Der er noget fascinerende ved at få et stykke ny teknologi i hånden, der måske – måske ikke – er et bud på, hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Der er skrevet utallige artikler om både godt og skidt Google Glass, men når man rent faktisk får den på næsen, er det svært ikke at blive begejstret. Her er en teknologi, der – hvis man ser bort fra de åbenlyse skønhedsfejl – tager skridtet videre fra smartphones og smartwatches og skubber grænsen for, hvordan vi kan bruge teknologi til at interagere med omverdenen.
En ting er dog alle de fantastiske løfter – noget andet er selvfølgelig, hvordan udstyret fungerer i virkeligheden.
Efter at have prøvet Google Glass i godt en halv time, har jeg set på virtuelle stjernebilleder og taget billeder af Googles kvindelige repræsentant foran mig, ved at lade som om jeg rettede på brillen. Jeg har også fået projekteret en rute til Hovedbanegården op på displayet og oversat et tysk trafikskilt til engelsk i realtid bare ved at kigge op til højre.
Men jeg har også en irriterende følelsesløs fornemmelse i mit højre øje, som først forsvinder længe efter, jeg har taget brillerne af. Det vil jeg vende tilbage til.
Det har været en delt fornøjelse at bruge Google Glass. Her er et par betragtninger baseret på den halve time, jeg havde i selskab med brillerne. De skal derfor ikke forstås som en komplet anmeldelse, men snarere som et lettere omfattende førstehåndsindtryk.
Kluntet, asymmetrisk design
Nu kendte jeg godt til designet i forvejen, så jeg var forberedt på, at der ikke er tale om verdens kønneste brille, hvis man da kan kalde den det. Alligevel er det noget af en klods at få på, og den vinder heller ikke nogle yderligere point på æstetikken i virkeligheden.
Det undrer mig, at Google har valgt et så asymmetrisk design, hvor hele elektronikken og det gennemsigtige heads-up-display kun sidder i den ene side af brillen og dermed forvrænger proportionerne i ansigtet. Det er måske indbildning, men Steve Jobs ville nok have kaldt det en ommer.
Det skal siges til brillens forsvar, at den er relativt let og behagelig at have på, hvis man ser bort fra det, der skæmmer den højre side af ens synsfelt. Set udefra er historien dog en anden – det kan man selv vurdere ud fra billederne. Personligt ville jeg aldrig bruge Google Glass i sociale sammenhænge, medmindre der er tale om teknologi-events med andre nørdbrillebærende gæster, simpelthen fordi den er så bastant og svær at abstrahere fra.
Google Glass fås både med og uden brilleglas, og kan derfor potentielt erstatte et par almindelige briller, selvom det nok ikke vil ske lige med det samme. Umiddelbart virker Google Glass til at være på det udviklingsstadie, som de første smartphones med touch-skærme var på: funktionaliteten var der, men det var ikke videre intuitivt at bruge.
Wow-effekten ved et heads-up-display
Når man får Google Glass på næsen, hænger der hele tiden en gennemsigtig skærm til højre for ens synsfelt, som kan aktiveres med et simpelt ‘tap’ på siden af brillen med en finger.
Jeg følte mig lidt som Tony Stark i en skrabet udgave af Iron Man-rustningen, første gang teksten »OK Glass« poppede ind i mit synsfelt.
Skærmen er lavet sådan, at teksten står frem som om, den hænger frit i rummet foran en i ca. tv-kigge-afstand. Det var derfor umiddelbart ikke til at mærke, at skærmen kun befandt sig centimeter fra øjet. Teksten og billedet fremstod desuden tydeligt, selv når jeg kiggede op i modlys.
Skærmens gennemsigtighed gør, at man sagtens kan fokusere på fysiske ting, der befinder sig bag skærmen – selvom det kan være fristende at fortabe sig i det virtuelle lag, man får lagt ind over ‘virkeligheden’.
