forskningen og industrien, blandt andet til at teste biler i sammenstød. De ekstreme slow motion-sekvenser står tindrende skarpe, så beskueren kan iagttage de fastfrosne situationer i detaljer.

Under optagelserne sad Adam Magyar i undergrundstoget, mens det rullede ind på perronen, og filmede de mennesker, der stod og ventede. Kombinationen af ekstrem slow motion og kameraets bevægelse forbi stillestående mennesker skaber en illusion af, at man bevæger sig forbi et enormt 3D-foto, hvor alt er fastfrosset i tid. Først afslører kun en enkelt langsom håndbevægelse eller et blinkende øje, at tiden ikke står stille, men så opdager man barnet i baggrunden, der løbende følger Magyars kamera hen ad perronen.

Men hvorfor lige de situationer?

»Jeg har altid kunnet lide at observere mennesker. Da jeg var yngre, rejste jeg meget og opholdt mig i lange perioder i Indien, hvor jeg fordrev det meste af tiden med at iagttage folk. Der er noget særligt over folk i storbyer, der er på vej fra et sted til det næste. Med Urban Flow-serien ville jeg vise folk som partikler i et system, der alle går i samme retning. Der ligger en værdi i det nu, der er lige dér, hvor man er i bevægelse,« siger Adam Magyar.

Det er netop det nu, Adam Ma­gyar indfanger med sit industrielle højhastighedskamera; folk i bevægelse er fanget i det øjeblik, der ligger udspændt mellem afgang og ankomst.

Se flere af Adam Magyars billeder samt hans videoer på magyaradam.com, hvor billederne bedre kommer til deres ret og man kan zoome ind på detaljerne.

Kræft er en lumsk størrelse, for ofte kan den have spredt sig godt og grundigt, før patienten får de første symptomer.

Nu håber en række forskere imidlertid at kunne opdage de farlige celler så tidligt, at de ikke når at bevæge sig videre og blive livsfarlige, skriver American Chemical Society.

Hemmeligheden ligger i små lysglimt, udsendt af guldnanopartikler.

»Vi har taget verdens måske vigtigste molekyle, dna, ændret det til at være cirkelformet og modificeret det til at detektere specifikke molekyler inden i celler. Disse strukturer går ind i celler helt naturligt og lyser op, når de opdager sygdomsfremkaldende molekyler,« fortæller ph.d. Char Mirkin, kemiker på Northwestern University i staten Illinois.

»Vi ser på, om vi kan bruge nanoglimt til at komme frem til en ny form for brystkræftdiagnostik, og de første resultater er påfaldende,« siger han.

Teknikken bygger videre på forskning, som Char Mirkin igangsatte allerede i 1990’erne. Her blev de ’sfæriske nukleinsyrer’, SNA’er, til. De er typisk lavet af guldnanopartikler, dækket med tætpakkede, korte dna-strenge.

Disse nanopartikler skal herefter en tur ind i kroppen og se efter farlige celler, og de første laboratorieundersøgelser har vist, at partikerne sagtens kan finde ind i celler, fortæller Char Mirkin.

»Nanoglimt kan detektere, hvor enkelte kræftceller befinder sig i et stort hav af celler. Det er vigtigt, for når kræft spreder sig, er der ofte tale om, at blot få celler løsriver sig fra tumoren og går i blodet,« siger han og understreger, at teknologien også kan bruges til at opsamle de farlige celler for bedre at få syn for, hvilken behandling der vil egne sig.

Teknologien er allerede prøvet af i dyr, og nu er forskergruppen i gang på mennesker. Chad Mirkin mener selv, at kommercielle test, baseret på nanopartiklerne, snart vil være til rådighed.

Teknologien til at læse det menneskelige dnas mere end tre milliarder basepar er først langsomt ved at blive brugbar for forskere og læger verden over.

Forventningerne var ellers, at teknologien hurtigt ville hjælpe os til at kurere et hav af sygdomme, da vi for mere end et årti siden sekventerede det første menneskelige genom. Men aflæsningen af menneskets basepar svarer til at læse ordene i en bog uden at forstå dem. Det er først nu, vi begynder at forstå ordene.

