Daily Archives: September 22, 2014

Det danske landbrug fylder to tredjedele af vores land, men mindre og mindre i vores bevidsthed. Som Søren Ryge Petersen skriver i teksten til fotobogen ‘Landbrugslandet’, har de fleste af os aner på landet; en bedstefar eller oldefar, der var landmand eller i hvert fald boede i en landsby.

Vi var engang derude. Nu bor de fleste af os i byerne. Engang var der 200.000 landbrug, nu er der 20.000. En mark er noget, de fleste af os ser fra en bilrude.

Den danske naturfotograf Jens H. Petersen går derude i markerne. Han ser, hvordan vintersæden kigger op af den hårde muld, hvordan den blomstrende majs bliver sprøjtet, så bierne flyver forvirret op, og hvordan udsigten fra hans hus i Tirstrup forandrer sig med årstiden.

Hans fotografier er lakoniske og konstaterende. Han manipulerer ikke med billederne for at lægge yderligere værdier ind i sit syn på landbruget. Hans oplevelser af, hvordan vores landbrugsjord bliver forvaltet, er dog ikke uden vemod.

Som han skriver i forordet:

‘Når man bor midt i det, bemærker man, hvordan det år for år ændrer sig: Landbrug slås sammen, forladte stuehuse forfalder, gamle læhegn sløjfes eller erstattes med nye, afgrøder skifter, og maskinparken vokser.’

Så selvom Jens H. Petersen overvejende registrerer vemodigt med sit kamera, ligger der også en kritik bag: Se, hvordan det industrialiserede – eller som det hedder her: det dynamiske – landbrug har gjort markerne mere ensartede, ja nærmest monotone at se på. Række op, række ned. Der bliver pløjet, sprøjtet og læst kurver og statistikker. Maskinerne bliver større og større og ruller tonstunge hen over jorden. Det mest brutale billede viser et blodigt rådyr, der er blevet mejet ned sammen med kornet af en sikkert gigantisk mejetærsker.

Det er længe siden, lærken slog triller over negene, og høet blev kørt hjem med et par staldkarle på toppen af læsset. Nu bliver høet bundet ind i det, der åbenbart hedder wrappølser – de der lange rækker af store halm- og høballer, der er vundet ind i gennemsigtig plast.

Landbruget er blevet et display

Søren Ryge Petersen, der har skrevet teksten, længes til gengæld åbenlyst efter dengang, en bonde kiggede op mod himlen – og ikke på en computerskærm – for at se, om det ville regne i morgen.

At drive landbrug i dag handler mere om at kunne håndtere maskinernes computere og ikke så meget om at have en fornemmelse for årstiderne, for mulden, for klimaet og dyrene. Landbruget er i stigende grad blevet intellektuelt og fremmedgjort i stedet for intuitivt og kropsligt, som det var engang. Landbrug er statistikker, tal og produktionsenheder.

Det er de lige, udjævnede marker, Jens H. Petersen fotograferer på sin tur gennem det danske landbrug. Dog på ét billede gennemskåret af en S-formet linje af muldvarpeskud, frembragt på et døgn af en enkelt muldvarp, som i ly af jorden har slingret sig igennem.

Nej, landbruget sår, høster, pløjer, mejer og hakker, som var kornet, roerne og rapsen elementer på en fabrik. Og mens bonden tærsker kornet, kigger han på maskinens display og vil hellere høre radioens hits end fuglens fløjt, som Søren Ryge Petersen nostalgisk skriver.

Han er dog ikke blind for, at det industrialiserede landbrug samtidig har gjort det af med sult og nød. Er høsten slået fejl eller bare mindre indbringende, kan vi ikke se det på middagstallerkenen. Noget har det været godt for, at turen fra jord til bord nu først går gennem beregninger.

Søren Ryge Petersen citerer i indledningen historikeren Søren Mørch: ‘Det moderne landbrug har afskaffet hungersnøden. Det kan skaffe tilstrækkeligt med mad til 6,5 milliarder mennesker og mange flere, hvis det skal være. Når der stadig er mennesker, der sulter, og endnu flere, der bliver fejlernærede, skyldes det svindel, korruption eller grådighed …’

Men Søren Ryge Petersen begræder nu alligevel, at den danske landbrugsungdom er blevet mere optagede af deres maskinpark end af dyrenes og planternes trivsel. Landsbyen samles ikke længere til høstfest, når høsten omsider er i hus. I stedet er der traktortræk med full pull.

