Man tør næsten ikke tænke på, hvordan det har været at rejse gennem Europa i 1915. Første Verdenskrig var brudt ud året forinden, og den danske maler J.F. Willumsen ville ikke lade sådan noget småtteri som en verdenskrig komme i vejen for sine rejseplaner. Det var den danske vinter for kold til.
Som mange andre i de år regnede han med, at den krig nok ville være overstået efter kort tid. Men skyderierne ophørte ikke, og da J.F. Willumsen rejste med sin kone og deres to døtre ned gennem Europa, var det for nedrullede gardiner og i et tog overvåget af soldater med skarpladte geværer.
Selv om gardinerne til et sønderlemmet Europa var trukket for, må Willumsen alligevel have set noget. I hvertfald har han ikke kunnet undgå at støde på krigsofre i sit sydfranske eksil. Krigen kom til at vare meget længere end først antaget, og Willumsen og hans familie strandede tre og et halvt år i Sydfrankrig, hvorfra Willumsen sendte raderinger og litografier hjem.
1863-1958. Tegnede, malede, lavede skulpturer og arkitektur. Willumsen kunne være kontroversiel. Da et af hans værker ikke blev antaget på Charlottenborgs Udstilling, stiftede han sammen med en række andre kunstnere Den Frie Udstillingsbygning – som han også tegnede.
J.F. Willumsen donerede sin kunstsamling til den danske stat mod, at der blev bygget et museum til ham. Det blev til J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.
Født 1968. Pressefotograf, tidligere ansat på Ekstra Bladet og Politiken. Sidste år vandt han førstepladsen i verdens mest prestigefyldte fotokonkurrence, World Press Photo, i kategorien Sportsfeature om en gruppe somaliske piger, der trodsede konventionerne for at spille basketball.
Det er ikke første gang, Jan Grarup opnår førstepladsen ved World Press Photo, ligesom han har vundet den danske pris Årets Pressefoto fem gange.
Allerede inden sin rejse lavede han litografiet ‘Ofre for det nationale spøgelse’. Her humper to soldater forbi hinanden på krykker. Den ene med amputerede fødder, den anden med den ene fod indvundet i bandager. Bag ved gør en soldat honnør, mens fire kvinder indhyllet i sorte slør passerer soldaterne.
Det er det første billede på udstillingen ‘Krigens aftryk’, der sidestiller Willumsens motiver fra Første Verdenskrig med den danske krigsfotograf Jan Grarups billeder fra det, der med en slidt kliché bliver kaldt verdens brændpunkter. For det er vitterligt fra steder på kloden, hvor ikke bare bygninger og materiel går op i røg, men også krigsofrenes sjæle bliver brændemærkede: Ramallah på Vestbredden, Helmand i Afghanistan, Centralafrika, Thailand under konflikten i 2010, Rwanda, Haiti under jordskælvet.
Smukke og grufulde
Det første af Grarups billeder på udstillingen er fra konflikten i Darfur og forestiller en gruppe tørklædeklædte kvinder. Vi behøver ikke se ligene eller lemlæstelserne hos deres kære. De ses i deres øjne.
På en anden væg hænger et billede fra krigen i Afghanistan i 2012. En dreng holder en legetøjspistol mod struben af en anden dreng, der griner stort under sin New York Yankees-kasket. Det er kun en leg, men de her drenge har set alvoren også. Legetøjspistolen har de fundet på en losseplads i udkanten af Kabul.
De mest hjerteskærende og brutale billeder er fra Afrika. Samtidig også de mest æstetiske. De er paradoksalt nok smukke i deres gru. Som den enorme bunke af de macheter, hakker og knive, der udgjorde hutuernes våbenarsenal i Rwanda. Eller billedet af de tre lig, der ligger skudt ned ved en bil. Et af ligene hænger ud ad den åbning, hvor der engang sad en forrude: Bagved står en mand og spejder længere ude i billedet.
Et af de mest grusomme billeder kan man næsten ikke holde ud at se på. Først ligner det bare et billede af et sort barn, der bliver behandlet af et par hænder klædt i plastichandsker. Så ser man, hvad det er, pigen bliver behandlet for: I hendes hovedskal er sårene efter slag med en machete så dybe, at den hvide kraniekant stikker frem af det sorte hår. Blodet løber glinsende ned ad pigens kinder. Fotografiet er fra folkedrabet i Rwanda.
Krigen er også meningsløs og rædselsfuld hos Willumsen omend med det filter, som illustrationen udgør. Det er ikke virkelighed. Men det kunne være det. Som billedet af henrettelsen af den belgiske sygeplejerske Edith Cavell, der havde gjort sig skyldig i at skjule sårede engelske og franske soldater i det besatte Belgien. Forrest i billedet beder en præst med udstrakte arme op mod Vorherre som for at sige: Så gør dog noget! Willumsen lavede også en radering af en flok soldater, der kommer stormende gennem en by, så selv hestene får hoveder som monstre, der nedtramper dem, der måtte komme i vejen for dem.
Spørgsmålet er, hvad Grarups makabre, men smukke sort-hvide fotografier giver til Willumsens raderinger – og vice versa? Umiddelbart synes de to som et lidt umage par, der videregiver deres blik på krig fra hver sin ende af et århundrede. Så er det overhovedet en god idé at sidestille de to?
Svaret er ja. Der er fuld volumen på Grarups billeder. De kontante fotografier af lig, våben og lemlæstelser blæser ud fra de kønne hvide vægge. Willumsens er ikke mere lavmælte, til gengæld mere iscenesatte – han kunne, modsat Grarup, tillade sig at komponere sine billeder, som han ville. Det gør Grarup ikke. Vi får, hvad han har set. Men var Willumsens næsten ukendte raderinger fra Første Verdenskrig blevet udstillet alene, er det ikke sikkert, man var gået herfra med lige så stærke følelser af krigens absurditet og rædsler. Til gengæld giver Willumsens raderinger og litografier et pusterum til Grarups æstetiske rædselsscenarier.
‘Krigens aftryk’, indtil 18. januar 2015. www.jfwillumsensmuseum.dk
Leave a Reply