Sådan lyder budskabet fra Ingeniørens nye biotek-blogger Lars Kongsbak, der er molekylærbiolog og administrerende direktør i firmaet Exiqon, der arbejder i markedet for genetisk analyse.

Læs Lars Kongsbaks blog på ing.dk

Han underbygger sit budskab med nye tal, som han fik opgivet af den førende biotekforsker Eric Topol fra Scripps forskningscenter i San Diego under en nylig konference i samme by om netop gensekventering. I 1960 lykkedes det for første gang i verdenshistorien at finde en gendefekt, der havde en direkte sammenhæng med en sygdom, nemlig en defekt i dannelsen af et bestemt enzym, der førte til Føllings sygdom, som giver muskelspænding, mental retardering og kramper.

Først 29 år efter lykkedes det så at finde en ny sammenhæng, denne gang mellem en gendefekt og cystisk fibrose, og da videnskaben i år 2000 var så langt, at man havde gensekventeret et fuldt menneskelige genom (godt nok sammenstykket af forskellige individer), så havde man faktisk kun associeret 200 gendefekter med en sygdom. Men i begyndelsen af år 2000 var der en udbredt formodning i offentligheden og blandt forskere om, at gensekventering snart kunne fortælle alt om arvelige sygdomme, fremtidige skavanker, dødstidspunkt osv.

»Der var en naiv opfattelse af, hvad data kunne bruges til. Datamængden var enorm, men det var kun en brøkdel, vi kunne forstå. Problemet er at kende fænotyperne, altså karaktertrækkene, at forstå funktionen af de enkelte gener,« siger Lars Kongsbak.

Kender sit inderste væsen for 27.000 kroner

I dag er det lykkedes forskerne at finde sammenhængen mellem 2.500 gendefekter og sygdomme, udviklingen tager altså fart i disse år, blandt andet fordi gensekventeringen har fundet vej ind på hospitalerne.

»For at forstå sammenhængen mellem generne og sygdomme er vi nødt til at have hundredetusindevis af mennesker gensekventeret, og selv da er vi ikke i mål. Problemet er jo, at vi sammenholder genetiske oplysninger med lægeundersøgelser på vidt forskellige hospitaler med vidt forskellige metoder og vidt forskellige læger. Det giver en masse statistisk støj,« siger Lars Kongsbak.

Selv er han et af de stadig flere mennesker, der vælger at få sit genom sekventeret. Tidligere var det især det amerikanske biotekfirma 23andMe, der sad på det marked, men i dag er der langt flere udbydere, blandt andre det fremadstormende San Diego-firma Illumina, der er kendt for deres næste-generations-sekventeringsmaskiner (NGS).

Hvor 23andMe ikke sekventerede hele genomer, men kun variationer i cirka 700.000 basepar i et genom med 3 milliarder basepar, så undersøger Illumina mere end 95 procent af genomet. Hvor 23andMe bruger en dna-chip (microarray) til at afkode dele af genomet, så bruger Illumina NGS. Det er med til at forklare prisforskellen mellem de 530 kroner, en genom-test koster hos 23andMe, og de 27.000 kroner for en test hos Illumina.

Lars Kongsbak har fået sit genom sekventeret hos Illumina, men så medfølger også en grundig gennemgang af et udvalg af de 3,5 millioner varianter, som Lars Kongsbak har i sit genom i forhold til det referencegenom, som Illumina bruger. Informationerne fra Illumina kan han downloade til en app, så han kan sidde i sofaen og se ind i sit inderste, som han siger.

»Det er den vildeste oplevelse at sidde og surfe rundt i sit indre. Det er bedre end at gå i biografen,« siger Lars Kongsbak, der blogger på ing.dk om sine erfaringer.

Han kan f.eks se, at han ikke får den samme effekt af kaffe som andre, at han håndterer stress bedre end de fleste, at han nedbryder dopamin og adrenalin hurtigt og responderer særligt på en række medicintyper.

Ifølge Lars Kongsbak handler nogle af de vigtigste genetiske oplysninger dog ikke om kaffeoptag og stress, men om kroppens evne til at optage og nedbryde medicin eller andre stoffer. Den viden kan forbedre effekten af lægemidler eller f.eks. hjælpe folk til at spise mere calcium for at undgå knogleskørhed, hvis de tidligt opdager, at deres krop optager alt for lidt.

