Græs i stedet for korn på marken kan fordoble planteproduktionen

Udbyttet af græsafgrøder på marken sammenlignet med korn er mindst dobbelt så højt, fordi græs er langt bedre til at udnytte sollys og gødning. Det viser nye forsøg fra forsknings- og innovationsplatformen Bio-Value på Aarhus Universitet.

Da størstedelen af det korn, der dyrkes i Danmark anvendes som grisefoder, og græs kan vise sig at være mere velegnet til det formål end korn, åbner det nye muligheder for et miljøvenligt landbrug. Seniorforsker ved Institut for Agroøkologi på AU Uffe Jørgensen har været med til at udføre forsøget og mener nu at kunne dokumentere, at det giver god mening for både landbrug og miljø at omlægge fra korn til græs.

»Forsøget viser, at det er muligt at afkoble sammenhængen mellem produktion og miljøbelastning. Det er med andre ord muligt at gøde og producere mere, samtidig med at miljøet belastes mindre,« siger seniorforskeren i en pressemeddelelse.

Langt størstedelen af det danske landbrugsareal bliver brugt til at dyrke korn, men de almindelige kornarter er ikke særlig effektive til at udnytte sollys eller gødning. I sidste halvdel af sommeren, hvor der både kan være sol og regn, modner kornet i stedet for at vokse.

Derimod vokser græsser og flere andre grønne afgrøder i en langt større del af året og kan under danske forhold på den måde give et højere udbytte end korn. Typisk er der samtidig en langt mindre nitratudvaskning og næsten ingen brug for pesticider i produktionen.

»I sædskifteforsøg er udbyttet af flere af de grønne afgrøder mindst to gange højere end korn målt i tørstof per arealenhed,« siger Uffe Jørgensen.

Forskerne målte også kvælstofudvaskningen under rodzonen og fandt en betydelig forskel mellem de etårige kornarter og de flerårige græsser. Der var ifølge Uffe Jørgensen en langt lavere udvaskning fra både gødede og ugødede græsser i forhold til korn.

Eksempelvis blev græsarten rajsvingel gødet med 425 kg N per ha. Det resulterede i et udbytte på 22 ton tørstof per ha, hvilket er mere end dobbelt så meget som en bygafgrøde. Samtidig var nitratudvaskningen 3-4 gange lavere end fra bygmarken.

Ifølge forskerne vil de grønne biomasser kunne bruges til at reducere landbrugets samlede miljøbelastning, eksempelvis ved at erstatte korndyrkning på arealer, hvor der er særlig risiko for kvælstoftab, hvilket de betegner som langt mere effektivt end at indføre yderligere gødningsrestriktioner i kornproduktionen.

Mennesker spiser som bekendt ikke normalvis græs, men størstedelen af det korn som dyrkes på de danske marker, bliver da også brugt som grisefoder. Imidlertid har korn et for lavt proteinindhold i forhold til grisens behov.

Derfor består en del af grisens foder af importeret sojaprotein, som primært kommer fra Sydamerika, hvor den danske svineproduktion på den måde lægger beslag på et areal på størrelse med Sjælland.

Her kommer græsafgrøderne ind i billedet. De indeholder typisk meget mere protein end korn og vil derfor på bæredygtig vis kunne erstatte sojaen fra Sydamerika, som er forbundet med mange eksempler på miljøproblemer.

Søren Krogh Jensen, der er seniorforsker på Institut for Husdyrvidenskab på AU og forsker i protein-projektet i Bio-Value, forklarer regnestykket som forholdsvis simpelt:

»Hvis vi dyrker 20 ton biomasseafgrøde per ha med et proteinindhold på 20 procent, kan vi i teorien få op til fire ton protein per ha, som kan anvendes til foder og fødevarer. Kan det lykkes for os at trække det letopløselige protein ud, så svarer det nogenlunde til den del af proteinet, som omsættes til ammoniak i koens vom, og dermed ikke udnyttes,« siger Søren Krogh Jensen.

Perspektivet er derfor at trække det letopløselige protein ud, tørre det og bruge det til grise, fjerkræ og kalve. Den resterende del kunne så bruges til kvægfoder, bioenergi og biobaserede materialer.

Det vil kunne bidrage til at erstatte fossile råstoffer med biobaserede uden at reducere fødevareproduktionen. En række udfordringer står dog i vejen, før sådanne resultater kan udmønte sig.

Proteinet skal først og fremmest udvindes af de grønne biomasser i en kvalitet og til en pris, som er konkurrencedygtig med sojaprotein. Derefter skal restproduktet kunne udnyttes. Forskerne udpeger også de store vandmængder, som er nødvendige i forarbejdningen af de grønne biomasser, som en udfordring.