Det har altid undret mig, hvorfor der er så mange følelser forbundet med operativsystemer.
Jeg er vokset op med DOS og har haft Windows siden version 1.0 (det kom på VILDT mange disketter.)
Med jævne mellemrum er jeg, lige siden jeg fik min første pc i 1985, stødt på religiøse fanatikere, der eksalteret rablede løs om Linux, OS/2 eller – og det var de værste – om Macs lyksaligheder.
Alle talte de med vækkelsens lys skinnende fra deres øjne, med lidt for meget og lidt for tørt mundvand og med alt for små ører.
Og aldrig har jeg diskuteret med dem. Hvad skulle det dog nytte?
Jeg kender godt til glæden over et godt styresystem. Jeg kender til glæden over en opgradering, der er fuld af gode overraskelser i mange uger efter. Det giver glæde, det forstår jeg godt.
Men jeg har aldrig forstået, hvorfor folk kammer over i følelser. Og jeg har slet ikke forstået, hvorfor mine gode medmennesker føler sig kaldet til at missionere for en samling kodelinjer.
Jihad-agtigt sprogbrug
I halvfemserne var de hellige Mac-brugere nærmest Jihad-agtige i deres sprogbrug. Mac OS var det eneste sande OS, og det var dem magtpåliggende at fortælle enhver pc-bruger, hvor intuitiv, let og grafisk deres verden var. Og hvor elendig en kopi Windows var.
Og det uanset om man i øvrigt kendte hinanden, om man sad ved siden af hinanden til en familiefest, om de var kommet for at søge et job, sælge en vare eller noget helt tredje.
Og nu, jeg tænker over det, mødte jeg aldrig bare én Mac-bruger, der ikke var hellig.
Det var en tung tid. Jeg undgik dem bevidst. Jeg gad ikke høre på dem.
“Nu jeg tænker over det, mødte jeg aldrig bare én Mac-bruger, der ikke var hellig”
Men så en dag i nullerne sad jeg i bedste konsulent-stil ved en gate i Beograds lufthavn og arbejdede på min bærbare pc. Ved siden af sad en magen til og arbejdede på sin Mac.
Han angreb mig ikke, talte faktisk slet ikke til mig, passede bare sit. Indrømmet, det gjorde mig nysgerrig.
Så blev vi kaldt om bord i det lille propelfly til Sarajajevo, en flyvetur lidt kortere end København-Hamburg. Jeg lukkede pænt min pc og han sin Mac, og skæbnen ville, at vi skulle sidde ved siden af hinanden i hvert vores lille sæde.
Så vi faldt i snak om det rejsende konsulentliv, og alt var sådan set fint, indtil vi var i luften og skulle åbne computeren igen.
Fortsættes …
Leave a Reply