Vil ikke leve i uvidenhed

Kritikere af gensekventering advarer dog mod, at mange mennesker ikke kan overskue de mange informationer og vil bekymre sig unødigt. Men Lars Kongsbak vil hellere undgå uvidenhed.

»Hvis jeg har anlæg for Alzheimers, vil jeg hellere vide det, så jeg f.eks. kan ændre min pension og begynde at forebygge sygdommen,« siger han.

Men kunne man ikke også forestille sig, at folk ville drage uheldige konsekvenser af deres genetiske data, som f.eks. ‘jeg har ikke anlæg for lungekræft, så jeg ryger bare noget mere’?

»Den konklusion drager vi jo allerede, hvis vores mor, far, bedstefar og oldefar har røget som skorstene uden at dø af det. Det er det samme, hvis vi ved, at alle i familien har haft brystkræft, så tager vi forholdsregler. I stedet for en mistanke giver de nye teknologier vished,« siger han.

Hvordan ændrer det lægens rolle i samfundet?

»I nogle tilfælde vil patienten blive mere vidende end lægen. Lægerne skal indstille sig på at være rådgivere, mens patienten vil være ufattelig oplyst gennem apps i enhver mobiltelefon, der allerede har fortolket på dine gendata,« siger Lars Kongsbak, der dog ikke kun ser på de nye teknologier med ren begejstring.

»Den nye teknologi er løbet langt foran den nødvendige debat. I dag kan vi fravælge børn på grund af hårfarve, anlæg for depression eller alvorlig sygdom helt nede på et celleniveau med kun fire celler. Vi er simpelthen ved at sætte os i kontrol over vores egen evolution, som ikke længere er styret af vores omgivelser. Spørgsmålet er, hvor vi sætter grænsen,« siger Lars Kongsbak.

Jeg har kodet en del i Python de sidste mange år samt C/C++. Jeg fik dog et spørgsmål på bordet den anden dag, som er af generel interesse – hvordan debugger man effektivt efter hukommelsesproblemer i Python på en Linux-maskine? Hvis man f.eks. ser at et Python pludselig er gået fra 100 MB til 5 GB hukommelsesforbrug. Jeg vil gerne høre jeres gode ideer til at jage dette.

Havde det været et C/C++ program havde jeg kørt “valgrind –tool=massif PROGRAM” og derefter “ms_print massif.out.*”.Se f.eks. her. Det giver et glimrende billede ind i “hvad/hvor” problemerne stammer fra.

Jeg har ikke til Python fundet et tilsvarende sejt værktøj. Jeg ved ikke om man kan køre Cython på Python-koden, oversætte det hele og derefter “valgrind –tool=massif…”. Det ligger ikke lige til højrebenet, men det er noget jeg vil prøve.

Mht. ren Python-kode så faldt jeg over “Meliae“, som ser interessant ud. Det fungerer glimrende og man kan med minimale ændringer få oversigter over hvilke typer elementer optager hvor meget hvor meget hukommelse. Det er relevant, men ikke godt nok. Jeg savner to ting. Dels at man kan få “snapshots” af hukommelsen over tid, men også hvilke “dicts” er det værste.

Min ven Finn pegede mig til dette link.
Ideen er at indføje “@profile” til de funktioner man mistænker er dårlige og så kører man Python med argument “-m memory_profiler”.
Det er også mere interessant, men det er umiddelbart irriterende at man skal fjerne/indsætte “@profile” i koden alt efter om man vil profilere.

Som testprogram kan f.eks. anvendes

I eksemplet er det nemt af afgøre at my_func2() koster en del, men hvordan gør man det i praksis, når der er 10.000 linier kode?

Har I erfaringer med dette område af Python, så skriv meget gerne om dette nedenfor.

/pto

Pendlerne får ikke flere pladser, men DSB får arbejdsro. Det vil være resultatet af en købsaftale, som DSB er på nippet til at indgå.

