Daily Archives: January 26, 2016

Den nye persondataforordning indfører en ny rettighed, som har skabt en del røre, nemlig “Retten til at blive glemt”. 

Hvad består rettigheden “Retten til at blive glemt” faktisk af? Hvad får de omfattede personer ret til?

Reglen, som er anført i paragraf 7 i den nye Persondataforordning, uddyber og præciserer retten til sletning, berigtigelse eller blokering, som fandtes i det gamle persondatadirektiv.

I bund og grund betyder det, at en person kan kræve, at en virksomhed fjerner, retter eller blokerer personoplysninger vedrørende personen, som denne ikke længere ønsker offentliggjort, opbevaret eller behandlet.

Rettigheden er derved bestemt et nyttigt værktøj til at få personer til at føle, at de har bedre kontrol over deres personlige oplysninger.

Ikke en ny rettighed
Rettigheden er dog ikke noget helt nyt.

For det første fandtes en enklere men lignende regel i det gamle persondatadirektiv. For det andet er reglen for nylig blevet anvendt i en EU-dom vedrørende Google, hvor det blev vurderet, at Google skulle tage sig af forespørgsler fra enkeltpersoner om at fjerne links til frit tilgængelige websider, som kom frem, når de søgte på deres navne.

Google-dommen omtaler “Retten til at blive glemt”-reglen i den nye persondataforordning. Men da persondataforordning jo ikke var trådt i kraft endnu, henviste EU-domstolen ikke udtrykkeligt denne rettighed.

I stedet henviste retten til privatlivets fred og retten til beskyttelse af persondata i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Omkostningsfuld rettighed
Den nye rettighed vil helt sikkert skabe mere administrativt arbejde for virksomheder og være en byrde både økonomisk og tidsmæssigt.

Dette er allerede situationen nu for Google, som har måttet ansætte en hel medarbejderstab kun til at tage sig af forespørgsler i forbindelse med “Retten til at blive glemt”.

For at håndtere “Retten til at blive glemt” skal man som virksomhed sikre sig, at man har implementeret både software til at slette data, værktøjer til at fjerne krypteringsnøgler og værktøjer til at fjerne malware samt sikre sig, at man har nok personale til at tage sig af forespørgslerne fra personer der ønsker at blive “glemt”.

Hvem er forpligtet i forhold til “Retten til at blive glemt”?
I den ovennævnte Google-dom, blev Google – til Googles egen overraskelse – vurderet til at være dataansvarlig og derfor forpligtet til at imødekomme anmodningerne om “Retten til at blive glemt”.

Men den nye persondataforordning fortæller os ikke, hvem der ellers vil være dataansvarlig med pligt til at efterleve “Retten til at blive glemt”.

Det er for eksempel uklart, om Facebook, LinkedIn, Twitter eller andre service-udbydere på internettet er dataansvarlige med pligt til at efterleve “Retten til at blive glemt”.

På mange måder vil det være mærkeligt, hvis Google skal følge reglerne, mens Twitter ikke skal. I givet fald skulle Google fjerne søgeresultater, der viser informationer om en person på Twitter, mens Twitter ikke skulle fjerne opslaget fra virksomhedens egen platform.

Men som nævnt er situationen uafklaret. Det er dog sikkert, at virksomheder, der ikke følger “Retten til at blive glemt”, kan blive idømt store bøder – også selv om om fortolkningen af reglerne er uklar.

Hvad med tredjeparter, der bruger de personlige oplysninger?
Ifølge den nye persondataforordning er det også et krav, at virksomheder, som offentliggør personoplysninger, tager alle rimelige foranstaltninger – herunder tekniske – for at sikre, at tredjeparter, som behandler oplysningerne, bliver informeret om en persons forespørgsel om at få hans eller hendes oplysninger slettet.

Dette betyder for eksempel, at Google skal gøre alle rimelige foranstaltninger for at sikre, at alle, der har haft adgang til oplysningerne fra Google-servicen, og som nu behandler dem, bliver informeret om kravet om at slette disse.

Dette er en kæmpestor tidskrævende forpligtelse, som vil være en byrde for mange virksomheder.

