Medicinkrønike: Fra dengang laboranterne testede pillerne på sig selv

Når unge fester i de gamle bygninger i Kødbyen eller spiser sig mætte i dagens ret på medborgerhuset Pilegården i Brønshøj, står de midt i et stykke unik dansk historie, hvis aftryk er ved at blive blæst væk af globaliseringen.

Fra navne som Tadeka Pharma eller Al Pharma går der historiske linjer tilbage til en tid, hvor medicinfabrikker var et sted, hvor morteren var det vigtigste redskab, hvor glaskolber boblede over et åbent ildsted, og tran fra fiskelevere blev rørt sammen i store blikspande af mænd i møgbeskidt tøj.

I dag er store danske medicinal­virksomheder som DAK og Ferro­san forsvundet i udenlandske opkøb og afvikling, men redaktør i Dansk Farmaceutforening Hans-Otto Loldrup har brugt fire år på at samle de sidste historiske rester fra danske medicinfabrikker – og det var i sidste øjeblik. Under arbejdet med bogen ‘Dansk medicin – Historien om de danske medicinfabrikker’ er flere virksomheder blevet opkøbt eller afviklet, og to centrale kilder er døde i en alder af 90 og 88 år.

Det var altså sidste udkald for at skrive bogen, og man fornemmer, at forfatteren har følt sig forpligtet til at medtage et hav af detaljer fra præparatlister til regnskaber for skovturs­arrangementer. Den gode historie kan fortabe sig lidt i detaljerne, men tager man sig tid, gemmer de 304 sider på levende fortællinger og fotografier fra en svunden tid.

Kampen mod kvaksalverne

Man kommer på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor det var almindeligt, at medicin blev solgt af ‘kloge folk’, der ikke ville røbe indholdet – som salgssuccesen Brama Livs Elixir fra slutningen af 1800-tallet, der kurerede alt fra ‘sørgelige tilstande’ til ‘gallesten’ og ‘nervesvækkelse’.

De første medicinfabrikker måtte kæmpe med plattenslagere om det uregulerede marked, men myndighederne begyndte langsomt at gribe mere ind, bl.a. over for reklamerne for produktet Sybille Livsvækker, hvor der stod, at det var i stand til at kurere folk, der ‘var mere døde end levende’. Den formulering kostede producenten 200 kroner i bøde.

Apoteker Alfred Benzon var en af de første til at tage kampen op mod kvaksalverne, og han begyndte at indkøbe råvarer fra dyre- og planteriget, såkaldte droger, til sit laboratorium under Svane Apoteket i Østergade i København. Nutiden ville nok stemple ham som ekstrem nørd, da han allerede i en ung alder samlede på opskrifter på medikamenter og havde en enorm viden om anvendelsen af f.eks. ungarske igler, svinefedt, kinesisk kamfer og olivenolie.

Det var Alfred Benzon, der stod bag byggeriet af det store industrikompleks i mursten, der strækker sig fra Halmtorvet, langs Skelbækgade og op til Dybbølsbro Station i København og i dag er kendt som en del af kødbyen. Men i midten af 1800-tallet blev der fremstillet æter og kloroform i store mængder med hjælp fra kvinder, børn og senere hestevogne og cykelbude til udbringning. Alfred Benzon blev især kendt for et epokegørende skjoldbruskkirtelpræparat og maltprodukter, som kunne erstatte sukker under krigstidens rationering.

Ormemiddel blev til antabus

Den tilfældige opdagelse af antabus i 1948 bliver også beskrevet i bogen. Laboratoriefolk hos Det Danske Medicinal- og Kemikalie-­Kompagni Medicinalco eksperimenterede med et nyt ormemiddel, og ligesom et hav af bogens andre laboratoriefolk testede Medicinalcos folk præparatet på sig selv i dobbelt dosis – uden virkning. Men da dr. Erik Jacobsen drak en pilsner til frokost begyndte han at svede, kaste op og blive ildrød. Da han igen drak tre pilsnere til aften, gentog symptomerne sig, og næste dag viste det sig, at hans kollega Jens Hald også var blevet voldsomt syg efter at have drukket pilsner.

