Vi skal omstille vores energisektor til fossilfri inden 2050 pga. klima og forsyningssikkerhed. Hvis vi også skal skabe udvikling, eksport og effekt på beskæftigelsen, skal det gøres begavet. De næste ti års milliardinvesteringer vil fortsat være i drift i 2050, så vi skal vælge fremtidens løsninger, ikke fortidens. Let at sige, men hvordan? Meget tyder på en udfordring af endnu ikke erkendt omfang.
I 1970’erne havde vi energikrise, vi omstillede vores kraftværker fra olie til kul, satsede på fjernvarme til nyttiggørelse af overskudsvarmen fra elproduktion og tunge industrier, byggede kraftvarmeanlæg til affald og indførte naturgas i Danmark. Vi fornyede os, og mange af disse aktiviteter gav øget eksport.
Vi har opstillet tre teser for den fremtidige omstilling:
Første tese: Spar på energien – det giver mere mening end noget andet. Banalt, men helt centralt, og udnyt overskudsenergi aktører imellem – ‘industriel symbiose’.
Anden tese: Kraftvarme er godt, men ikke nødvendigvis i fremtiden. Fremtidens primære energibærer vil være el, produceret på vind og sol og med store udvekslinger med vores nabolande. Denne el vil næsten udelukkende være el uden spildvarme – så hvor kommer varmen fra? Rene varmeproducerende enheder som varmepumper og solpaneler vil have højere virkningsgrader end kraftvarme – det er faktisk allerede tilfældet. Affald og biomasse er gode kilder til kraftvarme, men mængderne er begrænsede, affaldet skal fremover genanvendes og biomassen i høj grad bruges til transportsektoren. Dette fører til:
Tredje tese: Biomasse er en begrænset ressource og ikke nødvendigvis CO2-neutral. Biomasse er en meget vigtig ressource, og i fremtiden vil vi se komplette bioraffinaderier, der kan nyttiggøre biomassen til kemikalier og andre råvarer, føde, foder og energi og dermed skabe mere værdi end direkte afbrænding. Men også på globalt niveau er biomassen begrænset. Vi får derfor meget mindre afbrænding på længere sigt – ‘det askefri samfund’. Forskning i klimaeffekter af biomasseproduktion viser i øvrigt, at denne langtfra altid er CO2-neutral. Vi kan ikke på længere sigt blot erstatte fossile brændsler med biomasse for at løse klimaproblemerne.
På sigt får vi meget store udfordringer med at udligne produktion/forbrug af el på nettet med de danske energikilder. Vi skal derfor kunne lagre el i meget store mængder og genproducere den for at skabe balance i systemet. Teknologisk kan vindenergi omdannes til grøn gas, og gasnettet bruges som lager, hvilket kan blive den endelige løsning på dette.
Grøn gas kan nemlig omdannes til strøm og varme, f.eks. via kendte kraftvarme-teknologier, brændselsceller m.v. En del overskuds-el vil kunne lagres i større varmelagre i fjernvarmen, men vil ikke kunne tilbagekonverteres til el.
Strategisk energiplanlægning handler om meget mere end teknik, bl.a. om at få de rigtige aktører ind i processen og bidrage med viden og nytænkning, så vores handlinger afspejler fremtiden og ikke fortiden. Planerne skal også implementeres for meget store milliardbeløb.
Vi mangler ikke teknologi og viden. Vi mangler organisering, overblik og kapital – og politiske rammer, der ikke er dikteret af kortsigtede afgiftshensyn! Arbejdet burde ske på landsplan eller regionalt for at blive optimalt. På kommunalt niveau bliver det let til suboptimering, dårlige løsninger og fejlinvesteringer – og dermed ingen eksportaktiver.
Disse forhold må nødvendigvis give anledning til følgende spørgsmål: Er kommunerne den rigtige forankring til denne kolossalt udfordrende samfundsopgave? Meget tyder på, at det ikke er tilfældet. Kommunerne er ganske enkelt geografisk for små. De oplagte aktører til at drive dette arbejde fra start er staten og de større energiselskaber i Danmark – senere suppleret med en lang række andre aktører, herunder også regioner og kommuner.
Leave a Reply