Det danskudviklede spil om den skaldede lejemorder Hitman, gik i nullerne sin sejrsgang over hele verden: IO Interactive er stadig en af de mest profilerede danske spiludviklere, selvom vi efterhånden har ventet siden 2012 på et nyt spil om den ikoniske snigmorder.
Nu er IO dog tilbage med en ny udgivelse i serien, der har fået det noget forsimplede navn Hitman.
pillet er dog ikke en egentlig reboot som så, idet spillets prolog finder sted før de øvrige spil i serien, mens resten af spillets handling foregår efter hændelserne i 2012-udgivelsen Hitman: Absolution.
Samtidig gennemgik spillet i starten af 2016 en stor forandring, idet IO Interactive valgte, at transformere spillet fra en færdig pakke til en episodisk opdeling, hvor hver episode bød på en ny og spændende lokalitet. Begrundelsen var, at IO Interactive havde brug for tid til, at finpudse missioner og lokaliteter yderligere og efter at have spillet første episode, der består af en prolog og lokaliteten Paris igennem, må jeg erklære mig enig i, at Hitman trænger til finpudsninger.
Dette er derfor ikke en komplet anmeldelse af IO’s nye udspil i Hitman-serien, men er en vurdering af spillets første episode. Vi vil løbende gennem 2016 følge op med vurderinger af kommende udgivelser.
Foto: IO Interactive
Grundlæggende fungerer Hitman præcis som serien har gjort i efterhånden 15 år. Som lejemorder skal man i hver mission myrde et bestemt mål, men der er så mange forskelligartede metoder til ugerningen, at missionerne kan genspilles mange gange. I modsætning til Absolution, fokuserer Hitman på åbne miljøer, som hver byder på en række missioner man kan tage.
Dette gør spillet mindre lineært og øger antallet af forskellige tilgange til de enkelte missioner. Derfor minder Hitman også langt mere om klassikeren Blood Money end om det lettere skuffende Absolution, hvilket seriens fans vil sætte pris på.
Spillets prolog viser hvordan Agent 47 træner til at blive lejemorder og fører spilleren gennem en række scenarier, der lærer spilleren hvordan systemerne fungerer. Missionerne er relativt underholdende, men er også ganske lineære og finder sted på små baner. Kun den sidste mission giver en smule mere varians og byder på muligheden for, at vælge den foretrukne snigmordsmetode. Jeg valgte naturligvis at narre mit mål til at spænde sig fast til et jetfly, hvorefter jeg fik ham til at affyre katapultsædet med morsomme konsekvenser til følge. Dette er Hitman, når Hitman er bedst.
Når man ankommer til Paris, åbner spillet op for flere forskellige muligheder og en langt større verden at bevæge sig rundt i. Her får man lov til, at opleve et stort modeshow, hvor man naturligvis har masser af opfindsomme muligheder for, at skaffe sit mål af vejen.
Det er faktisk en ganske imponerende oplevelse, at bevæge sig gennem de store menneskemængder, mens man med stålsat fokus leder efter sit mål og en unik mulighed for, at udføre sin ugerning. Når man først har forstået hvordan man kontrollerer Agent 47 og har fået en fornemmelse af de mange muligheder man har, føles Hitman som en blodig sandkasse, med masser af variation og nervepirrende øjeblikke.
Foto: IO Interactive
Hitman
I modsætning til tidligere, kan man nu bruge mange af verdenens objekter til, at påvirke andre objekter. Eksempelvis kan en svensknøgle ikke kun bruges til, at slå folk oven i hovedet med, men eksempelvis også bruges til, at sabortere føromtalte jetfly, så min snedige plan kunne føres ud i livet. De mange muligheder understøttes godt af en udfordringsoversigt, der udfordrer spilleren til, at tænke kreativt og løse missionerne på nye måder. Desværre byder Hitman også på en række tekniske udfordringer, der får spillet til at føles ganske ufærdigt.
Jeg oplevede NPC’er kravle op af usynlige stiger og det lykkedes mig også, at myrde en mand for øjnene af tre politifolk, tage hans tøj på, løbe rundt om et hus og vende tilbage til de samme politifolk uden at de kunne genkende mig. Oplevelser som disse, får desværre Hitman til at føles en smule upoleret.
Efter at have spillet første episode af det nye Hitman, sidder jeg tilbage med en følelse af, at Hitman ikke så meget er episodisk som det grundlæggende er ufærdigt. Det lader til, at IO Interactive simpelthen ikke kunne færdiggøre spillet, hvilket har resulteret i en ret rodet adskillelse af hvad der tydeligvis fra starten har været tænkt som et sammenhængende produkt.
Hitman har dog potentialet til, at blive et virkelig godt og velfungerende udspil i Hitman-serien, der vil tiltale seriens trofaste fans. Der er masser af muligheder og spillet er både underholdende og ret afvekslende. Første episode er dermed en anbefalet vare, der byder på god underholdning for skillingen.
Det færdige spil kan nemlig blive en værdig efterfølger til den mest kendte danske spilserie.
Læs også: Anmeldelse: Nyt Battlefront er som at være med i en Star Wars-film