Sammen besluttede de at undersøge sagen nærmere, hvorfor de sprøjtede en mængde af ‘ormemidlet’ ind i blodårerne på Erik Jacobsen. Reaktionen blev nu endnu kraftigere, og Jacobsens ånde fik en markant lugt, som de begge straks genkendte som acetaldehyd, et af alkoholens forbrændingsprodukter. Stoffet gjorde altså, at mængden af acetaldehyd steg og gav ubehag. Antabussen var født.

Hårdt arbejde på amfetamin

Arbejdskulturen med at bruge sig selv som forsøgspersoner var udbredt i hele branchen, og det er kun få år siden, at man på den farmaceutiske uddannelse holdt op med at strø hvidt pulver ud på borde og lade eleverne lugte og smage sig frem til produktet.

Manden bag danske medicin­fabrikkers salgsfremstød i Østen, Lau Toft, var heller ikke pilleforskrækket i den hårde tid, han knoklede i Bombay. Lau Toft skulle hjælpe ØK (Østasiatisk Kompagni) med at sælge produkter fra danske Ferrosan, Alfred Benzon og Løvens Kemiske Fabrik gennem det fælles varemærke Dumex (Danish United Medical Export). I breve hjem kan man læse, hvordan den utålmodige og hårdtarbejdende Lau Toft i 1946 kæmpede for at udarbejde ansøgninger og få licenser i et varmt Bombay fyldt med elendig hygiejne, gadeoptøjer og strejker.

‘Her er uendeligt meget at lære … Jeg pukler på kontoret regelmæssigt fra 9 morgen til 8-9 om aftenen. Det lyder måske ikke af så meget – men det er det i dette klima. Jeg kan heller ikke holde til det, hvis det bliver ved – jeg har allerede denne forbandede, næsten patologiske træthed, tager amfetamin eller coffein, men det går jo heller ikke i det lange løb. Men arbejdet skal gøres, hvis historien skal lykkes,’ skrev han.

Lau Toft besøgte også et væld af lægeklinikker for at overbevise de indiske læger om at sælge danske produkter som multivitaminproduktet Vitaplex. Men lægerne blev dagligt kontaktet af mellem 10 og 15 konkurrenter, der også ville sælge deres præparater, så der var kamp om at efterlade sig et indtryk, som Lau Toft skildrede humoristisk i et brev hjem:

‘Der findes ikke den doktor, som ikke lover højt og helligt at ordinere, hvad vi så end beder ham om. Han ved, at han ikke holder sit løfte – og vi ved at han ikke holder det, og det er vor kunst at få ham dertil. … Vi snakker dernæst lidt om vind og vejr, indisk politik og lignende uberegnelige ting og slutter med et hjerteligt håndtryk, idet vi hvisker ham i øret ‘Vitaplex, don’t forget it’, og så kommer vi igen tre dage senere for at konstatere, at han alligevel har glemt det’, skriver Lau Toft, der gør Dumex til en forretning med en omsætning på 350 mio. kr. i 1976.

Anekdoterne fra bogen fortæller i det hele taget om farverige direktører på de danske medicinfabrikker. For eksempel medbragte den daværende direktør Bøje Benzon en stor løveunge som gave til indvielsen af Leo Pharmas hovedsæde i Ballerup. På Lundbeck gjorde daværende direktør og grundlægger Hans Lundbeck sig også så bemærket, at medarbej­dere i dag refererer til ham som særdeles farverig.

For eksempel blev direktøren tit set iført kjole og hvidt til langt op ad formiddagen, da han ofte plejede vigtige forretningsforbindelser i natklubben Adlon, der lå i underetagen af den ejendom på Nørregade 46, som firmaet flyttede til i 1927. I Lundbecks første år drev firmaet også en sidebeskæftigelse med udlejning af støvsugere, hvilket de færreste hjem havde dengang.

Hans-Otto Loldrup: ‘Dansk Medicin – Historien om de danske medicin­fabrikker. 304 sider, mere end 500 illustrationer. Pris: 375 kr. Kan købes på farmacihistorie.dk