Er der en udvej?
Der er også en undtagelse til “Retten til at blive glemt” i den nye persondataforordning.

Ifølge denne undtagelse kan behandlingen af personoplysninger med det formål at udøve retten til ytrings- og informationsfrihed ikke blive begrænset af “Retten til at blive glemt”.

Dette betyder, at forespørgsler om “Retten til at blive glemt” kan afvises med begrundelse i ytrings- og informationsfriheden.

Det er dog en lidt problematisk udvej, da den nye persondataforordning ikke giver nogen retningslinjer for, hvordan ytrings- og informationsfrihed skal fortolkes.

Da erfaringen fortæller os, at medlemslandende har temmelig forskellige fortolkninger af, hvordan ytrings- og informationsfrihed skal balanceres i forhold til retten til privatlivets fred, er det meget sandsynligt, at den nye persondataforordning ikke vil give en harmoniseret tilgang til “Retten til at blive glemt” og ytringsfrihedsundtagelsen.

Fremtidsudsigterne
Kort fortalt giver “Retten til at blive glemt” personer nogle brugbare værktøjer til at føle, at det er mere sikkert at dele personlige oplysninger.

Set fra virksomhedernes synspunkt vil rettigheden betyde mange administrative omkostninger og et meget usikkert grundlag for, hvordan reglen skal overholdes og fortolkes korrekt.

Det bliver interessant at se, hvor mange gange reglen skal fortolkes af EU-domstolen, før virksomhederne får en klar forestilling om, hvad deres forpligtelser er i forbindelse med reglen.

(Tak til mine Bird & Bird kollegaer, advokatfuldmægtig Amalie Langebæk og advokat Kamilla Pierdola Mondrup for hjælp med indlægget.)

Den nye persondataforordning indfører en ny rettighed, som har skabt en del røre, nemlig “Retten til at blive glemt”. 

Hvad består rettigheden “Retten til at blive glemt” faktisk af? Hvad får de omfattede personer ret til?

Reglen, som er anført i paragraf 7 i den nye Persondataforordning, uddyber og præciserer retten til sletning, berigtigelse eller blokering, som fandtes i det gamle persondatadirektiv.

I bund og grund betyder det, at en person kan kræve, at en virksomhed fjerner, retter eller blokerer personoplysninger vedrørende personen, som denne ikke længere ønsker offentliggjort, opbevaret eller behandlet.

Rettigheden er derved bestemt et nyttigt værktøj til at få personer til at føle, at de har bedre kontrol over deres personlige oplysninger.

Ikke en ny rettighed
Rettigheden er dog ikke noget helt nyt.

For det første fandtes en enklere men lignende regel i det gamle persondatadirektiv. For det andet er reglen for nylig blevet anvendt i en EU-dom vedrørende Google, hvor det blev vurderet, at Google skulle tage sig af forespørgsler fra enkeltpersoner om at fjerne links til frit tilgængelige websider, som kom frem, når de søgte på deres navne.

Google-dommen omtaler “Retten til at blive glemt”-reglen i den nye persondataforordning. Men da persondataforordning jo ikke var trådt i kraft endnu, henviste EU-domstolen ikke udtrykkeligt denne rettighed.

I stedet henviste retten til privatlivets fred og retten til beskyttelse af persondata i EU’s charter om grundlæggende rettigheder.

Omkostningsfuld rettighed
Den nye rettighed vil helt sikkert skabe mere administrativt arbejde for virksomheder og være en byrde både økonomisk og tidsmæssigt.

Dette er allerede situationen nu for Google, som har måttet ansætte en hel medarbejderstab kun til at tage sig af forespørgsler i forbindelse med “Retten til at blive glemt”.

For at håndtere “Retten til at blive glemt” skal man som virksomhed sikre sig, at man har implementeret både software til at slette data, værktøjer til at fjerne krypteringsnøgler og værktøjer til at fjerne malware samt sikre sig, at man har nok personale til at tage sig af forespørgslerne fra personer der ønsker at blive “glemt”.