Lad grøften være

Ja, de er romantikere, de to Petersen’er fra Djursland, men Søren Ryge Petersen har vel også en pointe, når han skriver, at det er tankevækkende, at 10 meter på hver side af et vandløb nu skal holdes fri for sprøjtemidler. De vandløb er der bare ikke nogen, der ser. Hvad med grøftekanterne? Søren Ryge Petersen skriver:

‘Hvis man tilsvarende forlangte bare to meter bræmmer langs hver eneste kilometer kommunevej, ville det give os 2.000 hektar mere natur. Til fri og nem afbenyttelse. Og naturligvis med rigelig kompensation til landmændene.’

Så ville Søren Ryge Petersen – og vi andre for den sags skyld – kunne plukke grøftekantsbuketter igen.

Jens H. Petersen og Søren Ryge Petersen: ‘Landbrugslandet’, Gyldendal, 200 sider, 299 kr.

Gennem en årrække har biofysikeren Thomas Heimburg fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet søgt at gøre op med teo­rien om, at nervesignaler er elektriske strømme. Han mener, at de er mekaniske bølger.

Et af hans hovedargumenter er, at det på et fysisk konkret grundlag kan forklare en lang række fænomener, hvor den herskende teori, udviklet af Alan L. Hodgkin og Andrew F. Huxley i 1952 og belønnet med en nobelpris i medicin i 1963, er på afveje.

Nu har han sammen med sin forskningsgruppe i biofysik udført et nyt forsøg til støtte for sin teori.

En af de forskere, som i modsætning til de fleste andre inden for traditionel neurovidenskab ikke er totalt afvisende over for, at Thomas Heimburg kan have fat i den lange ende, er Rune Berg. Han leder en forskningsgruppe på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet og kalder det nye forsøg ‘meget snedigt’.

Rune Berg er selv uddannet inden for biofysik, men han er dog ikke fuldstændig overbevist. For fortolkningen af målinger er ikke entydig, mener han.

Ifølge Hodgkin-Huxley-modellen foregår nervekommunikation i form af en elektrisk strøm langs nerven, som giver anledning til såkaldt ak­tionspotentiale. Et afgørende problem ved denne model er, at den elektriske modstand i nervebanen burde give anledning til et varmetab, som aldrig er blevet observeret.

Thomas Heimburg, der er uddannet i Tyskland, begyndte allerede i midten af 1990’erne at interessere sig for alternativer til Hodgkin-Huxley-modellen. Der kom ekstra skub i denne forskning, efter at han i 2003 blev ansat ved Niels Bohr Institutet. I 2005 lancerede han en ny teori sammen med en af instituttets mangeårige professorer, Andrew Jackson.

De beskrev, at en mekanisk puls kan bevæge sig langs nervebanen i form af tæthedsfluktuationer. Dette giver via den piezoelektriske effekt anledning til et elektrisk aktions­potentiale, men da der ingen elektrisk strøm løber langs nerven, er der ikke noget varmetab.

Pulsen udtværes ikke, men har en stabil form. Sådanne stabile pulser kaldes solitoner, og derfor kaldes teo­rien også for solitonmodellen.

En form for lydbølger

Da lydbølger også er en form for tæthedsfluktuationer, beskrives solitonmodellen ofte, bl.a. af Heimburg selv i populære fremstillinger, ved, at nerver kommunikerer med lydbølger. Men denne beskrivelse skal ikke tages alt for bogstaveligt.

Det forhold, at solitonmodellen kan forklare, at der ikke sker en varmeudvikling, taler til dens fordel, mener Rune Berg.

»Det kan selvfølgelig være en mulighed, at varmetabet er så lille, at det er svært at måle. Evolutionsmæssigt kan jeg dog godt lide tanken, at systemet ikke taber energi,« siger han.

Han tilføjer, at den beskrivelse af virkemåden af bedøvelsesmidler, som Thomas Heimburg lancerede i 2007 med udgangspunktet i soliton­modellen, også taler til teoriens fordel. Inden for lægevidenskaben findes der nemlig ikke nogen god forklaring på, hvorfor nogle stoffer giver bedøvelse. Anvendelse af narkose er i højere grad baseret på erfaring end videnskab.

Heimburgs teori forklarer effekten med, at bedøvelsesstoffer ændrer en faseovergang mellem to tilstande for fedtstoffer (lipider) i cellemembranen, og det kan forhindre den mekaniske soliton i at bevæge sig langs nervebanen.

»Til gengæld kan denne model ikke forklare, hvorfor giftstoffer virker. Giftstoffer blokerer for natrium­kanalen og dermed en strøm på tværs af nervebanen. Dette forhold er så godt beskrevet, at det er grundlag for eksistensen af mange firmaer,« siger Rune Berg.