Brillen reagerer indtil videre på engelske stemmekommandoer (men endnu ikke danske). For at få den til at lytte efter, siger man »OK Glass«, og derefter dukker en menu op med muligheder som »Take a photo«, »Get directions«, »Explore the stars« og meget mere, alt efter hvilke apps, der er installeret.
Der er i øjeblikket 60 forskellige apps fik jeg at vide af Google-repræsentanten, der dog ikke var officiel talsperson og derfor desværre ikke kunne udtale sig på vegne af selskabet.
Pas på fummelfingrede fremmede
Jeg prøver at sige »take a photo«. Med det samme toner et billede frem af den unavngivne Google-medarbejder på mit heads-up-display (HUD). Hun har også Google Glasses på.
»Can I take a photo without you actually knowing about it?«
Det kan jeg godt godt, får jeg at vide. Der sidder en udløserknap til kameraet på toppen af brillen, så man kan i princippet bare lade som om, man retter lidt på brillen, og så ligger der et real-life screenshot et sted i skyen og venter på en. Meget smart og lidt creepy.
Jeg kan dog ikke slippe afsted med det helt ubemærket, får jeg så at vide. Google Glass-kendere vil nemlig vide, at man også kan se indholdet af den lille gennemsigtige skærm fra den anden side af brillen. Og så kan jeg jo se, at du tager et billede af mig, siger hun.
Jeg må give hende ret. Hvis jeg rykker ansigtet faretruende tæt på hende og glor ind i hendes skærm, så kan jeg godt se, hvad der gemmer sig på den.
Jeg dropper at spørge, om man også vil lægge mærke til det, hvis man ser nogen stå og fumle med sine Google Glasses i flere meters afstand fra en på gaden.
Ikke så mærkeligt, at der har været så meget ramaskrig over Google Glass i offentligheden. En amerikansk restaurant har blandt smidt en Google Glass-bærende gæst ud, og så er der Cyborg Unplug, der blandt andet kan bruges af restauranter til automatisk at smide overvågende gadgets som Google Glass af det trådløse netværk.
Standard Android-apps med ekstra krydderier
Det fungerer udmærket at navigere rundt i menuen på Google Glass. Swiper man nedad på siden af brillen, svarer det til tilbage-knappen på Android-telefonerne. Skal man vælge mellem flere muligheder, kan man scrolle igennem dem ved enten at swipe frem eller tilbage på brillen, og vælge det ønskede punkt med et tap. Man slipper ikke helt for at bruge hænderne, selvom stemmekommandoerne i flere tilfælde gør dem overflødige.
Scroll-funktionen fungerede knap så godt i mit eksemplar. Den bruger tilsyneladende det indbyggede gyroskop til at mærke, om man kigger op eller ned og så scroller derefter. Det virkede dog slet ikke så flydende, som man kunne forvente. Jeg blev en anelse irriteret over ikke at kunne komme helt ned i bunden af en side, selvom jeg kiggede ned.
Det lykkedes mig ikke at prøve så mange apps, men jeg nåede dog at opleve et par »aha-øjeblikke« i løbet af min korte tid med Google Glass.
Besked-appen fungerer ret beset ligesom smartphone-versionen, hvis man nøjes med at bruge stemmegenkendelse og -kommandoer til den. Den værdi som Google Glass bringer på bordet er her, at man selvfølgelig har sine hænder fri samtidig med, at man skriver.
Næppe en revolution, men sikkert handy, når man står i køkkenet med hænderne nede i kødfarsen og skal sende en besked til kæresten om at købe noget smør med hjem.
Andre apps, som fx nyhedsoplæseren, giver dog ingen mening for mig at bruge på Google Glass. Det er en smule anstrengende at kigge op til højre med det ene øje hele tiden, og jeg ville til enhver tid foretrække længerevarende skærmseancer på en mobil eller tablet.
