Solen over Provence får en konkurrent under jorden

Cadarache, Frankrig

Solen sender sine varme stråler ned over den 40 hektar store byggeplads i Provence, hvor byggeriet af en jordisk konkurrent – verdens største fusionsreaktor – er i gang.

Her skal tunge isotoper af hydrogen smelte sammen ved en temperatur på langt over 100 millioner grader og udsende energi – samme proces, som finder sted i Solens indre.

Den store byggeplads huser i øjeblikket kun en enkelt stor og helt tom bygning og et kæmpe hul. Hullet er det mest interessante.

Op af hullet skal vokse en bygning på 73 meter (60 meter over overfladen, 13 meter under), som skal huse det 800 kubikmeter store reaktorkammer og alt tilhørende udstyr i form af superledende magneter, kryostater mv.

Det bildækformede reaktorkammer kaldes for en tokamak. Det er designet til at kunne levere 500 MW termisk fusionseffekt for 50 MW elektrisk inputeffekt.

I den tomme bygning skal på stedet bygges spoler med en diameter på 24 meter til dannelse af magnetfelter, der skal medvirke til at holde plasmaet frit svævende i reaktorkammeret. Så store spoler vil være umulige at transportere til stedet udefra.

I alt 37 bygninger skal bygges på plateauet de kommende år.

Ifølge den nuværende plan skal det første plasma tændes i 2020, men det bliver nok et par år senere, indrømmer Osamu Motojima, der er generaldirektør for Iter – International Thermonuclear Experimental Reactor – og ved lægge hånd på den endelige plan, som skal godkendes om et år.

Start i Aix

Udgangspunktet for et besøg hos Iter vil ofte være en af danskernes favoritbyer i Provence: Aix.

Efter en halv times tid kørsel mod nord ad A51 i et typisk provencalsk landskab kommer afkørslen mod Iter.

Det første syn, efter at man har betalt sin motorvejsafgift, er dog ikke Iter, men indgangen til CEA – Cadarache, som er et forskningsanlæg under den franske atom­energikommission, hvor rundt regnet 4.000 mennesker arbejder.

Vejen til Iter fortsætter ad rute D952 langs det flere meter høje dobbelthegn, der omkranser forskningsanlægget, hvis indgang beskyttes af bevæbnet fransk militær.

Efter et par kilometer viser et skilt hen til et område, som Frankrig har stillet til rådighed for Iter.

For et par år siden var det et stenet og bakket provencalsk skovlandskab, nu er der udformet et fladt plateau med en længde på en kilometer og en bredde på 400 meter.

Fusionsenergi er det næste store skridt efter Apollo-projektet og afkodningen af dna. Og det vil være større end at sende mennesker til Mars.

Mark Henderson, fysiker, Iter

Efter tovtrækkeri med Japan besluttede EU og de øvrige seks partnere i projektet – Japan, USA, Kina, Indien, Rusland og Sydkorea – i 2005, at Iter skulle bygges i Frankrig.

Som en del af aftalen blev det besluttet, at Japan til gengæld skulle stille med generaldirektøren.

40 år ude i fremtiden – altid

Mange har latterliggjort fusionsenergi med, at det er en teknologi, der altid har ligget 40 år ude i fremtiden – og altid vil gøre det!

Fysikeren Mark Henderson, der har sin daglige arbejdsplads hos Iter, har – måske ikke helt overraskende – en helt anden opfattelse.

»Fusionsenergi er det næste store skridt efter Apollo-projektet og afkodningen af dna. Og det vil være større end at sende mennesker til Mars,« siger han.

I hans optik har sol og vind store roller i fremtidens energiforsyning, men de kommer aldrig tilnærmelsesvis til at erstatte den energi, vi i dag får fra fossile brændstoffer.

»Vi kan enten forlade os på fission og generere masser affald, eller på fusion, som nok er uhyre udfordrende, men som garanterer en langsigtet løsning«, siger Mark Henderson.

Han er ikke i tvivl om, hvad han mener vil være det rette at satse på, og hans synspunkt er et godt udtryk for holdningen i Iters hovedkontor.