Netop det forhold, at der løber en strøm på tværs af membranen, som kan være indadgående et sted langs nervebanen og udad et andet sted, betyder også ifølge Rune Berg, at Heimburgs model ikke kan være hele sandheden:

»For så må der også løbe en strøm på langs.«

Rune Berg kan pege på flere yderligere forhold, som Heimburgs model ikke kan forklare, herunder det synaptiske potentiale, som er det indkommende signal til en neuron.

»Eksistensen heraf er velbeskrevet og dokumenteret, og det er påvist, hvordan det afhænger af forskellige proteiner,« siger han.

Nerver på kollisionskurs

Heimburgs snedige forsøg drejer sig om kolliderende nerveimpulser. Vil to impulser, der støder sammen, udslukke hinanden, eller vil de passere uhindret forbi hinanden?

I 1949 udførte biofysikeren Ichiji Tasaki en række forsøg med tudse-nerver, der viste, at nervepulser fra modsatte ender udslukker hinanden, når de mødes. Eksperimentet kunne forklares med Hodgkin-Huxley-modellen og er aldrig gentaget.

Thomas Heimburgs gruppe har nu gjort det med nerver fra regn­orme og hummere og fundet, at nerveimpulserne passerer uhindret forbi hinanden, som solitonmodellen tilsiger, men i uoverensstemmelse med Hodgkin-Huxley-modellen.

»Der er en del uklarheder omkring Tasakis forsøg fra 1949,« siger Thomas Heimburg, som mener, det burde gentages.

De nye forsøg, der er beskrevet i en artikel i Physical Review X, viser, at udslukning i hvert fald ikke er en generel effekt. Tasaki viste selv ved forsøg i 1980’erne, at mekaniske effekter havde en betydning, men undersøgte ikke detaljerne i den tidligere observerede udslukning.

Rune Berg har på Ingeniørens opfordring læst den nye artikel. Han er imponeret, men ikke overbevist.

»Det er svært at anslå enkelte nervebaner, og jeg kan eksempelvis ikke se, at det er udelukket, at pulserne kan have bevæget sig i to forskellige nervebaner, der befinder sig i forskellige lag,« siger han.

Rune Berg vil ikke afvise Heimburgs teori, men understreger, at beviserne for ionstrømme på tværs af membranen er veldokumenterede, og disse er grundlaget for det meste cellelære fysiologi og indgår i store dele af medicinalindustrien.

»Jeg vil derfor gerne se flere eksperimenter, der udelukker alternative fortolkninger,« siger han og tilføjer, at bevisbyrden er pålagt de forskere, som vil gøre op med de nugældende accepterede teorier. Samtidig erkender han dog, at neurovidenskab i dag ikke står på et lige så sikkert videnskabeligt fundament som eksempelvis fysik og kemi.

Thomas Heimburg selv har ikke større tiltro til, at fysiologer kommer til at forstå hans teori og Hodgkin-Huxley-modellens problemer.

»De mangler viden om helt fundamentale fysiske begreber, ja, selv fysisk kemi er et mangelelement i uddannelsen i dag,« siger han.

Men tiden taler til hans fordel, mener han med udgangspunkt i et citat af Max Planck:

»En ny videnskabelig sandhed sejrer ikke ved at overbevise sine modstandere, men snarere ved, at dens modstandere til sidst dør, og en ny generation, der er fortrolig med den, vokser op.«

Thomas Heimburg er nu gået i gang med at skrive sin egen lærebog, som gerne skulle være færdig inden for et år eller to.

Det har længe været kendt, at SHA-1 hashing algoritmen begynder at vise alderdomstegn og må betragtes som værende så usikker, at den ikke længere skal være vores førstevalg, når der skal implementeres sikkerhed. Den lider samme skæbne som MD5 algoritmen, som vi begyndte at bevæge os væk fra for snart mange år siden.

Allerede i 2005 blev det påvist at der findes en metode til at genere en hash kollision, som er 2000 gange hurtigere end brute force.

Bruce Schneier skrev for 2 år siden et blog-indlæg om at omkostningerne ved at producere en hash-kollision til stadighed bliver billigere og billigere. Det skyldes, at hardwaren fra i dag er billigere næste år grundet Moores lov. I blogindlægget estimeres, at det vil være muligt at skabe en kollision for USD 43.000 i 2021.

SSL certifikater

I SSL certifikater benyttes SHA-1 hashing algoritmen til at skabe en hashværdi af certifikatet, som efterfølgende signeres af det certifikat, som befinder sig i stien ovenover (typisk et intermediate eller CA certifikat). Når det viser sig praktisk muligt at skabe en hash-kollision kan man altså skabe et nyt certifikat, som har samme SHA-1 hash værdi som et andet certifikat. Det bliver med andre ord muligt at skabe et rogue certifikat, som kan bruges i stedet for det oprindelige (og rigtige) certifikat.

