Vi har vænnet os til dårlige klimanyheder. Da Nasa for nylig oplyste, at en del af Vestantarktis smelter hurtigere end tidligere formodet, og at det vil betyde væsentlige stigninger i verdenshavene i dette århundrede, blev det nok bemærket, men med et skuldertræk.
Når tv-nyhederne viser billeder af de massive oversvømmelser i Serbien, virker det mere som et deja-vu end en øjenåbner. Klimaforandringer forekommer uundgåelige, som noget, vi passivt bliver nødt til at acceptere. Sådan behøver og skal det ikke være.
Under optakten til det fejlslagne forsøg på at skabe en global klimaaftale i København i 2009 var holdningen og stemningen en anden. Hvis verden stod sammen, så kunne vi vende udviklingen. Det var en holdning, der var opmuntret af succesen med at etablere en international aftale om forbud mod anvendelse af CFC-gasser, som nedbryder ozonlaget. Topmødet i København endte dog i kaos og mismod. Efterfølgende slog den økonomiske krise for alvor igennem, og det overordnede politiske fokus i Danmark og EU flyttede sig til at skabe job og vækst på kort sigt frem for mere langsigtede løsninger for klimaet.
Men nu er der mange tegn på, at økonomien er ved at være tilbage på sporet. Det må på ny bringe klimaet til tops på den politiske dagsorden. Siden fiaskoen i 2009 er den videnskabelige evidens for klimaforandringer og forklaringen på, at de primære årsager skal findes i menneskeskabte aktiviteter, kun blevet styrket. April 2014 var måned nr. 350 i træk, hvor den globale middeltemperatur lå over gennemsnittet for det 20. århundrede – og den april måned, hvor temperaturen har været højest, siden målingerne blev indført.
I Danmark ser vi os selv som et foregangsland på klimaområdet, men den økonomiske krise lærte os, at det kan være dyrt at gå enegang. Derfor har politikerne valgt at reducere erhvervslivets elregning på bekostning af færre penge til en omstilling til vedvarende energi.
For den enkelte energibruger – forbruger såvel som erhvervsliv – er omstillingen til en energiforsyning uden olie og gas nemlig først og fremmest en ekstraomkostning her og nu. For samfundet er den en investering i en bedre fremtid og sparede samfundsinvesteringer på langt sigt. Det er let for danske politikere at regulere de danske energiomkostninger, men det er umuligt for dem at opnå alle langsigtede fordele, hvis ikke verden står sammen.
Derfor skal internationalt samarbejde være omdrejningspunktet for den danske klimapolitik. Danmark må presse på for en offensiv klimapolitik inden for EU. Det må først og fremmest være en opgave for klimaminister Rasmus Helveg Petersen, der hidtil for det meste har kørt videre på de initiativer, hans forgænger har sat i værk. Han kan passende få hjælp af sin bror, Morten, og andre af de danske politikere, der er valgt ind i EU-Parlamentet. Det vil være til gavn for klimaet og de danske virksomheder, der udvikler nye klimaløsninger.
Alt for længe har vi vænnet os til dårlige klimanyheder og mangel på politisk handlekraft. Det er på høje tid med et nyt klimafokus.
Leave a Reply