Blog: Tiny Data: Hvem vinder Melodi Grand Prix?

Rynker du på næsen over Eurovision a.k.a. Det Internationale Melodi Grand Prix? Så har du helt misforstået showet. Det handler nemlig ikke om musikken – sangene er blot en rekvisit i en forestilling om forsmåelse og anklager om stemmealliancer, som kommer til udtryk i bizarre sceneshows med vindmaskiner, flammekastere og konfetti.

Noget af det vigtigste ved Eurovision er selvfølgelig ligesom NFL eller præsidentvalg at forsøge at gøre sig klog på, hvem der vinder. Eksperterne forsøger at bedømme sangene, og vi får dagligt opdateringer om, hvem bookmakerne tror på.

Sidste år gættede Microsofts Big Data-nørder med – og ramte rigtigt. Tidligere havde Google forsøgt sig i 2011, men uden held. I år har vi endnu ikke hørt nogen bud fra Big Data-fronten, selvom de på DTU har forsøgt at lodde stemningen på Twitter og sammenligne sange med tidligere vindere.

Jeg har ingen Big Data-maskine til rådighed – og jeg har aldrig taget et kursus i statistik, men det skal da ikke afholde mig fra at gætte med. Jeg har en elendig historik, når jeg forsøger at gætte ud fra sangene, fordi jeg ganske givet intet aner om popmusik.

Vi kunne forsøge at måle på den opmærksomhed, hver sang får på internettet. Problemet er, at eksempelvis Twitter-publikummet ikke nødvendigvis er repræsentativt for dem, der skal stemme. Ofte vil sange, der tiltaler et ungt publikum, veje tungere på Bieber-inficerede Twitter.

Så kunne man se på søgemaskiner eller visninger af videoerne på Youtube, men igen ved vi ikke, om det rent faktisk afspejler, hvor stemmerne lander. Vi kunne også medtage almindelige medier, men det er svært at få eksempelvis radio og tv med, og der er mange sprogbarrierer, der skal overvindes, da vi ikke har hashtags til at hjælpe os.

Vi kunne også se på bookmakerne. Det er ikke helt tosset, hvis vi havde gjort det meget tidligt i processen, hvor bookmakerne sætter odds efter deres bedste gæt. Men undervejs ændrer oddsene sig – ikke fordi sangene ændrer sig, men fordi odds afhænger af, hvad folk spiller på. Så lige som Youtube-hits, så siger bookmakerne blot noget om, hvad spillefuglene tror på og ikke hele publikum.

Så er der de musikvidenskabelige analyser, hvor man kan sammenligne med tidligere vindere, men hvor det måske også vil være relevant at se på, om sangene ligner hinanden eller sange, der ligger på hitlisterne.

Og så er der selvfølgelig de historiske data. Det er lidt mere til at gå til, og det er også her, vi på et statistisk usagligt grundlag kan kaste os ud i flest anklager om alliancer og uretfærdige fordele.

Ofte er en god vejrudsigt blot ‘i morgen bliver vejret nok nogenlunde som i dag’. Eurovision er endnu mere kaotisk end vejret, der trods alt følger naturlovene, så den kloge sætter sine penge på status quo (ikke bandet).

Irland har vundet flere gange end nogen andre med hele 7 sejre. Der er dog én væsentlig fodnote: Irland har aldrig vundet i de år, hvor alle lande har måttet synge på valgfrit sprog. Sat på spidsen, så kan Irland kun vinde, når vi andre ikke må synge på engelsk. Irland røg da også ud i semifinalen torsdag.

Storbritannien har én enkelt vinder fra 1976, hvor landet vandt, selvom der var frit sprogvalg. Det var imidlertid også et år, hvor mange lande, heriblandt Sverige og Danmark, tog sig en pause fra konkurrencen.

Portugal blev slået ud i årets første semifinale, og dermed forsvarede landet sin position som det land, der har deltaget flest gange (47), uden én eneste sejr. Derimod gik Holland videre og kan dermed skubbe Danmark af pinden som det land, der har haft den længste tørke mellem sejre (Danmark: 1963-2000, Holland: 1975-). Hvis altså ikke det er Spaniens år i år (1969).

Men nok skæve tal. Bedste bud på årets vinder er Aserbajdsjan – men ikke fordi landet er umuligt at stave til, eller fordi sangen er særlig mindeværdig (husk, det handler ikke om musikken, men om flammer og skuffelse).

De sidste 5 år har Aserbajdsjan ligget i top 5, og det er ikke på grund af en Warszawa-pagt om gensidige 12-taller, men derimod fordi det kulbrinterige land har gennemskuet, hvordan man vinder: Man hyrer en skandinavisk komponist!

Jep, 4 ud af 5 topplaceringer til det lille land er leveret af komponister fra Skandinavien. Den femte? Well, den blev købt i Grækenland og gav en andenplads.

Men det er vel bare et tilfælde, at de henter musikken fra Norden og klarer sig godt med den? Nej, hvis vi ser på de seneste fem vindere, så har der været mindst ét skandinavisk medlem af komponistholdet. All right, 3 ud af 5 har været skandinaviske lande, så det tyder på, at vi måske ikke eksporterer vores bedste bud på en vinder.

De nordiske lande klarer sig generelt godt. De sidste 10 år har der været mindst ét land fra Norden i top 5 – bortset fra 2005 og 2007 – Danmark nåede ikke finalen i 2007.

Storbritannien føler sig meget skråsikre i år, hvor de har hentet deres solist fra et talentshow i stedet for at støve et oldtidskoryfæ af, og denne gang er der en dansker med på holdet bag. Til gengæld er Storbritannien blandt ‘Big Five’ – de lande, der betaler mest til EBU og derfor sammen med værtslandet automatisk kvalificerer sig til finalen.

Det er imidlertid ingen umiddelbar fordel at slippe for at skulle gennem semifinalerne, for blot én gang har én af de fem vundet, siden reglen blev indført i 2000 – og det var tyske Lena, som rigtigt gættet også havde skandinavisk hjælp til sin vindersang.

Der er flere lande, der har gennemskuet formlen, så eksempelvis har Rumænien sikret sig dansk hjælp i år.

Lande som Sverige, Rusland og Ukraine plejer også at ligge godt placeret, men mens Sverige ligger solidt blandt de mest vindende nationer, så har de to slagsbrødre i øst blot én enkelt sejr hver. Deres historik i Eurovision er dog også noget kortere.

Men hvad så med Danmark?

Danmark er det skandinaviske land, der har været i top 5 flest gange de sidste fem år. Vi har et skandinavisk hold bag sangen – men hvad betyder det, at vi også er værtsnation? Blot fire gange har værtslandet vundet, og det skete senest i Irland i 1994. Hvis Sverige ikke kan vinde på hjemmebane, så ser det skidt ud for Danmark.

Top 5 i 2014 i tilfældig rækkefølge: Aserbajdsjan, Danmark, et andet nordisk land (læs: Sverige, som også vinder – fordi de tager Eurovision mere seriøst end nogen anden nation), Ukraine og årets joker, som garanteret bliver Polen, fordi de har den ringeste sang i finalen. Men da jeg her er ude i musikalske spekulationer, så er jeg selvfølgelig helt ved siden af.

Man kan sikkert finde andre sammenhænge mellem vinderne end den skandinaviske komponist – måske er det bedre at vælge konfettikanonen end flammekasterne, måske er det blåt scenelys, der gør det, eller måske skal man holde sig fra pailletter. Ok, det sidste er generelt et godt råd, når det lige netop ikke gælder Eurovision.