Hvem er forpligtet i forhold til “Retten til at blive glemt”?
I den ovennævnte Google-dom, blev Google – til Googles egen overraskelse – vurderet til at være dataansvarlig og derfor forpligtet til at imødekomme anmodningerne om “Retten til at blive glemt”.

Men den nye persondataforordning fortæller os ikke, hvem der ellers vil være dataansvarlig med pligt til at efterleve “Retten til at blive glemt”.

Det er for eksempel uklart, om Facebook, LinkedIn, Twitter eller andre service-udbydere på internettet er dataansvarlige med pligt til at efterleve “Retten til at blive glemt”.

På mange måder vil det være mærkeligt, hvis Google skal følge reglerne, mens Twitter ikke skal. I givet fald skulle Google fjerne søgeresultater, der viser informationer om en person på Twitter, mens Twitter ikke skulle fjerne opslaget fra virksomhedens egen platform.

Men som nævnt er situationen uafklaret. Det er dog sikkert, at virksomheder, der ikke følger “Retten til at blive glemt”, kan blive idømt store bøder – også selv om om fortolkningen af reglerne er uklar.

Hvad med tredjeparter, der bruger de personlige oplysninger?
Ifølge den nye persondataforordning er det også et krav, at virksomheder, som offentliggør personoplysninger, tager alle rimelige foranstaltninger – herunder tekniske – for at sikre, at tredjeparter, som behandler oplysningerne, bliver informeret om en persons forespørgsel om at få hans eller hendes oplysninger slettet.

Dette betyder for eksempel, at Google skal gøre alle rimelige foranstaltninger for at sikre, at alle, der har haft adgang til oplysningerne fra Google-servicen, og som nu behandler dem, bliver informeret om kravet om at slette disse.

Dette er en kæmpestor tidskrævende forpligtelse, som vil være en byrde for mange virksomheder.

Er der en udvej?
Der er også en undtagelse til “Retten til at blive glemt” i den nye persondataforordning.

Ifølge denne undtagelse kan behandlingen af personoplysninger med det formål at udøve retten til ytrings- og informationsfrihed ikke blive begrænset af “Retten til at blive glemt”.

Dette betyder, at forespørgsler om “Retten til at blive glemt” kan afvises med begrundelse i ytrings- og informationsfriheden.

Det er dog en lidt problematisk udvej, da den nye persondataforordning ikke giver nogen retningslinjer for, hvordan ytrings- og informationsfrihed skal fortolkes.

Da erfaringen fortæller os, at medlemslandende har temmelig forskellige fortolkninger af, hvordan ytrings- og informationsfrihed skal balanceres i forhold til retten til privatlivets fred, er det meget sandsynligt, at den nye persondataforordning ikke vil give en harmoniseret tilgang til “Retten til at blive glemt” og ytringsfrihedsundtagelsen.

Fremtidsudsigterne
Kort fortalt giver “Retten til at blive glemt” personer nogle brugbare værktøjer til at føle, at det er mere sikkert at dele personlige oplysninger.

Set fra virksomhedernes synspunkt vil rettigheden betyde mange administrative omkostninger og et meget usikkert grundlag for, hvordan reglen skal overholdes og fortolkes korrekt.

Det bliver interessant at se, hvor mange gange reglen skal fortolkes af EU-domstolen, før virksomhederne får en klar forestilling om, hvad deres forpligtelser er i forbindelse med reglen.

(Tak til mine Bird & Bird kollegaer, advokatfuldmægtig Amalie Langebæk og advokat Kamilla Pierdola Mondrup for hjælp med indlægget.)

Mens staten stadig kæmper for at slippe ud af sit afhængighedsforhold til CSC, KMD og IBM, har kommunerne gjort op med KMD og står til at spare enorme summer.

Computerworld kunne tirsdag afsløre, at en hemmelig styregruppe under ledelse af Digitaliseringsstyrelsens direktør, Lars Frelle-Petersen, i mindst to år har arbejdet på at få staten ud af et vendor lock-in med de tre it-kæmper.

