Voksende økonomisk ulighed og overforbrug af planetens ressourcer vil betyde enden på samfundet, som vi kender det i dag. Det konkluderer et nyt videnskabeligt studie, der står over for at blive udgivet i Ecological Economics, skriver avisen the Guardian.
Det amerikanske rumfartsagentur Nasas Goddard Space Flight Center har finansieret studiet, som er baseret på teoretiske modeller til at forudsige, hvad der vil ske med den industrialiserede civilisation over de næste årtier. Selv de mest konservative fremskrivelser tyder på, at udviklingen vil begynde at gå meget skidt – meget hurtigt.
Velvidende at denne type forudsigelser ofte kan blive anset for at være useriøse dommedagsprofetier, bruger forskerne historisk data til at bevise, at processen med ‘storhed og fald’ er en tilbagevendende begivenhed historisk set.
Studiet er baseret på en ny, tværgående ‘Human And Nature Dynamical’-model og er ledet af matematikeren Safa Motesharri fra den amerikanske National Socio-Environmental Synthesis Center i samarbejde med en række social- og naturvidenskabelige forskere.
De mener at bevise, at der er historisk belæg for, at selv avancerede og højt udviklede civilisationer som den moderne kan være skrøbelig og ikke nødvendigvis langtidsholdbare. Forskerne sammenligner med Romerriget, Han, Mauryan og Guptaemperiet, der alle er eksempler på sofistikerede civilisationer, som hurtigt kollapsede.
Teknologi kan ikke forhindre sammenbruddet
Ved at undersøge de menneskelige og naturlige dynamikker bag disse forgangne begivenheder har forskerne identificeret de mest afgørende faktorer, der kan forårsage sammenbruddet i vores tids civilisation: Befolkningstal, klima, vand, landbrug og energi.
Disse faktorer kan være nedbrydende ved både at nå grænsen for udnyttelsen af de økologiske ressourcer på Jorden og ved at resultere i en opdeling af befolkningen i ‘eliten’ (de rige) og ‘massen’ (de fattige). Sådan ser det moderne samfund allerede ud, hvor eliten, der bor i den industrialiserede del af verden, står for overforbrug og fordeling af ressourcerne, lyder det i rapporten:
»Det indsamlede overskud bliver ikke ligeligt fordelt, men kontrolleres af en elite. Størstedelen af befolkningen, massen, som producerer rigdommen, bliver kun tildelt en mindre del eller kun nøjagtigt nok til at overleve af.«
Samtidig udfordrer studiet de, som måtte mene, at teknologi vil løse disse udfordringer ved at øge effektiviteten:
»Teknologisk udvikling kan højne, hvor effektivt ressourcerne bliver brugt, men har samtidig også tendens til at højne den mængde af ressourcer, der både forbruges og udvindes, så resultatet bliver, at den øgede effektivitet går lige op med det øgede forbrug,« hedder det i studiet.
Eliten: Jamen lige nu går det jo godt
Forskerne noterer sig også en tilbagevendende menneskelig tendens til at fortsætte ‘business-as-usual’, selv om man allerede er klar over, at det er et forkert spor, som det står i rapporten:
»Mens nogle medlemmer af samfundet måske slår alarm om, at systemet bevæger sig imod et uundgåeligt sammenbrud, og derfor taler for at skabe strukturelle ændringer i samfundet, for at forhindre det, så vil eliten og dens støtter, der modsætter sig disse ændringer, pege på, hvor holdbart det hele er indtil videre for at forsvare ikke gøre noget.«
Forskerne understreger dog, at det ikke er helt umuligt at undgå et kollaps med de rette strukturelle og politiske ændringer. Nøglen er at reducere den økonomiske ulighed ved at fordele ressourcerne mere ligeligt, samtidig med at forbruget skæres drastisk ned.
Den danske lektor Thorkil Casse fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet ser frem til, at studiet bliver offentliggjort. Han mener, at mange forskere og politikere i stigende grad er tvivlende over for, om de teknologiske fremskridt går hurtigt nok til at bremse overforbruget.
»Der er bestemt grund til at være bekymret. Når vi ser en overbefolkningen og et stadig større pres på ressourcerne, så indtræffer der en ændring i de relative priser på arbejdskraft og prisen på ressourcerne. Prisen på ressourcerne stiger, og prisen på arbejdskraft falder, og det gør det rigtig svært at finde på alternativer på kort sigt. Man kan bruge rigtig meget arbejdskraft i udviklingslandene på at fremskaffe mineraler, fjerne skov, udrydde truede arter, inden det ikke længere kan betale sig,« siger Thorkil Casse.
Leave a Reply