Ifølge portalen udbudsvagten.dk vil DSB indgå en aftale om at købe 67 dobbeltdækkervogne, som selskabet leaser i dag. Transportminister Magnus Heunicke (S) sagde for nogle dage siden, at DSB inden for nogle uger ville indgå en aftale om et togkøb på 1,2 mia. kr. Men hverken han, Transportministeriet eller DSB vil i dag sige noget om ordren – udover at de bekræfter oplysningerne på portalen.

Dokumentet på udbudsvagten.dk er en såkaldt profylaksebekendtgørelse, som fortæller omverdenen, at DSB har til hensigt at købe togvognene. Ved at offentliggøre intentionen og derefter holde en ti dages standstill-periode kan DSB sikrer sig imod, at ordren senere kan blive underkendt efter klager fra andre potentielle leverandører.

DSB skulle mellem 2016 og 2017 have leveret dobbeltdækkervognene tilbage til det i Luxembourg hjemmehørende leasingselskab Ascendos Rail Leasing. Planen var, at IC4-togene på det tidspunkt kunne indsættes i landsdelstrafikken og at de IC3-tog, der i dag kører mellem landets store byer, i stedet kunne indsættes i den østdanske lokaltrafik. Men det har længe været erkendt, at IC4-togene næppe bliver klar til at erstatte IC3-togene, så DSB har undersøgt forskellige muligheder for at kunne fortsætte med dobbeltdækkervognene.

Med købet af dobbeltdækkervognene sikrer DSB sig, at yderligere forsinkelser af IC4-togene ikke vil forværre pendlernes forhold. Omvendt giver købet ingen udsigt til bedre plads på de fyldte morgen- og eftermiddagsafgange. Og der er heller ingen garantier for, at der vil blive gjort noget ved de indvendinger, som pendlerne har haft mod vognene.

Dobbeltdækkervognene har nemlig været kritiseret for dårlig komfort, og for at der mangler el-stik og bordplads, så man kan arbejde i toget. Desuden bliver passagererne udsat for mange ultrafine partikler, fordi vognene i dag trækkes af gamle ME diesellokomotiver. Det sidste problem bliver imidlertid delvist afhjulpet af, at nogle af dobbeltdækkervognene fremover skal trækkes af ellokomotiver (EA), som Folketinget har bevilget 50 mio. kr. til at renovere. Hovedparten af afgangene skal dog fortsat trækkes af de gamle diesellokomotiver, hvoraf nogle dog har fået sat filter på skorstenen.

Skal der skaffes flere pladser, kan en af mulighederne være at købe nye øresundstog. Det vil frigøre materiel fra Kystbanen, som vil kunne indsættes på strækningen mellem København og Esbjerg, hvor der i dag kører IC3-tog. Dermed kan IC3-togene indsættes i den sjællandske lokaltrafik. Forhandlingerne mellem DSB og Transportministeriet på den ene side og Bombardier, der leverer øresundstogene, på den anden var egentlig brudt sammen, fordi DSB og Transportministeriet var utilfredse med Bombardiers pris. Men efter Bombardier i Ingeniøren forsikrede, at de kunne skære endnu mere af prisen, har Transportministeriet nu indbudt Bombardier til fornyede forhandlinger.

Sønderborg Fjernvarme går nu i gang med byggeriet af et spritnyt, avanceret biomasseanlæg på 9 MW indfyret effekt.

Ovnen skal hjælpe fjernvarmeselskabets 8.800 kvm store solvarmeanlæg med at opfylde varmebehovet hos 1.100-1.200 husstande i tre mindre byer uden for Sønderborg.

Ovnen er anden generation af Dall Energys prisbelønnede biomasseovn, som kort fortalt benytter et forgasningsprincip i sin to-trinsproces. Herved opnår man at kunne brænde forskellige biomassetyper med højt vandindhold, men højeffektivt og med lave emissioner.

I Sønderborg forventer man i første omgang at skulle brænde træflis men vil senere eksperimentere med billigere brændsler, forklarer direktør for Sønderborg Fjernvarme Erik Wolff:

»Vi har først og fremmest valgt denne løsning, fordi det er et spændende koncept, hvor vi kan anvende et bredt udbud af brændsler og dermed afprøve så billige biobrændsler som muligt,« siger han.