Det kan du læse mere om her: Hemmeligt dokument afslører: Staten forbereder stor-opgør med CSC som offentlig kæmpe-leverandør

Over en halv milliard på et år
Alene i 2013 solgte de tre virksomheder ydelser til staten for ikke mindre end 578 millioner kroner. Det viser tal fra moderniseringsstyrelsen.

Den pris er dog alt for høj, mener styregruppen, som mener, at staten er gået glip af faldende priser på it-markedet på grund af dens leverandør lock-in.  

Det fremgår af lækkede dokumenter fra gruppens møder, som Computerworld er i besiddelse af.

Sparer 900 millioner om året
Og der kan være noget om snakken. For der er i den grad penge at hente på at slippe ud af et såkaldt ‘vendor lock-in’ – altså en situation, hvor kunden er låst fast til sin leverandør på hænder og fødder.

De danske kommuner er et godt eksempel.

Efter salget af KMD og etableringen af Kombit har kommunerne gjort op med modellen med store gamle it-systemer og KMD som storleverandør.

Det lønner sig åbenbart. For kommunerne står nemlig til at spare mange millioner kroner på en ny it-model med mindre systemer og flere leverandører.

“Vi har lavet en businesscase med en besparelse på 25 procent, og de priser, vi har fået ind fra leverandørerne, viser at det holder,” lyder det fra afdelingschef i Kommunernes Landsforening, Ralf Klitgaard.

Det er selvfølgelig ikke penge, som ryger direkte ind på kontoen med det samme. Men til gengæld bliver den årlige besparelse voldsom, når den kommer.

“Besparelsen kommer først, når systemerne kommer i brug, og man kan holde op med at betale for de gamle systemer. Men vi regner med en besparelse på 900 millioner kroner (årligt, red.), når de nye it-systemer er fuldt ud implementeret i 2019,” understreger Ralf Klitgaard. 

Det tager tid, men det kan gøres
Et skift af den størrelsesorden som kommunerne har sat i gang sker ikke fra den ene dag til den anden.

Det tager tid og planlægning, mener Ralf Klitgaard.  

“Vi solgte KMD i 2009 og skulle jo lige sammen med 98 kommuner finde ud af, hvad der skulle ske og danne Kombit, så processen tog længere tid end selve arbejdet, men det var en stor proces,” fortæller han.

Læs også: Netcompany kigger sultent på udfaldet af statens CSC-opgør: Vi kan løse opgaven til halv pris

Mens staten stadig kæmper for at slippe ud af sit afhængighedsforhold til CSC, KMD og IBM, har kommunerne gjort op med KMD og står til at spare enorme summer.

Computerworld kunne tirsdag afsløre, at en hemmelig styregruppe under ledelse af Digitaliseringsstyrelsens direktør, Lars Frelle-Petersen, i mindst to år har arbejdet på at få staten ud af et vendor lock-in med de tre it-kæmper.

Det kan du læse mere om her: Hemmeligt dokument afslører: Staten forbereder stor-opgør med CSC som offentlig kæmpe-leverandør

Over en halv milliard på et år
Alene i 2013 solgte de tre virksomheder ydelser til staten for ikke mindre end 578 millioner kroner. Det viser tal fra moderniseringsstyrelsen.

Den pris er dog alt for høj, mener styregruppen, som mener, at staten er gået glip af faldende priser på it-markedet på grund af dens leverandør lock-in.  

Det fremgår af lækkede dokumenter fra gruppens møder, som Computerworld er i besiddelse af.

Sparer 900 millioner om året
Og der kan være noget om snakken. For der er i den grad penge at hente på at slippe ud af et såkaldt ‘vendor lock-in’ – altså en situation, hvor kunden er låst fast til sin leverandør på hænder og fødder.

De danske kommuner er et godt eksempel.

Efter salget af KMD og etableringen af Kombit har kommunerne gjort op med modellen med store gamle it-systemer og KMD som storleverandør.

Det lønner sig åbenbart. For kommunerne står nemlig til at spare mange millioner kroner på en ny it-model med mindre systemer og flere leverandører.

“Vi har lavet en businesscase med en besparelse på 25 procent, og de priser, vi har fået ind fra leverandørerne, viser at det holder,” lyder det fra afdelingschef i Kommunernes Landsforening, Ralf Klitgaard.

