Nordkyst-kommuner vil skabe ny riviera

Bortset fra private lodsejeres behjertede indsats for at sikre deres huse mod at blive bølgernes bytte, har kystsikringen i Danmark længe ligget stille.

Men det ændrede stormen Bodil, som 6. december i fjor ramte landet. Oprydningen på kysterne var langvarig og dyr.

På Sjællands nordkyst brugte private grundejere 75 millioner kroner, og også kommunerne havde ekstra udgifter: Gribskov Kommune brugte fem millioner til at reparere Rågeleje Strandvej, Helsingør brugte 3,6 millioner til renovering af kystsikringen, og Halsnæs brugte 850.000 kroner til trapper og skræntfod.

Med bevidstheden om, at storme som Bodil også kommer til at rase i fremtiden, satte formændene for teknisk udvalg i de tre nordkystkommuner Gribskov, Halsnæs og Helsingør sig en måned senere sammen og aftalte, helt uden fortilfælde, at skabe en fælleskommunal og langsigtet løsning, der kan sikre mod skader efter fremtidens storme.

Byrådene stemte en plan igennem, der kræver, at kommunerne hver investerer otte milloner kroner over fire år – i et projekt til mellem 100 og 150 millioner kroner.

Initiativet kom fra den socialdemokratiske formand for teknisk udvalg i Gribskov Kommune, Bo Jul Nielsen, der i dag åbent erkender:

I Danmark er det grundejeren selv, der har ansvaret for at beskytte sin ejendom mod havet. Sådan har det været siden den første digelov i 1874.

I 1988 vedtog Folketinget den første kystbeskyttelseslov, som imidlertid ikke duede til at administrere efter. Så i 2006 fik loven en formålsparagraf, der slår fast, at nødvendig kystbeskyttelse som udgangspunkt kan tillades, men ikke, at man som grundejer kan få lov til alt.

Selv om målet specifikt er ‘en helhedsorienteret tilgang’, udføres hovedparten af kystbeskyttelsen i Danmark i dag ‘på initiativ af individuelle grundejere, som ønsker at beskytte egen bebyggelse.

Erfaringsmæssigt giver dette sig ofte udslag i store forskelle i metoder, dimensioner og materialevalg, ligesom ‘ukoordineret kystbeskyttelse ofte medfører øgede negative påvirkninger,’ står der i Kystdirektoratets kystbeskyttelsesstrategi, som også slår fast, at ‘bløde løsninger (dvs. sandfodring) skal anvendes frem for hårde’.

»Det er på høje tid, vi handler. Jeg håber, at vi kommuner kan finde fælles fodslag med grundejerne langs kysten, der årligt bruger mange millioner på at sikre deres ejendomme mod bølgerne.

Ud fra en betragtning om, at Sjællands nordkyst vel også kan fortjene penge fra statskassen, når Jyllands vestkyst hvert år bliver sandfodret for omkring 90 millioner statslige kroner, satser kommunerne nu både på statslig medfinansiering og – ved at tænke turismen ind i projektet, hvis mål er at skabe en nordsjællandsk riviera – på EU-midler.

I tirsdags blev byrådene i de tre kommuner enige om en fælles køre­plan for projektet, der bliver lagt frem for lodsejerne i 2015.

»Projektet består af en blanding af sandfodring og bølgebrydere i form af parallelle stenrev og sikring af skrænterne,« fortæller Bo Jul Nielsen.

Nordkystprojektet har sit udspring i et klimatilpasningsprojekt for Nordkysten, som rådgivningsvirksomheden DHI lavede sammen med Hasløv & Kjærsgaard Byplankonsulenter sidste år for Helsingør og Gribskov kommuner, fortæller chefingeniør Karsten Mangor, DHI.

»Stormen Bodil satte imidlertid gang i det nuværende projekt, fordi den tydeliggjorde, hvor skrøbelig den nuværende nedslidte kyst er. Gilleleje og Hornbæk havne blev delvist smadret, og der skete store erosionsskader langs nordkysten. Men det satte initiativer i gang, fordi det blev anskueliggjort, hvad en 1.000-årshændelse kan gøre ved kysten og havnene sammenholdt med, at om 100 år vil det være en årshændelse,« forklarer han.

»Man skulle for længst have gjort som på den jyske vestkyst, der i mere end 100 år har haft en 300 meters klitfredningslinje. I dag har hele landet en strandbeskyttelseslinje på 300 meter, men det er for sent. Man river jo ikke husene ned,« tilføjer Karsten Mangor.

Kysten kræver sand

Kystdirektoratet opfatter sandfodring som den rigtige måde at kystbeskytte på, siger kystteknisk chef Per Sørensen:

»Det gør vi, fordi der på en erosionskyst som den nordsjællandske, der efter mange års passiv kystbeskyttelse er udsultet, skal sandfodring til, eventuelt i kombination med andre metoder.«

Desuden hæfter Per Sørensen sig ved, at projektet vil gøre kysten tilgængelig for offentligheden:

»Det er et projekt, der vil genskabe fordums værdier, så kysten ikke bare er forbeholdt grundejerne i første række. Kystbeskyttelsesloven anbefaler jo, at kysterne skal være et sted for alle. Nogle kyster er imidlertid ikke så tilgængelige,« påpeger han.

»De kystbeskyttelsesanlæg, vi tillader, skal ud over den enkelte ejendom også sikre, at der er en strand at gå på. Ved at skabe nordkystens riviera kommer badegæsterne tilbage til kysten. Offentligheden skal kunne færdes langs med kysten.«

I dag anvender staten omkring 90 millioner kroner på at sandfodre vestkysten. På resten af de danske kyster skal grundejerne betale. De ubebyggede har kommunerne ansvaret for, og mange af dem får lov at passe sig selv.

»Udfordringen er at se, hvor staten får mest ud af sine penge. Miljøministeren vil lave en kystana­lyse, der skal kortlægge behovet og foreslå, hvem der kan bidrage,« fortæller Per Sørensen.

Overordnet prioritering mangler

Som Lars Lønstrup Nicolaisen, Vice President for vandbygning og fundering i Cowi ser det, er der ‘udfordringer i den måde, kystsikringen foregår på’:

»En af dem, vi oplever, er, at finan­siering af kystsikringen er pålagt grundejerne. Det betyder, at der mangler en overordnet prioritering af, hvordan man bedst sikrer længere kyststrækninger, som krydser over mange forskellige lodsejere,« siger han.

»Alternativet er at etablere en mere centraliseret finansiering, eller at kommunerne påtager sig et større ansvar og er med til at finansiere,« vurderer Lars Lønstrup Nicolaisen.

»Det betyder, at lovgivningen skal ændres, så den bedre tilgodeser en overordnet prioritering,« forklarer han.