I 2008 viste forskere at dette kunne lade sig gøre med MD5 hashing algoritmen, og i nogle år har IT sikkerhedsfolk haft samme bekymring for SHA-1.

Microsoft reagerer

Den 12. november sidste år valgte Microsoft at fraråde brugen af SHA-1 hashing algoritmen og tillader ikke at root CA efter 1. januar 2016 udsteder certifikater med SHA-1 hash algoritmen. Microsoft har ikke konkret beskrevet, hvad de har tænkt sig at gøre med fx brugergrænsefladen i Internet Explorer.

Google reagerer

I et blogindlæg fra den 5. september skriver Google, at de langsomt (men hurtigere end Microsoft) vil udfase brugen af SHA-1 algoritmen. Det vil de gøre ved at deres Chrome browser over tid vil vise sikkerhedsadvarsler overfor brugere af sites, som benytter SHA-1 i deres SSL certifikat. Deres politik er, at Chrome vil vise mere og mere alvorlige sikkerhedsadvarsler for brugeren, for certifikater som udløber efter 1. januar 2016 og som stadig benytter SHA-1 algoritmen. Dette rangerer fra “lås med trekant advarsel” til den helt alvorlige “lås med rød streg over”.

De offentlige sider

Der er mange offentlige sider der benytter SSL certifikater med SHA-1 hashing algoritmen.

Jeg har listet en række af dem her (i parentes vises gyldighed for certifikatet):

• nemlog-in.dk (2014-02-25 til 2015-01-06)
• www.tastselv.skat.dk (2013-09-27 til 2015-09-28)
• www.sundhed.dk (2012-09-11 til 2015-09-13)
• indberet.virk.dk (2011-J07-04 til 2016-07-04)
• www.nemadgang.dk (2012-08-08 til 2015-10-15)
• www.e-boks.dk (2013-08-15 til 2016-10-18)
• jobnet.dk (2012-10-02 til 2014-10-03)
• www.ug.dk (2014-07-09 til 2017-07-08)

Jeg kunne kun finde et site hvis certifikat allerede benytter en SHA-2 hashing algoritme:

• www.borger.dk

Som det kan ses vil kun e-boks.dk, virk.dk og ug.dk blive påvirket af ændringerne i Chrome, da de andre sites er tvunget til at skifte certifikat inden 2016.

For borger.dk gælder det, at indhold for selvbetjeningsløsninger tit vises i en iframe, og hvis disse sites benytter certifikater med SHA-1 algoritmen, så vil Chrome formentligt også vise en fejl (det fremgår dog ikke eksplicit af deres blogindlæg).

De berørte sites kan selvfølgelig vælge at genudstede deres certifikat, men historien peger desværre på, at SSL certifikater på offentlige sites når at udløbe, inden de skiftes: SU-lån
, PET og borger.dk

Er det fornuftigt?

Der er megen debat på nettet om Googles beslutning. Er det for radikalt, når man tager i betragtning at SHA-1 endnu ikke i praksis er usikker?

Jeg kan godt lide, at Google bekymrer sig for Internettets sikkerhed, hvor de senest har valgt at benytte brug af SSL som en faktor i deres ranking algoritme.

Jeg synes dog, hastigheden hvor med det implementeres er lidt voldsom. Specielt når man tager i betragtning at Chrome allerede om to versioner begynder at vise sikkerhedsadvarsler for certifikater, som udløber i 2017. Google har valgt at lave en trinvis implementering (de kalder det slow motion emergency) i stedet for en big bang løsning, og dermed tvinge sites der har et 2017 certifikat til at tage stilling snart.

Ovenstående liste af sites med SHA-1 hash algoritme certifikater viser også, at det er nødvendigt. På trods af at vi har vidst, at SHA-1 har begrænset levetid og CA/Browser forum har frarådet brugen af SHA-1 siden 2011, så udstedes der stadig gladeligt certifikater der benytter SHA-1 hash algoritmen. Så sent som i år blev certifikaterne til nemlog-in.dk og ug.dk udstedt med SHA-1 hash algoritmen.

Jeg synes at historien viser, at der er behov for at gribe ind. Certifikatudstederne ser ikke ud til at kunne håndtere dette selv og jeg mener, at implementeringen faktisk er en god måde at tvinge udbyderne til at udfase SHA-1 – ved at brugerne gradvist bliver gjort opmærksom på sikkerhedsproblemerne – man har jo ikke lyst til at handle et sted der har en adresselinje med rød streg igennem.

Er det fornuftigt? Hvad synes du?

Ps. Du kan bruge shaaaaaaaaaaaaa.com til at teste dit nuværende SSL certifikat.