Det er selvfølgelig ikke penge, som ryger direkte ind på kontoen med det samme. Men til gengæld bliver den årlige besparelse voldsom, når den kommer.

“Besparelsen kommer først, når systemerne kommer i brug, og man kan holde op med at betale for de gamle systemer. Men vi regner med en besparelse på 900 millioner kroner (årligt, red.), når de nye it-systemer er fuldt ud implementeret i 2019,” understreger Ralf Klitgaard. 

Det tager tid, men det kan gøres
Et skift af den størrelsesorden som kommunerne har sat i gang sker ikke fra den ene dag til den anden.

Det tager tid og planlægning, mener Ralf Klitgaard.  

“Vi solgte KMD i 2009 og skulle jo lige sammen med 98 kommuner finde ud af, hvad der skulle ske og danne Kombit, så processen tog længere tid end selve arbejdet, men det var en stor proces,” fortæller han.

Læs også: Netcompany kigger sultent på udfaldet af statens CSC-opgør: Vi kan løse opgaven til halv pris

I den verserende copyright-sag mellem Java-ejeren Oracle og Google, som benytter Java-platformen i sit Android-smartphone-styresystem, er der dukket flere artige nyheder op i retten.

I sidste uge kunne Computerworld blandt andet skrive om, at Google ifølge Oracle har omsat for 215 milliarder kroner og tjent 150 milliarder kroner i Android-systemets levetid.

Det kan du læse mere om her: Oracle afslører: Så vild en forretning er Android for Google – milliarderne vælter ind

Senest er det så kommet frem i en transskription af retsmøderne, at Google i 2014 betalte Apple en milliard dollar svarende til knap syv milliarder kroner for at fastholde Googles søgebar på blandt andet iPhones.

Udover de mange pengesække får Apple også en procentdel af Googles reklameindtjening via æbleselskabets iPhone-brugeres søgninger.

Når Apple tjener kassen på Google-søgningerne klinger det måske også lidt hult, når Apples topchef Tim Cook har kaldt Googles søgninger for en invasion af privatlivets fred.

Det skriver Bloomberg, som hverken Apple eller Google har ønsket at udtale sig til vedrørende den afslørende transskription om søge-milliarderne på Apple-enhederne.

Sensitive oplysninger forsvundet
Oracle-advokaten Annette Hurst, som har fortalt retten om Googles aftale med Apple om søgebaren, har i sidste uge fortalt, at under en afhøring af et Google-vidne inden retssagen kom det frem, at omsætningsfordelingen mellem de to selskaber lå på 34 procent.

Her er det dog uklart, om disse 34 procent er det beløb, som Google selv har beholdt, eller der er tale om det beløb, som søgegiganten har betalt Apple.

Google har siden forsøgt at få transskriptionen fjernet fra offentlige øjne, hvilket selskabet dog ikke fik held med. Søgeselskabet udtalte i den forbindelse, at hvis disse summer kom ud i det offentlige rum, kunne det skade selskabets evne til at forhandle lignende aftaler i hus med andre (smartphone) selskaber.

“Det specifikke finansielle betingelser i Googles aftale med Apple er meget følsomme for både Google og Apple. Begge selskaber har altid behandlet disse informationer ekstremt fortroligt,” forklarer Google sig med i sin appel til retten den 20. januar.

Senere sluttede Apple også op om, at summerne skulle holdes væk fra offentligheden, hvilket så er sket nu, da transskriptionen ifølge Bloomberg er forsvundet fra de digitale retsakter.

Det vides ikke, om retten har fulgt Googles anvisninger om at få transskriptionen fjernet.

Oracles søgsmål mod Google for brugen af Java på Android-platformen har efterhånden rullet i nogle år, hvilket du kan læse mere om her: Oracle: Google skylder os milliarder af kroner

Læs også: 
Java-strid mellem Oracle og Google kan tage flere år

I den verserende copyright-sag mellem Java-ejeren Oracle og Google, som benytter Java-platformen i sit Android-smartphone-styresystem, er der dukket flere artige nyheder op i retten.