Brillen har også mulighed for at læse nyhederne op enten via høretelefoner eller den indbyggede »knogle-højttaler«, der sender vibrationer gennem kraniet. Selvom sidstnævnte lød lovende, da Google-damen fortalte om det, så var det noget nær umuligt at høre lyden, når jeg stod i et rum, hvor der var andre mennesker, der talte samtidig. Det hjalp lidt at holde for øret, men så ryger pointen med at have hænderne frie sådan set også.
Navigations-appen var dog et af de punkter, hvor brillen begyndte at give mening. Kortet justerer sig nemlig alt efter, hvor man drejer hovedet hen, så man ikke ender ud i den situation, hvor man ender med at dreje til højre, hvor man skulle have drejet til venstre, fordi kortet vender forkert.
Der er nok dem, der vil argumentere for, at det kan give flere uheld i trafikken, hvis man ikke er fokuseret på vejen, fordi man har travlt med at glo op til højre på sin lille skærm. Omvendt vil jeg sige, at det ikke er få gange, jeg har set cyklister drøne afsted med øjnene begravet i en smartphone uden nogen som helst idé om, hvad der sker omkring dem. I den sammenhæng vil Google Glass trods alt gøre det lettere at opdage skolebørn og alle de andre forhindringer, som trafikken nu engang byder på.
Navigations-appen skulle desuden automatisk slukke for skærmen efter et stykke tid på samme strækning og først tænde igen lige før, man skal dreje fra. Det er nok et meget fornuftigt designvalg for personer, der har problemer med for meget multitasking.
Imponerende og skræmmende augmented reality-muligheder
Der hvor Google Glass kommer til sin ret er, når augmented reality virkelig kommer på banen.
Teknologien giver nogle imponerende muligheder for at tilføje virtuelle lag hen over omgivelserne alt efter hvad, man kigger på.
Det virtuelle stjernekort lægger et lag hen over himlen, som automatisk viser navnene på stjernerne og stjernebillederne alt efter, hvor man drejer hovedet hen. Brillen kan samtidig fortælle dig om det stjernebillede, du kigger på, hvilket sikkert ville virke overbevisende på en stille nat, men ikke fungerede så godt i et rum fyldt med højtsnakkende mennesker, hvor fortællerstemmen stort set ikke var til at høre.
Den mest imponerende funktion var dog live-oversætteren. Den lægger et tekstlag ind over fremmedsprog i realtid, så man kan se oversættelsen med det samme. Google-medarbejderen demonstrerede det ved at vise et tysk trafikskilt, der indeholdt en form for advarsel (ordet ‘Achtung’ indgik i hvert fald). Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før teksten ændrede sig til det engelske ‘Attention’ på mit display. Og ikke nok med det: Den engelske tekst blev ved med at lægge sig hen over skiltet i den oprindelige font, selv når jeg drejede hovedet til side. Med andre ord, så det ud som om, jeg kiggede direkte på et skilt, hvor det stod på engelsk.
Synkroniseringen var naturligvis ikke 100 pct. skarp, men stadigvæk nok til at jeg sagtens kunne læse den oversatte tekst, selvom jeg bevægede mig rundt og kiggede på den fra forskellige vinkler.
Det kræver ikke meget fantasi for at forestille sig nogle situationer, hvor det kunne blive en nyttig funktion, fx på et roadtrip til udlandet, hvor skiltene står på de lokale sprog, eller når man forsøger at forstå, hvad »Boquerones fritos« betyder på menukortet.
Med lidt finesse ville man sikkert også kunne få brillen til at forstå langt flere objekter end bare tekst, så man eksempelvis kan se på en vare i supermarkedet og få sammenlignet priser, eller se på ens flybillet og få direkte besked, om flyet er forsinket eller ej.
Man kan bare fortsætte tankegangen: Se på fyren over for dig i S-toget og få besked om, hvad det er for en jakke, han har på, og hvor du kan købe den billigst.