Han tilføjer, at ovnen samtidig er meget enkel i sin konstruktion og har en god regulerbarhed, ligesom den forurener mindre end almindelige ristefyrede ovne.

‘Fin’ businesscase

Anlægget, som forventes klar til brug i indeværende år, koster 58 millioner kroner, Heraf har Sønderborg Fjernvarme fået 3 mio. kr. i støtte fra markedsmodningsfonden til at afdække risikoen ved at etablere ny teknologi.

Erik Wolff vil ikke afsløre konkrete detaljer i businesscasen for den nye ovn, men siger, at ’den er fin’.

Det er Cowi, som er bygherrerådgiver, mens Dall Energy har projekteret ovnen, som udstyres med et særligt kompakt, keramisk filter, en højeffektiv røggaskøler samt en antislagge luftbefugter.

Samlet set kalder Jens Dall Bentzen, direktør i Dall Energy, anlægget for en slags demonstrationsprojekt:

»Det er første gang, vi prøver alle disse elementer i et samlet anlæg, og jeg er rigtig glad, for, at Sønderborg Fjernvarme har haft vilje til at etablere ny teknologi,« siger han.

I forvejen kører en Dall Energy biomasse-ovn på 8 MW hos Bogense Varmeværk, og en 2 MW ovn skal startes op i USA i April.

Mens eftersøgningen af det forsvundne passagerfly fra Malaysia Airlines stadig er i gang, har det danske softwarefirma Plass Data Software sendt en medarbejder til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur efter anmodning fra de lokale myndigheder.

Årsagen er ifølge Sjællands Nyheder, at Malaysia for nylig har købt virksomhedens DVI-system, der er beregnet til at indsamle oplysninger og identifikation på personer, der bliver fundet efter større ulykker som naturkatastrofer.

Men selv om flyet og dets passagerer endnu ikke er fundet, har myndighederne altså nu bedt om hjælp til at få indsamlet informationerne.

Plass Data Software har sendt sin tekniske direktør René Pape, der ud over selv at hjælpe med registreringer skal undervise i systemet, så flere personer kan hjælpe til.

Firmaets software til identifikation af ofre for katastrofer bliver brugt af mere end 25 lande, ligesom firmaet samarbejder med Interpol. Softwaren har været brugt efter tsunamien i 2004 og til at identificere ofrene for det Air France-fly, der styrtede ned i Atlanterhavet i 2009.

»Når du har et fly, så ved du også, hvem du har om bord, så du ved, hvem du skal lede efter. Vores software kan tage data om de savnede personer og sammenligne dem med data om det, man finder,« forklarer direktør Karsten Hector fra Plass Data Software til Version2.

Tandkort og tatoveringer

I en situation som et flystyrt vil efterforskerne indsamle oplysninger som eksempelvis tandkort, tatoveringer, modersmærker eller endda DNA. Disse data bliver indtastet i systemet via standardiserede formularer, som følger Interpols praksis.

Plass Data Software har også været med til at lave en standard for tandkort, fordi tandlæger i forskellige lande registrerer tandsæt på forskellige måder. I en katastrofe med ofre fra flere lande er det derfor nødvendigt at have ét format identifikationsdataene, hvis det skal være muligt at sammenligne oplysningerne fra retsmedicinerne med de savnede.

»I Danmark bruger tandlægerne tal, for eksempel +1 eller -3, men i andre lande bruger man bogstaver. Vi har lavet en standard, for hvis man ikke kan sammenligne data, så kan man ikke matche noget som helst,« siger Karsten Hector til Version2.

Systemet gør det muligt digitalt at udveksle data mellem flere lande, som bruger systemet. Det kan være en fordel i de tilfælde, hvor flere lande er involveret i efterforskningen.

I store katastrofer vil identifikationen blive samlet i ét land. Ved tsunamien i 2004 var 35 lande, mere end 100 politifolk og fem medarbejdere fra Plass Data Software involveret. Den store mængde data fra de mange tusinde ofre betød, at det tog lang tid at sammenligne data.

