Sådan fremtidssikrer Boeing fortidens kampfly

Kampflyet Boeing F/A-18E/F Super Hornet fløj første gang i 1995 som en videreudvikling af F-18 Hornet. En opdateret version er en af kandidaterne i kapløbet om at erstatte Danmarks F-16-flåde, men hvis den ordre ikke kommer hjem, og hvis det også glipper at få US Navy til at aftage nogle ekstra oven i de 600, flåden opererer i dag, vil de sidste nybyggede eksemplarer af Super Hornet-flyet med en vis sandsynlighed forlade samlebåndet i St. Louis, Missouri, i USA i 2016.

Udviklingen af flyet foregår dog stadig i højeste gear hos Boeing i St. Louis og ikke kun som et led i kampen om nye købere. Et kampfly har ofte en levetid på over 40 år, og de nuværende Super Hornet-brugere, der tæller US Navy og Australien, vil fortsætte med at anvende flyene i mange år frem.

For US Navys vedkommende frem til 2040 og formentlig længere. Derfor er Boeing i fuld gang med at udvikle de teknologier, som skal være med til, at flyene kan være fremme i front i mange år fremover.

Første streger på papiret

Boeing har samlet udviklingen af de nye teknologier under titlen ‘Advanced Super Hornet’, og det første fly med flere af de nye teknologier om bord fløj første gang i august sidste år. Det skete kun ti måneder efter, at Boeings ingeniører havde slået de første streger på papiret.

Det er lagt til rette på den måde, at brugerne ikke nødvendigvis skal vælge alle opgraderinger på én gang. En modulbaseret tilgang betyder, at brugerne kan vælge at få de nye teknologier installeret i takt med, at de får behov for dem.

Boeing har indtil videre kun ombygget et enkelt Super Hornet-fly med Advanced-teknologierne. Den mest synlige nye teknologi i Advanced-programmet er de konforme brændstoftanke, der ligger som to store ‘buler’ på oversiden af flyet. De kan indeholde 3.500 pund ekstra brændstof i en mere aerodynamisk konfiguration, end det er tilfældet med de traditionelle ekstratanke, som monteres under vingerne.

Tanken kan nemt tilsluttes flyets eksisterende brændstoftanke og øger flyets ‘kampradius’ med 130 sømil til en samlet kampradius på mere end 700 sømil. Hver tank består af 207 dele. Oversiden er lavet af kompositmaterialer, mens undersiden er lavet af metal og fastgjort til flykroppen, der også består af metal.

Lavprisløsning

En anden meget synlig teknologi er det lukkede våbenlastrum (enclosed weapons pod), der monteres under kroppen på flyet. Ved at flytte våben fra vingerne og ind i det lukkede rum reduceres flyets synlighed på fjendens radar. Det er en form for lavprisløsning i forhold til det konkurrerende kampfly, F-35 Joint Strike Fighter fra Lockheed Martin. Det er født med et våbenlastrum indbygget i flykroppen for at nedsætte radarsignaturen.

Det er ikke muligt i Super Hornet-flyene, hvilket er årsagen til, at Boeing har lagt energien ind i at udvikle det nye lukkede lastrum, som kan monteres på flyet, når der er behov for det. De første test har vist, at radarsignaturen reduceres med 50 procent i forhold til de F-18 Super Hornet-fly, som US Navy anvender i dag.

Lastrummet kan rumme op til otte missiler, og flyet kan udstyres med i alt tre lukkede våbenlastrum. Et under kroppen og et under hver af de to vinger. Flyet har i alt 11 våbenstationer. Og ved at samle våben i pods frigøres plads til flere våben, elektronisk krigsførelsesudstyr eller eksterne brændstoftanke. I kombination med de konforme brændstoftanke kan brugerne dermed få et særdeles veludrustet kampfly med stor rækkevidde.

På lang afstand

I dag har Super Hornet-flyene infrarødt søge- og følgeudstyr monteret i et lille rum under kroppen. Det giver mulighed for at opdage fjendtlige ‘stealth’-fly på lang afstand. En af Advanced-mulighederne er at få udstyret indbygget i kroppen som en kasse foran næsehjulet. Det er ligesom det lukkede våbenrum med til at reducere flyets egen radarsignatur og gøre det sværere for fjenden at opdage flyet.

En opgraderet motor skal efter planen kunne levere 15-20 procent mere kraft og være med til at øge flyets accelerationsevne og flyvehastighed. Og endelig har Super Hornet-brugerne mulighed for at få installeret et nyt ‘næste genera­tion’-cockpit med blandt andet store trykfølsomme skærme.