De såkaldt miljøvenlige alternativer til fluorstoffer er rendyrket hokuspokus

Alternativer til de forhadte perfluorerede stoffer som PFOS og PFOA findes i rigelige mængder i produkter i dag – men undersøgelser foretaget af kinesiske forskere viser, at alternativerne er lige så skadelige for både mennesker og miljø.

Ofte tilføjer industrien blot et oxygenmolekyle eller en amidgruppe til det langkædede perfluorerede stof, og undersøgelserne viser, at de modificerede stoffer f.eks. blot kobler amidgruppen af under nedbrydning, så det perfluorerede stof bliver reaktiveret. I andre tilfælde – som med alternativet F35B der har været brugt i årtier i Kina – opfører stoffet sig fuldstændig ligesom det giftige stof PFOS.

»Fisk dør i samme omfang som under påvirkning af PFOS. Alternativet har også lige så svært ved at blive nedbrudt i naturen som PFOS, og stoffet ophober sig på samme måde i organismer som PFOS,« siger Jun Huang fra Tsinghua University, der er en af forskerne bag undersøgelserne i Kina, og som – gennem sit arbejde i Asia Pacific Regional Center – har et medansvar for, at Kina følger Stockholm-konventionen – en global traktat, der skal beskytte mod kemikalier, der holder sig intakte i miljøet i lang tid.

Oplysningerne fra de kinesiske forskere vækker bekymring herhjemme:

»Vi får meldinger om, at mange små kinesiske virksomheder producerer perfluorerede stoffer og giftige alternativer. Produktionen sker helt uden kontrol, og virksomhederne ved ikke selv, at stofferne er farlige. Det er ikke muligt for uafhængige forskere at få adgang til de data, som industrien har produceret siden 1960’erne, og for de kinesiske alternativer eksisterer data slet ikke,« siger Xenia Trier, forsker på DTU Fødevareinstituttet.

Et eksempel fra Kina er virksomheden Interchem, der producerer en bred vifte af alternativer. Ifølge firmaets eget udsagn er alle produkterne miljøvenlige.

»Men det er ren fantasi og ønsketænkning fra firmaets side. Der eksisterer ingen data, som bekræfter, at deres alternativer er miljøvenlige,« siger Jun Huang.

Ud af 30 udvalgte eksempler på kinesiske alternativer var det kun muligt at få data på fire stoffer, og de data var meget mangelfulde.

»Det er et kæmpestort problem også for os i Danmark, fordi stofferne kommer hertil gennem alt fra regntøj til popcornposer. Når vi foretager stikprøvekontroller på produkter, så er vi nødt til at screene for alle tænkelige og utænkelige stoffer. Det er som at finde en nål i en høstak,« siger Xenia Trier.

Ustyrlige alternativer

En akut mangel på standarder til at måle og vurdere giftigheden af stoffer er en af de største udfordringer i dag. Som eksempel nævner Xenia Trier alternativet C4. Stoffet er mindre bioakkumulerbart end de traditionelle fluorstoffer, men ophobes stadig i naturen. Stoffet er muligvis mindre giftigt, fordi det ikke består af samme lange molekylekæder som de traditionelle fluorstoffer, men man er nødt til at bruge store mængder af stoffet for at opnå samme tekniske effekt som med traditionelle fluorstoffer. Et andet problem er, at C4 ikke bliver opfanget af nutidens rensningsanlæg, og derfor ender det i vandmiljøet, hvor forskerne ikke kender effekterne. Det samme gælder for alternativet C2-perfluorpolyether, der danner trifluoreddikesyre, som findes i stærkt stigende mængder i luften og vandet i Kina.

»Vi skal også være opmærksomme på, at selvom de ‘kortkædede’ perfluorerede stoffer måske ikke bioakkumulerer i samme grad som de længere kæder, så vil en daglig eksponering via et utal af produkter kunne have samme potentielle sundhedseffekter,« lyder det fra centerleder og professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

Hendes undersøgelser tyder på, at nogle af de kortkædede fluorstoffer kan give skader på mennesker, blandt andet i form af øget risiko for udvikling af brystkræft. Ifølge Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen er både danskere og kinesere nødt til i højere grad også at undersøge giftigheden af alternativer til fluorstoffer.

F.eks. bruger industrien alternativer til blandt andet indpakning af mad, men i flere tilfælde bliver alternativerne nedbrudt til perfluorerede stoffer.

Hvornår er det nødvendigt?

I det hele taget har forskerne svært ved at pege på et eneste miljøvenligt alternativt stof til fluorstofferne. Det betyder dog ikke, at der ikke findes alternative fremstillingsmetoder, når det f.eks. gælder produktionen af fedtafvisende papir.

Svanemærket papir er et eksempel. I stedet for fluorstoffer bliver cellulosen i papiret kogt i syre for at skabe nanocellulose, hvor overfladen er meget tættere end normalt papir. Det giver den fedtafvisende effekt. Metoden er dog dyrere end at bruge fluorstoffer.

Andre alternativer er silikone til brug i produkter, hvor man ønsker vandafvisning, og hvedeproteiner er f.eks kendt som et overfladeaktivt stof, der kan erstatte fluorstoffer. H&M har også beslutte helt at stoppe brugen af flourstoffer i tøj og jakker.

Men i nogle tilfælde er det svært at finde alternativer. F.eks. kan fluorstoffer få nyfødtes lunger til at folde sig ud, hvis det ikke sker lige efter fødslen, og inden for brandbekæmpelse er det svært at finde stoffer, der virker lige så godt i skumslukkere.

»Vi må spørge os selv, hvornår det er nødvendigt at anvende fluorstofferne, og hvornår det er unødvendigt. Er det f.eks. nødvendigt at bruge stofferne til jakker, kosmetik og madvareemballage?« spørger Xenia Trier.

Fakta: Kort om fluorstoffer

Fluorstoffer blev først produceret i 1949 af firmaet 3M, der brugte det i fedtafvisende spray.

I løbet af få årtier blev stoffet fundet i blodet på folk over hele kloden. Et forbud i Vesten kom i 2002, men Kina fortsatte produktionen.

Fluorstoffer giver bl.a. øget risiko for kræft, forringet sædkvalitet, hormonforstyrrelser, fedme, og nyresvigt.