Jeg havde for nyligt fornøjelsen af at træne min otte årige datters fodboldhold. I den anledning havde jeg naturligvis nøje forberedt, hvad der skulle foregå, og hvilke øvelser vi skulle gennemgå. Uden at gå i detaljer, kan jeg afsløre at min minutiøse forberedelse på ingen måde kunne have forberedt mig på ”the facts on the ground”. For når de erindringer jeg får frem udelukkende består af små poder, der løber rundt med keglerne på hovedet, og et barn der siger noget i retning af ”far jeg tror du skulle have haft en fløjte. Du er lidt hæs…”, så tænker man primært #fail!!
Men det sjove var, at jeg synes jeg har haft den samme fornemmelse et eller andet sted før. Nemlig efter møder omkring, hvad det fremtidige produkt skal kunne med forretningen eller kunden (altså jeg mener ikke bogstaveligt det der med keglerne og sådan). For når man står der foran en håbefuld forsamling, hvor et sted mellem 90 og 95% af kravene er need to have og dead linen er i går og det hele skal leveres samtidigt, så begynder man også at reflektere over, hvad der gik galt her. Der må være et eller andet jeg ikke fik kommunikeret helt klart.
Problemet og løsningen
Problemet er jo ikke, at mine fodbold piger og kunderne er dumme eller urimelige. Problemet er, at man ikke har valgt de rigtige øvelser, som passer ind i deres mentale univers. Hvis vi tager sådan noget som prioritering af krav, så stammer problemet fra, at man opstiller det forkert.
Man kan nemlig ikke prioritere ved at angive en ABSOLUT værdi, som den klassiske MoSCoW (must have, should have, could have, would have). Den giver ikke noget, hvis man bare gerne vil have det hele. Det er ligesom at lukke et barn ind i en slik butik og sige, hvad vil du gerne have.
For at finde en ægte prioritering, skal man gøre brug af teknikker og øvelser som fremprovokerer RELATIVE værdier. Der er flere metoder, som jeg har haft gode erfaringer med. De kan bruges lidt forskelligt afhængigt af konteksten og de har hver deres styrker og svagheder. Et eksempel er rangordning.
Rangordning
Rangordning går ud på at rangordne alternativerne. Der er således kun en, der er nummer et, en der er nummer to, en nummer tre og så videre. Det kan gøres på forskellige måder og der findes skam også systemer til det, men en helt dogme-agtig måde at gøre det på, er med gule postits. Man kan for eksempel indkalde alle de væsentligste interessenter til et møde, hvor alle alternativer er skrevet ned på en post it.
For at få blodet til at cirkulere og få lidt leg ud af det, kan man lave regler, som f.eks. at hver person ved bordet skiftes til at tage en post it og sætte på tavlen eller flytte en som allerede er der. Man kan bede folk om at argumentere for netop den position. Man kan også krydre den med sådan en slags pakkeleg ting, hvor der er en klokke der ringer på et tidspunkt og fordelingen, når den er færdig er den gældende.
Når man introducerer det tankesæt sker der noget. For der er lige pludselig en fysisk visuel genkendelig grund til, at man ikke kan få alt, for kun en ting kan stå i toppen.
Effekten
Andre sideeffekter er, at man klart kan se hvilke interessenter har interesse i hvad. Men vigtigst er de dialoger, man kan få åbnet op for. For når man ikke bare kan blive enige om, at noget er uundværligt og man skal vente på sin tur, bliver man tvunget til at prøve at argumentere for hvor for netop ens egne præferencer er rigtige.
Jeg har lært at mange bliver meget klogere blot ved at have denne dialog. Derudover skaber det også en helt anden konsensus i en forskelligartet interessentgruppe. For når der er konsensus om, at alt er vigtigt, er det jo bare et tegn på, at man ikke har taget kampen.
Leave a Reply