En artikel i Version2′s søsterblad Ingeniøren citerer forskning, der påpeger, at brug af performancemål m.m. (som ellers er god latin i “New Public Management”) er decideret hindrende for vækst og innovation. Forskningen omhandler ingeniørvirksomheder, men der bruges også eksempler fra landspolitik, og der er ikke noget umiddelbart, der tyder på, at situationen er væsentligt anderledes i andre offentlige eller private institutioner, specielt videnstunge institutioner såsom universiteter.
Specielt citatet »Når der er skarpt fokus på performancetænkning, kommer virksomhederne nemt til at belønne noget, der ligner en løsning – fremfor at belønne den rigtige løsning« kan jeg nikke genkendende til.
Problemet opstår blandt andet fordi kvalitet er ualmindeligt svært at måle, så da man partout vil måle på et eller andet i “New Public Management”s hellige navn, så måler man på alt muligt andet — ofte kvantitet. Men målene bliver i traditionen fra Orwells Newspeak alligevel kaldt “kvalitetsmål”, for det lyder finere. Specielt kan det ses i uddannelsesverdenen, hvor uddannelsesinstitutionerne bliver belønnet for hvor mange studerende, der kan klemmes igennem uddannelserne hurtigts muligt, mens der ikke er noget reelt krav om kvalitet. Selv uddannelsesakkrediteringer fokuserer mere på procedurer for “kvalitetssikring” end på det faktiske niveau og indhold af uddannelserne. Der er heldigvis tegn på opvågnen fra ministerens side, men selv her er der tale om en art performancemåling, blot af en anden art: I stedet for at måle på antallet af uddannede, måles på beskæftigelsen af de færdiguddannede. Plus ça change…
I stedet bør ministerier og andre politikere holde sig fra performancemålinger og dekreter og give mere frihed til universiteterne til selv at administrere uddannelsesforløb og krav (eller mangel på samme) til studerendes gennemførsel. Og på samme måde bør universitetsledelserne give mere selvbestemmelse til de enkelte uddannelser, og uddannelserne mere selvbestemmelse til de enkelte undervisere.
Det samme gælder også forskning: Målinger af antal publikationer og citater er ikke et kvalitetsmål men blot endnu et kvantitetsmål, som endda har den negative effekt, at der publiceres tusindvis af artikler om ganske små fremskridt og delresultater, hvor det fagligt giver mere mening at samle dem i større artikler eller afhandlinger. Men det tynger jo ikke så meget på den vægtskål, som forskerne bedømmes med. Målene belønner endvidere forskning i felter, hvor der i forvejen er mange andre forskere — for det giver alt andet lige flere citater. Men det er måske netop ikke der, at der er mest behov for en øget forskningsindsats?
Jo, manglende styring kan misbruges. Men det kan performancemål så sandelig også. Det ser man for eksempel i sager om forskningsfusk, hvor forskere snyder med de performanceindikatorer, de bliver målt på for at jagte forfremmelser og forskningsmidler. Misbrug af manglende styring opdages som regel hurtigt af kolleger og de nærmeste ledelseslag helt uden brug af mål og vægt, hvor misbrug af mål og vægt kan være langt sværere at opdage.
Vinderne i performancekulturen er de folk, der ansættes til at måle og kontrollere, men taberne er alle os andre.
Leave a Reply