Vandplanernes formål er at skaffe god økologisk kvalitet i de danske og øvrige europæiske vandområder. Mange ‘flade’ vandløb, som er dækket af de danske vandplaner, har svært ved at leve op til formålet, fordi vandet ganske simpelt løber for langsomt. Den lave strømhastighed betyder, at bunden er blevet blød og mudret, og denne bundtype giver en dårlig økologisk kvalitet. Forklaringen på hvorfor disse blødbundsvandløb er opstået, er først nu dukket op nu, kort før de endelige beslutninger træffes.
Med simple argumenter kan det påvises, at den bløde bund er menneskeskabt, og ikke kan være opstået i naturen. Den bløde bund er fremkommet som følge af de mange modifikationer og reguleringer af vandløbene, der har været foretaget de seneste århundreder. Efter denne hypoteses fremlæggelse har Videncentret for Landbrug i Skyjby med GIS-metoder og digitale terrænmodeller sandsynliggjort dens rigtighed.
Vandløbene er oprindeligt opstået, fordi jordlagenes evne til at transportere nedbøren via grundvandet ud til havet har været utilstrækkelig. Derfor må vandet strømme af på overfladen. På jordoverfladen vil vandet enten strømme hurtigt af i en afgrænset vandløbsseng eller strømme langsomt gennem et vådområde (sø eller mose).
Det afgørende er terrænets hældning. For at strømningen skal danne en egentlig vandløbsseng kræves, at strømningshastigheden er stor nok til at erodere og transportere overfladejorden. Er hastigheden mindre, dannes der ikke en vandløbsseng, men vandet breder sig ud og danner et vådområde.
I det oprindelige landskab er afstrømningen foregået skiftevis gennem vandløb og vådområder alt efter landskabets hældning – i modsætning til i dag, hvor afstrømningen i meget højere grad (med vores hjælp) forløber i vandløb. Derfor forekom der ikke blødbundsvandløb i det oprindelige system, selv om der naturligvis var blød bund i vådområderne på grund af den lave vandhastighed.
Gennem det seneste halve årtusind har man arbejdet på at omdanne så stor en del af vådområderne i Danmark til tørre arealer, der kunne indgå i jordbruget, og det er vanskeligt at finde vandløbssystemer, der ikke har været modificeret i en eller anden grad. Alt efter hvordan det defineres, er det kun ca. 5-10 pct. af alle vandløbsstrækninger, der er helt upåvirkede.
Det direkte formål med disse reguleringer har været at sænke vandspejlet i de enkelte vådområder ved at grave et relativt smalt vandløb gennem vådområdet og samle afstrømningen her, så vandet kan komme hurtigere væk. Selve afstrømningens mængde kan man jo ikke ændre på. Men det kræver en større hældning at få vandet til at strømme hurtigere.
I det oprindelige vådområde var strømningen så langsom, at vandspejlet næsten var vandret. Derfor var det nødvendigt at udnytte noget af den faldhøjde, der var i de vandløbstrækninger, der forbandt vådområderne. Det er her det ømme punkt ligger, fordi det betød, at hældningen og dermed strømhastigheden i disse oprindelige vandløb blev reduceret. Det samlede resultat blev, at der nu var blødbundsforhold i både den nye vandløbsstrækning gennem vådområdet og i den oprindelige vandløbsstrækning, der tidligere forbandt vådområderne.
Sænkningen af grundvandspejlet (støttet af dræningsanlæg) betød desuden, at jorden sank sammen, dels fordi jorden blev tungere, da vandets opdrift forsvandt, dels fordi den mikrobiologiske nedbrydning af det organiske stof gik i gang, da vandet forsvandt, og ilten trængte ind.
Denne lange gradvise omdannelse af det danske naturlandskab til et kulturlandskab har givet en markant og positiv forøgelse af produktionen i jordbruget, men til gengæld har dannelsen af blødbundsvandløbene været en tydelig negativ miljømæssig konsekvens.
Det er det indlysende, at det er umuligt med simple virkemidler at få vandet til igen at løbe hurtigere i de flade blødbundsvandløb og dermed genskabe den gode økologiske kvalitet. Kun ved at indføje større samlede restaureringer med omlægning af vandløb og genetablering af vådområder i Vandplanerne, kan der opnås større strømhastigheder og reelle miljømæssige fremskridt.
Leave a Reply