Kritikerne har dog noget at basere deres skepsis på.

Iter har været længe undervejs, tidsplaner og budgetter er flere gange blevet overskredet, og ledelses­strukturen er blevet kaldt et mis­foster.

I en klasse for sig

Projektet er da også i en klasse for sig selv, siger eksperterne hos Iter.

»Den tekniske, ledelsesmæssige og organisationsmæssige kompleksitet for projektet er uden fortilfælde,« siger Mario Merola, Head of Internal Components Division.

Det skyldes bl.a., at projektet indeholder mange komponenter, som aldrig nogensinde før er blevet fremstillet endsige afprøvet.

»Iter er en ekstremt kompakt og kompliceret maskine,« siger Ken Blackler, der er Head of Assembly & Operations Division.

»If you fail to plan, you are planning to fail,« siger Blackler med et citat fra Benjamin Franklin.

Han uddyber med at sige, at Iter svarer til at bygge to kernekraftværker på samme tid. Underforstået, at nok er det kompliceret, men det er altså langt fra at være en umulig eller uoverkommelig opgave.

Det vigtigste er at bygge Iter til tiden og med de lavest mulige omkostninger, lyder det igen og igen fra Iter-cheferne.

Men planlægning er noget, som Iter-organisationen har det svært med. I efteråret 2013 modtog Iter en evalueringsrapport af projektet, der anbefaler store ændringer med henblik på at skabe en ægte projektkultur.

Det hele kompliceres af, at der ikke en samlet projektorganisation.

Hver af de syv partnere har deres eget Domestic Agency, som er ansvarligt for de dele, de skal levere til det samlede projekt. Dertil kommer den centrale Iter-organisation.

EU’s Domestic Agency hedder Fusion for Energy (F4E) og er placeret i Barcelona. Det har det sidste halvandet år haft danske Henrik Bindslev som direktør.

Han har tidligere arbejdet med fusionsforskning flere steder i Europa og var i perioden 2007-2011 direktør for Forskningscenter Risø.

Opdelingen af opgaver mellem partnerne forekommer på mange måder langtfra optimal. EU skal eksempelvis levere syv elementer til den helt centrale del, reaktorkammeret, mens Sydkorea skal levere to. De fremstilles ikke på ens vis, men skal alligevel passe perfekt sammen på alle mulige måder og ved alle temperaturer.

Organisationsfrustrationer

Den komplicerede organisation har givet anledning til mange frustrationer.

»Hvis jeg kunne få fat i den person, som har foreslået den nuværende organisation, ville jeg kvæle ham,« sagde William Brinkman, daværende Director of Science i det amerikanske energiministerium, i 2010.

Henrik Bindslev indrømmer, at det organisatoriske setup giver mange problemer. Selv om de enkelte Domestic Agencies er helt uafhængige organisationer, er de dybt afhængige af hinanden for at gennemføre projektet i sin helhed.

Han fortæller, at projektledelse og -planlægning foregår helt forskelligt i den vestlige kultur, som EU og USA tilhører, og den asiatiske kultur i Sydkorea og Japan.

De politisk bestemte vilkår kan man dog ikke lægge Iter-ledelsen til last. Og hos Iter forsøger man i stedet at gøre en dyd ud af besværet.

Fra kommunikationsmedarbejderne i organisationen bliver der lagt vægt på, at Iter både er et konkret projekt om at bygge et fusionsanlæg og et projekt, der medvirker til at skabe samarbejde mellem nationer – ja, faktisk har elementer, der er med til at skabe fred i verden.

Generaldirektør Osamu Motojimas nye tidsplan og budget skal ligge klar til godkendelse af Iter Council i juni 2015 – samtidig med at hans femårskontrakt udløber.

»Den plan skal bare holde,« siger Henrik Bindslev. Han er optimist.

Det ligger allerede nu i kortene, at Iter skal lave fusionsforsøg med deuterium i 2022 og med tritium fra omkring 2028. Først da vil det vise sig, om det nærmeste, man kommer til en menneskeskabt sol, kan blive en realistisk mulighed i fremtidens energiforsyning.