Blog: Se og Hør brugte i 16 år ulovligt indsamlede oplysninger

De blev brugt allerede i 1996, mens den aktuelle sag om misbrug af oplysninger fra kreditkort har at gøre med årene 2008 til 2012. Det der skete i 2008 var snarere at processen blev strømlinet, så bladet kunne få hurtigere adgang til informationer og bruge dem mere systematisk. Det var måske nødvendigt.

Peer Kaae skriver i sin bog “I sandhedens tjeneste” om sit arbejde på Se og Hør, og hvordan bladets hårdere linje gjorde at kilder op gennem nullerne blev stadig mere uvillige til at udtale sig, Det lader til at en af kilderne til mulige nyheder – eller til at få bekræftet rygter – blev oplysninger om kendtes brug af kreditkort.

Ifølge Per Kaae gik brugen af ulovligt indsamlede oplysninger helt tilbage til Se og Hørs storhedstid under den navnkundige chefredaktør Mogens E. Pedersen.
Peer Kaae beskriver på side 164-65 i sin bog, hvordan bladet afslørede at Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup havde en affære ved olympiaden i Atlanta i 1996:

“De var det første kendispar, der blev afsløret af de forholdsvis nye mobiltelefoner. En kilde fra et telefonselskab satte os på sporet af historien ved at tippe os om, at Riis og Tanderup SMS’ede om andet end de sportslige oplevelser.”

Peer Kaaes beretning tyder på at brugen af indholdet af Riis og Tanderups Sms’er var almindeligt kendt på redaktionen:

“Jeg holdt mig langt, langt væk fra den historie. For det første kendte jeg Bjarne Riis ret godt og jeg ville simpelthen ikke kunne stille ham de spørgsmål, der skulle spørges.” Alligevel vidste Per kaae hvad der foregik.

Peer Kaae fortæller på side 215 hvordan han i begyndelsen af 2003 modtog en CD med “Mariann Fischer Boels dybt personlige, afslørende og stærkt private telefonbeskeder til Ivan Hansen.” På det tidspunkt var han Folketingets formand. Ifølge Peer Kaae stammede indholdet af CD’en fra telefonaflytning.

Det lader til at Se og Hør med mellemrum har brugt ulovligt indsamlede oplysninger over en periode på mindst 16 år, og at brugen næppe var blevet afsløret, hvis bladets ledelse havde gjort bare en lille smule for at skjule kilderne til oplysninger.

Sagen viser at det er svært at stoppe brug af ulovligt indsamlede oplysninger. Der er personer med adgang til oplysninger som vil tilbyde dem gratis eller for et ret lille beløb, og som selv gerne opsøger et blad der kan være interesseret i at bringe dem. Samtidig er der åbenbart mange tilfælde, hvor der ikke er gjort noget for at begrænse adgangen til personlige oplysninger som er lagret i IT-systemer.