De fleste mennesker har en opfattelse af, at der skal være en balance mellem arbejdsindsats og belønning, så en medarbejder, der arbejder tre gange så lang tid som en anden medarbejder med samme arbejdsopgaver, skal have tre gange så meget i løn.
Adfærdspsykologen John Stacey Adams var i 1963 den første til at lancere denne rimelighedsteori.
En gruppe norske økonomer fra Norges Handelshøyskole i Bergen har nu sammen med hjerneforskere fra Haukeland Universitetssjukehus – også i Bergen – lavet en undersøgelse for at finde ud af, hvor i hjernen denne opfattelse er rodfæstet, og få afprøvet nogle simple hypoteser om, hvordan mennesker opfatter forskelle i aflønning.
De lod 47 sunde og raske mandlige studerende i alderen 20-33 år deltage i et eksperiment, hvor de skulle udføre trivielt kontorarbejde som at fylde materialer i kuverter og indtaste oplysninger i en database.
Forsøgspersonerne skulle enten arbejde 30, 60 eller 90 minutter med udgangspunkt i en timeløn på 500 norske kroner, men de fik også at vide, at der kunne være en form for tilfældighed, så belønningen enten blev større eller mindre.
Efter arbejdets udførelse blev forsøgspersonerne sat sammen to og to, således at de samlet set havde arbejdet i 120 minutter. I en MR-scanner blev de bedt om at bedømme forskellige fordelinger af den samlede løn på 1.000 kroner for to timers arbejde.
Forfordeling virker urimeligt
Personer, der havde arbejdet i 30 minutter og blev sat sammen med en person, der havde arbejdet i 90 minutter, fandt ikke overraskende en fordeling på 250/750 neutral, mens de var stærkt utilfredse med at modtage mindre end 250 kr.
En aflønning på over 250 kr., som ville betyde en lavere timeløn til den anden person, blev bedømt positivt med stigende tilfredshed op til ca. 750 kr. En fordobling af standardlønnen til 500 kr. gav dog en relativ mindre øget tilfredshed end den tilsvarende nedgang i tilfredsheden ved en halvering af lønnen til 125 kr.
En aflønning på over 750 kr., som ville betyde en markant lavere løn til modparten, der havde arbejdet tre gange så lang tid, blev opfattet som mindre tilfredsstillende end en aflønning i området 500-750 kr., da glæden over at modtage mere blev opvejet af den eklatante mangel på rimelighed.
Undersøgelsen viste også, at personer, der havde arbejdet i 60 minutter, blev mere glade for en stigning i lønnen i intervallet mellem 250 kr. og 500 kr. end personer, der kun havde arbejdet i 30 minutter – som det vil være forventet i henhold til Adams’ rimelighedsteori.
Utilfredshed gav respons i halekernerne
Forskerne målte desuden forskellige steder i hjernen det såkaldte BOLD-respons (blood-oxygen-level-dependent), der viser blodets iltningsgrad.
Der var to områder, hvor blodets iltningsgrad var korreleret med de subjektive bedømmelser af aflønningen. Disse var lokaliseret i venstre og højre halekerne (nucleus caudatus), der er en del af hjernens belønningssystem (striatum), som er kendt for at have stor betydning, når det gælder motivation og regulering af adfærd.
Personer, der havde arbejdet i 30 minutter, og som udtrykte stor tilfredshed med en aflønning på mellem 250 kr. og 750 kr. (på bekostning af modparten), havde lav BOLD-respons i halekernerne, mens modparterne, der havde arbejdet i 90 minutter, og som var stærkt utilfredse med sådan fordeling, havde meget høj BOLD-respons.
Forskerne mener at have dokumenteret en slående lighed mellem de subjektive bedømmelser af ulige fordelinger og BOLD-respons i halekernerne.
De skriver i artiklen, at det er første gang, at der er fundet neurologisk evidens for rimelighedsteorien, der tilsiger, at aflønning skal være proportional med indsats.
Nordmændene finder det dog værd at notere, at der selv blandt forsøgspersonerne fra et land, som er et af de mest egalitære i verden, ikke er nogen som helst problemer med at anerkende indkomstforskelle, så længe disse er opnået på baggrund af arbejdsindsats.
Leave a Reply