I forbindelse med udstillingen ‘Det Dyrebare’ på Zoologisk Museum i København har Statens Naturhistoriske Museum, som Zoologisk Museum er en del af, udgivet en bog med samme navn.
Den flot illustrerede bog er skrevet af udstillingschef Hanne Strager, der har foretaget et personligt udvalg fra museets skatkammer af genstande indsamlet de seneste 400 år. De udvalgte emner falder i tre overordnede grupper: Skandinavien, Grønland/Nordatlanten og Den Vide Verden.
Historien om de sidste gejrfugle tilhører Nordatlanten. Her er museet, som Hanne Strager udtrykker det, en noget skamfuld ejer af en raritet.
Gejrfuglen (Pinguinus impennis) var en stor alkefugl, der ikke kunne flyve. Pinguinus menes at stamme fra walisisk, hvor ‘pen gwyn’ betyder hvidt hoved, og det var netop gejrfuglens hvide plet ved øjet, der adskilte den fra alken og lomvien, der begge har helt sort hoved. Impennis er latin for ‘uden vinger’.
Gejrfuglens latinske navn lever videre i pingviner på den sydlige halvkugle, som fik dette navn af Francis Drake i 1578, da han så dem ved sydspidsen af Sydamerika – pingviner og gejrfugle ligner nemlig hinanden.
Et udbredt og let bytte
Gejrfugle var engang vidt udbredte i Nordatlanten, hvor de levede i store kolonier på klippeskær og klippeøer.
Da de ikke kunne flyve, var de dog et let bytte for sultne sømænd, og i takt med stigende skibstrafik i Nordatlanten og ved Newfoundlands kyster faldt deres antal drastisk. I begyndelsen af 1800-tallet var der kun få gejrfugle tilbage.
Statens Naturhistoriske Museum ejer to udstoppede gejrfugle, hvor den seneste menes at være fra 1832, hvor Johannes Reinhardt, der arbejdede på Det Kongelige Naturhistoriske Museum modtog 20 gejrfugle, der var fanget på øen Eldey ved det sydvestlige hjørne af Island. Den ene af disse beholdt han til museets samling.
Men det er ikke den, der er den skamfulde raritet – den stammer i stedet fra verdens to allersidste gejrfugle. De anlagde i 1844 en rede på Eldey og fik et æg, som de – som Hanne Strager smukt skriver – »nænsomt varmede og vogtede over«.
Men i juni 1844 kom tre islændinge udsendt af en gejrfuglehandler til øen. Den ene af disse har efterfølgende fortalt, hvordan den ene fugl hurtigt blev fanget, mens den anden løb bort og først blev fanget tæt på kanten.
‘Fuglen gik som en mand, men bevægede fødderne meget hurtigt,’ lød beskrivelsen som sluttede: ‘Da jeg holdt den om halsen, stak vingerne lidt ud. Den sagde ikke noget. Jeg drejede halsen rundt på den.’
Fuglene havnede først hos en apoteker i Reykjavik, som udstoppede dem efter at have taget indvolde og øjne ud, som blev lagt i sprit.
Hvad der blev af fugleskindene af verdens to sidste gejrfugle, vides ikke med sikkerhed, de kom sandsynligvis til København. Men de konserverede indvolde og øjne er i museets varetægt – det er den skamfulde raritet.
»Den vidner om en tid, hvor museer kæmpede om at få de bedste og mest sjældne præparater uanset omkostningerne,« skriver Hanne Strager i bogen, der også rummer 33 andre historier fra museets samlinger.
Leave a Reply