Jeg er blevet overtalt til at holde et foredrag på tirsdag (1. april, og jeg håber ikke, at der er nogen, der har lavet en udvidet aprilsnar på mig) som en del af Nordic API Tour’en, der sætter fokus på at få mest mulig værdi ud af private og offentlige API’er.
Men da jeg gik i gang med at forberede mig, havde jeg egentlig mange flere spørgsmål, jeg havde lyst til at få besvaret, end fikse og færdige svar, så derfor kom foredraget til at hedde “Who cares about APIs?” og det må jeg jo så hellere forsøge at svare på.
Første svar, der springer i øjenene er: For få. Ja, det er flot, at Programmableweb nu har samlet 10.000 API’er i deres directory, men når der pt. findes 1,8 milliarder websider, så er det jo mildest talt ikke imponerende. Det er jo en enorm skævhed. Webbet er dybest set stadig ikke programmébart med nogle få flashy undtagelser (Facebook, LinkedIn m.fl.) Selv nogle af dem i det virkeligt fine selskab får fra tid til anden sendt signaler til udviklermiljøet om, at det kan være farligt at basere sin fremtid på data eller funktionalitet fra API’erne, hvis man får lavet noget, der virker mere konkurrencedygtigt end “moderapplikationen”.
Jeg sad af andre årsager og kiggede på usability maturity models for organisationer, bl.a. har usability-guruen Jakob Nielsens udviklet en 8-trins model, hvor det ultimative ottende skridt er User-Driven Corporation (var der nogen der sagde Økonomisk Demokrati?) hvor brugerne bestemmer, hvilke projekter, der får tilført ressourcer. Man kunne godt se det at stille API’er til rådighed som en måde netop at skabe dette user-drevne nirvarna, men med en lidt mere liberal vinkel, nemlig at brugerne bidrager med deres egne ressourcer til udviklingen af et økosystem, der rækker ud over virksomhedens grænser.
Eric Raymonds bog “The Cathedral and the Bazaar” fra 1999, der handler om open source og ikke mindst forretningsmodeller indenfor den verden, nævnte som et af punkterne i “bazaar”-modellen (open source): “Treating your users as co-developers is your least-hassle route to rapid code improvement and effective debugging.” Hvad angår egentlig forretningsmodeller var det dog efter min mening lidt tyndt med i bogen; der tales om en gave-kultur, hvor gevinsten er det ry / brand, man opnår, og princippet “give away the recipe, open a restaurant”, altså at leve af services rundt om den åbne kerne.
Det er på en måde lidt det, et API er; lidt som en opskrift, alle kan bruge (også selvom der kan være grænser for, hvor mange burgers man må lave gratis), og i tilfældet Facebook / Twitter / LinkedIn er app’en restauranten, som trækker kunder til. Men udfordringen opstår, når udviklercommunity’et er så stærkt, at de er i stand til at lave en bedre restaurant end dem, der fandt på opskriften. Er der så stadig et stærkt nok incitament til at stille data og funktionalitet til rådighed via et API?
Og bliver en “API First”-strategi en dag en del af standardpakken af god softwareudvikling, eller må den nøjes med at være for hippe skoledrenge m/k og CEOs der prøver at prakke dig et nyt værktøj på?
P.S. Der er i øvrigt så vidt vides gratis billetter tilbage til de første par kvinder, der ikke er kede af at blive kvoteret til en gratis eftermiddag om API’er.
Leave a Reply