Anderledes skræmmende bliver potentialet, hvis man forestiller sig kombinationen af Google Glass og Facebooks algoritme til ansigtsgenkendelse. Bekymret om at blive tagget på billeder – hvad med at blive tagget i virkeligheden?
Der er allerede en lang række initiativer, der udnytter ansigtsgenkendelse, og hvor teknologien i Google Glass kunne forestille sig at spille en rolle.
FBI satser med sit Next Generation Identification-projekt at have indsamlet omkring 50 mio. ansigtsbilleder allerede i 2015, og en database over sexforbrydere kaldet CreepShield tilbyder at sammenligne billeder fra sociale netværk og datingtjenester med ansigter af forbryderne. Om det er godt eller skidt med endnu et værktøj til at scanne ansigter, vil jeg ikke blande mig i her.
Google har ganske vist bandlyst brugen af ansigtsgenkendelse på Glass indtil videre, men afgørelsen er samtidig blevet kaldt symbolsk af kritikere, der mener, at den sagtens kan omgås.
Ubehagelig anstrengelse af øjet
Efter godt og vel en halv times leg med Google Glass, må jeg tilbage til virkeligheden.
Det viser sig dog, at mit højre øje ikke helt er med på den idé. Når jeg tager brillen af, virker øjet lettere følelsesløst på samme måde, som hvis jeg lukker det et længere stykke tid og så åbner det igen.
Det gør ikke ondt, men er bare en anelse irriterende at have en forskellig fornemmelse i begge øjne. Da jeg spørger Google-damen, om det er meningen, får jeg at vide, at det bare et spørgsmål om tilvænning på samme måde som folk, der skal have nye briller.
Denne påstand er også blevet bekræftet af en professor fra Harvard, der dog også pointerer, at Google Glass kun er egnet til kortvarigt brug. Så glemt alt om at se House of Cards, mens du drøner afsted på cyklen.
Jeg har måske også brugt Google Glass mere intenst, end man normalt ville. Alligevel går den følelsesløse fornemmelse i øjet først væk efter et par timer.
Konklusion: En sk(r)æmmende smart klods
Google Glass er den gadget, der i øjeblikket er mest interessant at tale om, men som jeg allernødigst ville være tvunget til at gå med.
Den repræsenterer på mange måder et billede af fremtiden, hvor mennesker og teknologi smelter yderligere sammen, og hvor grænsen mellem vores hjerne og den offentlige bevidsthed og internettet bliver udvisket. I sin nuværende udformning er det stadig svært at få øje på det afgørende argument, der skal gøre Google Glass til det nye forbrugerhit.
For det første skæmmer designet ved at være en asymmetrisk klods at se på udefra og ved at fylde op i den højre del af synsfeltet, når man har brillen på.
Sorry, men den er ikke særlig sexet, selvom Google gør et heftigt forsøg på at overbevise os om det modsatte.
For det andet kan det være anstrengende for øjet at bruge brillen intenst i længere tid, og som jeg oplevede, så kan den give en oplevelse af, at ens øjne føles forskellige efter brug. Det vil dog muligvis være noget, man kan vænne sig til.
Funktionerne er ganske velfungerende og især de mest udbyggede augmented reality-apps giver et imponerende indblik i, hvad fremtiden kan bringe.
Overordnet kan man også spørge sig selv, om vi virkelig som forbrugere har brug for den »udvidelse af hjernen«, som Google Glass tilbyder.
I professionelle sammenhænge har brillen dog en helt anden berettigelse på grund af den måde, den gør det lettere at få adgang til information på.
Et kendt eksempel er kirurgen, der bruger Google Glass til at livestreame, holder videokonsultationer og som tjekliste alt sammen fra operationsbordet.
Google Glass er indtil videre til salg i USA og England, men kan endnu ikke købes i Danmark. Google kan ikke oplyse, hvornår den kommer på det danske marked.
Et lettere actionpræget indblik i, hvordan Google Glass fungerer i praksis:
Leave a Reply