Lad ikke spørgsmålet om softwarepatenter stå i vejen for en fælles EU-domstol for patenter.
Snart skal vi til stemmeurnerne og forholde os til noget så ”spændende” og eksotisk som spørgsmålet om Danmark skal tilslutte sig en fælles EU-domstol for patenter.
Afstemningen betyder, at vi som ”almindelige danskere” skal forholde os til ting, som kun de aller færreste forstår til bunds, nemlig spørgsmål relateret til fortolkning og håndhævelse af patenter – for og imod vores erhvervsvirksomheder.
Som sædvanligt når det drejer sig om forholdet til EU, vil nogle også forsøge at gøre afstemningen til en afstemning om medlemsskabet af EU eller om, hvor meget og hvor lidt EU skal bestemme over os.
Det er imidlertid ikke det, vi skal forholde os til!
EU’s ”patentreform” består af to ting. For det første, etableringen af et såkaldt enhedspatent, dvs. et patent, som gælder i EUlande, bortset fra Spanien, Italien og Polen, som alle har valgt at stå uden for af politiske årsager. For det andet, etableringen af en fælles domstol, som fortolker gyldigheden og rækkeviden af et udstedt enhedspatent.
Etableringen af enhedspatentet er i tråd med bestræbelser, som har pågået siden 1959, og er i denne sammenhæng relativt uproblematisk. Danmark har da også tilsluttet sig forordningen om enhedspatentet i december 2012.
Fordelene ved enhedspatentet er entydige: Man får en ansøgningsprocedure, som er billigere og nemmere end den, der gælder nu, og man kan opnå et patent, som dækker hele EU (med de nævnte undtagelser) i stedet for at skulle oversætte og validere sit patent i hvert enkelt EU-land.
Etableringen af en enhedsdomstol ses dog af nogle som en trussel mod danske virksomheder, idet de kan ”tvinges” til at møde op ved fællesdomstolens første instans i Paris, London eller München eller ankeinstansen i Luxembourg.
Det kan umidddelbart se ud som en voldsom ulempe, men i praksis har det næppe nogen betydning. For der jo ikke nødvendigvis længere til London eller München, end der er til København for den danske ”multinationale” virksomhed eller for den lille ”jyske” virksomhed, der mødes med et krav. For sådanne virksomheder kan det faktisk blive en fordel at få adgang til de engelske og tyske rådgivere, som beskæftiger sig med patentkrænkelser, og som i mine øje ofte er noget mere velkvalificerede pga. af den større sagsmængde, end deres danske kolleger.
Fordelene ved etableringen af en fælles patentdomstol overstiger langt ulemperne. Etableringen sikrer, at der opbygges den faglige ekspertise, som gør, at der kan etableres en ensartet praksis for fortolkning og gyldighed i EU. Dermed opnår man en retssikkerhed, som mangler i øjeblikket, hvor virksomheder kan risikere, at deres patent fortolkes forskelligt i forskellige lande.
Samtidig betyder etableringen, at en patenthaver kan slippe for at skulle føre sager i 25 forskellige lande for at standse en krænkelse, men kan nøjes med at gøre det ved den fælles domstol.
Alt dette betyder både sparet tid og penge, og de påståede krænkere får også muligheden for at slå sig sammen med henblik på at sikre, at alle relevante indsigelser kommer frem. Det må således forventes, at kvaliteten af afgørelserne også af den grund forøges.
Ovenstående betyder ikke, at der ikke er ulemper ved enhedspatentet, ved etableringen af fælles-domstolen, eller for dens sags skyld ved patentsystemet eller de øvrige rettighedssystemer.
Ved etableringen af enhedspatentet har man forsømt at forholde sig til det sensitive emne om de såkaldte ”softwarepatenter” eller, som de hedder i EU-kommissionens nysprog ”computer-implementerede opfindelser”, og som EU ikke fik demokratisk opbakning til at harmonisere. Det anføres ”bare”, at retsstillingen ikke ændres på området. Den danske regering mener, at denne retsstilling indebærer, at ”software i sig selv” (hvad det så end er) ikke kan patenteres, men at opfindelser, f.eks. ABS-bremser, der indeholder software, kan.
I teorien skulle det altså ikke være muligt at få patent på software. Virkeligheden er imidlertid en anden. Man kan nemlig godt få patent på to ellers identiske teknologier, hvis de bare har forskellig software, og hvis det ikke er det samme som reelt at have patent på softwaren, er det i alle tilfælde svært at se forskellen (bortset fra i visse håndhævelsessituationer). Samtidig findes der notorisk udstedte patenter i Europa, som ikke har nogen hardware-komponent.
Det er svært at se, hvordan regeringen vil kunne bortforklare det.
Man må dog ikke lade denne ”torn” stå i vejen for den øgede retssikkerhed og de fordele, som danske og andre europæiske virksomheder opnår ved fællesdomstolen.
Hvis man er i tvivl, kan man tænke på, hvad tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer sagde (frit efter min hukommelse) I forbindelse med præsentationen af Teknologirådets rapport om patentsystemets fremtid i 2005, hvori der på en række punkter var en række holdninger mod selvsamme system: ”det forekommer mig, at man generelt kan konstatere, at man i de lande, hvor man har et patentsystem, er rigere end i de lande, hvor man ikke har”.
Med det in mente er det bestemt fornuftigt at stemme ”ja”.
Læs også debatindlæget: Softwarepatenter er skadelige
Leave a Reply