Det danske landbrug fylder to tredjedele af vores land, men mindre og mindre i vores bevidsthed. Som Søren Ryge Petersen skriver i teksten til fotobogen ‘Landbrugslandet’, har de fleste af os aner på landet; en bedstefar eller oldefar, der var landmand eller i hvert fald boede i en landsby.
Vi var engang derude. Nu bor de fleste af os i byerne. Engang var der 200.000 landbrug, nu er der 20.000. En mark er noget, de fleste af os ser fra en bilrude.
Den danske naturfotograf Jens H. Petersen går derude i markerne. Han ser, hvordan vintersæden kigger op af den hårde muld, hvordan den blomstrende majs bliver sprøjtet, så bierne flyver forvirret op, og hvordan udsigten fra hans hus i Tirstrup forandrer sig med årstiden.
Hans fotografier er lakoniske og konstaterende. Han manipulerer ikke med billederne for at lægge yderligere værdier ind i sit syn på landbruget. Hans oplevelser af, hvordan vores landbrugsjord bliver forvaltet, er dog ikke uden vemod.
Som han skriver i forordet:
‘Når man bor midt i det, bemærker man, hvordan det år for år ændrer sig: Landbrug slås sammen, forladte stuehuse forfalder, gamle læhegn sløjfes eller erstattes med nye, afgrøder skifter, og maskinparken vokser.’
Så selvom Jens H. Petersen overvejende registrerer vemodigt med sit kamera, ligger der også en kritik bag: Se, hvordan det industrialiserede – eller som det hedder her: det dynamiske – landbrug har gjort markerne mere ensartede, ja nærmest monotone at se på. Række op, række ned. Der bliver pløjet, sprøjtet og læst kurver og statistikker. Maskinerne bliver større og større og ruller tonstunge hen over jorden. Det mest brutale billede viser et blodigt rådyr, der er blevet mejet ned sammen med kornet af en sikkert gigantisk mejetærsker.
Det er længe siden, lærken slog triller over negene, og høet blev kørt hjem med et par staldkarle på toppen af læsset. Nu bliver høet bundet ind i det, der åbenbart hedder wrappølser – de der lange rækker af store halm- og høballer, der er vundet ind i gennemsigtig plast.
Landbruget er blevet et display
Søren Ryge Petersen, der har skrevet teksten, længes til gengæld åbenlyst efter dengang, en bonde kiggede op mod himlen – og ikke på en computerskærm – for at se, om det ville regne i morgen.
At drive landbrug i dag handler mere om at kunne håndtere maskinernes computere og ikke så meget om at have en fornemmelse for årstiderne, for mulden, for klimaet og dyrene. Landbruget er i stigende grad blevet intellektuelt og fremmedgjort i stedet for intuitivt og kropsligt, som det var engang. Landbrug er statistikker, tal og produktionsenheder.
Det er de lige, udjævnede marker, Jens H. Petersen fotograferer på sin tur gennem det danske landbrug. Dog på ét billede gennemskåret af en S-formet linje af muldvarpeskud, frembragt på et døgn af en enkelt muldvarp, som i ly af jorden har slingret sig igennem.
Nej, landbruget sår, høster, pløjer, mejer og hakker, som var kornet, roerne og rapsen elementer på en fabrik. Og mens bonden tærsker kornet, kigger han på maskinens display og vil hellere høre radioens hits end fuglens fløjt, som Søren Ryge Petersen nostalgisk skriver.
Han er dog ikke blind for, at det industrialiserede landbrug samtidig har gjort det af med sult og nød. Er høsten slået fejl eller bare mindre indbringende, kan vi ikke se det på middagstallerkenen. Noget har det været godt for, at turen fra jord til bord nu først går gennem beregninger.
Søren Ryge Petersen citerer i indledningen historikeren Søren Mørch: ‘Det moderne landbrug har afskaffet hungersnøden. Det kan skaffe tilstrækkeligt med mad til 6,5 milliarder mennesker og mange flere, hvis det skal være. Når der stadig er mennesker, der sulter, og endnu flere, der bliver fejlernærede, skyldes det svindel, korruption eller grådighed …’
Men Søren Ryge Petersen begræder nu alligevel, at den danske landbrugsungdom er blevet mere optagede af deres maskinpark end af dyrenes og planternes trivsel. Landsbyen samles ikke længere til høstfest, når høsten omsider er i hus. I stedet er der traktortræk med full pull.
Lad grøften være
Ja, de er romantikere, de to Petersen’er fra Djursland, men Søren Ryge Petersen har vel også en pointe, når han skriver, at det er tankevækkende, at 10 meter på hver side af et vandløb nu skal holdes fri for sprøjtemidler. De vandløb er der bare ikke nogen, der ser. Hvad med grøftekanterne? Søren Ryge Petersen skriver:
‘Hvis man tilsvarende forlangte bare to meter bræmmer langs hver eneste kilometer kommunevej, ville det give os 2.000 hektar mere natur. Til fri og nem afbenyttelse. Og naturligvis med rigelig kompensation til landmændene.’
Så ville Søren Ryge Petersen – og vi andre for den sags skyld – kunne plukke grøftekantsbuketter igen.
Jens H. Petersen og Søren Ryge Petersen: ‘Landbrugslandet’, Gyldendal, 200 sider, 299 kr.
Leave a Reply