»Nogle gange kører det hele natten, men under tsunamien fik vi optimeret det så meget, at vi kunne gøre det på et kvarter,« fortæller Karsten Hector.

Kampen for og imod netneutralitet kan være svær at forstå – indtil den dag video-streaming fra Netflix går fra smuk og flydende HD til en mere snusket kvalitet, fordi båndbredden mellem forbrugeren og Netflix-serverne falder.

Sådan ser kamppladsen i hvert fald ud for Netflix’ direktør Reed Hastings, som i et blogindlæg forklarer netneutralitet-diskussionen set med Netflix’ øjne.

Hos flere af de store internetudbydere i USA kunne Netflix nemlig måle dalende hastigheder for Netflix-signalet, og for at sikre Netflix-kunderne en god oplevelse, har streaming-giganten været nødt til at indgå aftaler med internetudbyderne, hvor Netflix betaler for at have direkte adgang til deres netværk (‘interconnection’).

Selvom det er den forkerte vej at gå, vil Netflix modvilligt fortsætte disse aftaler og betale for adgang, skriver direktøren.

»Netflix mener, at stærk netneutralitet er afgørende, men på kort sigt vil vi i nogle tilfælde betale denne told til de magtfulde internetudbydere for at beskytte kundeoplevelsen. Når vi gør det, betaler vi ikke for at blive prioriteret højere end konkurrenter, kun for direkte forbindelse,« skriver Reed Hastings.

Så selvom der ikke er tale om, at internetudbyderne direkte skruer ned for Netflix-trafikken på vej ud til forbrugerne, er effekten den samme. Og internetudbyderne kan løbende skrue op for prisen for at give indholdsleverandørerne en direkte linje ind til netværket, med mindre man indfører fuld netneutralitet, mener Netflix.

Andre firmaer kan godt få direkte adgang hos teleselskaberne ganske gratis, især hvis det handler om udveksling af data med andre teleselskaber. Netflix får at vide, at det er anderledes med Netflix, fordi datatrafikken kun går den ene vej. Men det argument køber Reed Hastings ikke.

»Men når vi spørger dem, om vi også vil leve op til kravene for direkte forbindelse, hvis vi ændrer vores produkt, så vi får lige så meget upload-trafik som download – og dermed også fylde deres upstream-netværk og næsten dobbelt så meget trafik – følger en akavet stilhed. Det er fordi, internetudbydernes argument ikke giver mening,« skriver Netflix-direktøren, med en fodnotehenvisning til peer-to-peer-netværk som en mulig måde for Netflix at levere streaming til kunderne på.

Andre store indholdsleverandører bliver også opkrævet gebyrer for at få direkte adgang til teleselskabernes core-netværk, hvis de vil undgå faldende båndbredde. Dermed stiger priserne i alle led. Og internetudbyderne kan slippe af sted med det, fordi konkurrencen er dårlig. Tit er der kun én eller to reelle leverandører af bredbånd, skriver Reed Hastings, og tit køber man internet i bundles, sammen med mange andre tjenester, der gør det kompliceret at skifte leverandør.

»Hvis denne her slags magt er effektiv mod Netflix, som er temmelig stor, forestil dig så problemerne for mindre tjenester i dag og i fremtiden,« skriver Reed Hastings.

En ny lovpakke om telemarkedet er netop blevet godkendt af industriudvalget i Europa-Parlamentet og mangler dermed i praksis kun turen igennem ministerrådet i EU, altså de enkelte medlemslandes godkendelse.

Her indgår for første gang i EU regler om netneutralitet, der forbyder teleselskaberne at forskelsbehandle trafikken gennem deres netværk. Men en undtagelse for ’specialtjenester’, som en internetudbyder gerne må kræve penge for at sikre høj båndbredde, har skilt vandene og fået blandt andet Piratpartiet i Europa-Parlamentet til at være meget kritisk over for aftalen. Frygten er, at den blødt formulerede paragraf gør det muligt for teleselskaberne i EU at lade undtagelsen omfatte tjenester som for eksempel Netflix, der så, ligesom i USA, kan risikere at skulle betale ekstra for at sikre en god ’modtagelse’ hjemme i de små hjem.