Sådan en lille struds kostede jo kun 1.000 kroner, så det endte med, at jeg købte 10

Engang sidst i 1990′erne skrev jeg en opgave i it-informatik på merkonom-uddannelsen om salg af strudsekød som konkurrent til oksekød til danske forbrugere.

På baggrund af den opgave besluttede jeg mig for, at jeg ville købe et par strudse til at gå rundt på min tante og onkels lille landsted i Nordsjælland – bare sådan for hyggens skyld samt for at se, om min opgave virkede i praksis.

Men alle sagde, at jeg burde få nogle flere, for det ville synd, hvis de gik alene. Og sådan en lille struds kostede jo kun 1.000 kroner, og man kunne få en forretning ud af det, hvis der var flere, sagde de.

Så det endte med, at jeg købte 10 kyllinger, hver cirka 30 centimeter høje. Jeg skulle have fem hunner og fem hanner, men det viste sig efter lang tid, at jeg havde fået ni hanner og én hun. Ha ha.

Jeg fik dem hjem, og de gik og græssede, og det var jo meningen, at de bare skulle leve af det her græs. Men det gik helt galt.

Det er jo klovdyr, så de fik hurtigt jokket hele marken op, og det blev vinter, så vi skulle til at fodre.

Desuden voksede de en centimeter om dagen og blev megahøje, og vi skulle til at sætte ekstra højt hegn op, fordi de stak af. Jeg var flere gange nede på motorvejen efter dem.

De var nærmest blevet sådan nogle øgler, og nogle gange løb de efter én. Det var faktisk blevet helt forfærdeligt.

Efter 18 måneder var de omsider slagtemodne, men en af farmerne, jeg havde lært at kende, sagde, at kød-priserne ikke var så gode, så jeg burde vente.

Men jeg kunne ikke have dem stående længere, så han sagde, at de kunne komme hen på hans farm, hvor han havde flere tusinder strudse gående.

Efter et halvt års tid, hvor jeg ikke rigtigt havde hørt fra ham, mente jeg, at tiden var inde til at få dem slagtet. Der ville han så have leje og penge for foder.

I alt endte hele mit strudse-eventyr med at koste mig mellem 50.000 og 100.000 kroner.

For mig er moralen: Der er langt fra teori til praksis. Og hvis ikke du er inde i en branche, så bliver du taget i røven.

Men omvendt var det altså mere spændende end at sidde hjemme med sine frimærker. Ha ha.