I sidste uge kunne Computerworld blandt andet skrive om, at Google ifølge Oracle har omsat for 215 milliarder kroner og tjent 150 milliarder kroner i Android-systemets levetid.

Det kan du læse mere om her: Oracle afslører: Så vild en forretning er Android for Google – milliarderne vælter ind

Senest er det så kommet frem i en transskription af retsmøderne, at Google i 2014 betalte Apple en milliard dollar svarende til knap syv milliarder kroner for at fastholde Googles søgebar på blandt andet iPhones.

Udover de mange pengesække får Apple også en procentdel af Googles reklameindtjening via æbleselskabets iPhone-brugeres søgninger.

Når Apple tjener kassen på Google-søgningerne klinger det måske også lidt hult, når Apples topchef Tim Cook har kaldt Googles søgninger for en invasion af privatlivets fred.

Det skriver Bloomberg, som hverken Apple eller Google har ønsket at udtale sig til vedrørende den afslørende transskription om søge-milliarderne på Apple-enhederne.

Sensitive oplysninger forsvundet
Oracle-advokaten Annette Hurst, som har fortalt retten om Googles aftale med Apple om søgebaren, har i sidste uge fortalt, at under en afhøring af et Google-vidne inden retssagen kom det frem, at omsætningsfordelingen mellem de to selskaber lå på 34 procent.

Her er det dog uklart, om disse 34 procent er det beløb, som Google selv har beholdt, eller der er tale om det beløb, som søgegiganten har betalt Apple.

Google har siden forsøgt at få transskriptionen fjernet fra offentlige øjne, hvilket selskabet dog ikke fik held med. Søgeselskabet udtalte i den forbindelse, at hvis disse summer kom ud i det offentlige rum, kunne det skade selskabets evne til at forhandle lignende aftaler i hus med andre (smartphone) selskaber.

“Det specifikke finansielle betingelser i Googles aftale med Apple er meget følsomme for både Google og Apple. Begge selskaber har altid behandlet disse informationer ekstremt fortroligt,” forklarer Google sig med i sin appel til retten den 20. januar.

Senere sluttede Apple også op om, at summerne skulle holdes væk fra offentligheden, hvilket så er sket nu, da transskriptionen ifølge Bloomberg er forsvundet fra de digitale retsakter.

Det vides ikke, om retten har fulgt Googles anvisninger om at få transskriptionen fjernet.

Oracles søgsmål mod Google for brugen af Java på Android-platformen har efterhånden rullet i nogle år, hvilket du kan læse mere om her: Oracle: Google skylder os milliarder af kroner

Læs også: 
Java-strid mellem Oracle og Google kan tage flere år

Virksomheder anvender i stigende grad freelance-konsulenter til deres it-projekter.

Det er baggrunden for, at den norske it-koncern Visma nu overtager det danske firma Mind4IT, som med 180 udrykningsklare it-konsulenter er blandt de største danske udbydere af såkaldte “fleksible it-kompetencer”.

Mind4IT har de seneste to år mere end fordoblet sin omsætning, som i 2015 nåede op på 214 millioner kroner med et overskud, som ifølge selskabet endte på 15 millioner kroner.

Parterne i handlen ønsker ikke at oplyse købssummen, men ifølge Computerworlds oplysninger ligger prisen for det danske selskab i omegnen af 70 millioner kroner.

Det er planen, at Mind4ItT under den nye ejer skal fortsætte som et selvstændigt selskab.

Opkøbet kommer efter, at Vismas consulting-division de seneste to år – med rimelig succes – har arbejdet med at opbygge sin egen freelance-børs for it-konsulenter.

Det er baggrunden for, at man nu kaster sig ud i et opkøb som med et slag fordobler volumen i Vismas danske konsulentforretning.

Administrerende direktør i Visma Consulting, Carsten Boje Møller, lægger ikke skjul på, at den norske koncern med opkøbet vil have del i den forventede vækst i kundernes brug af højt specialiserede it-konsulenter.

“Købet af Mind4it er en voldsom udvidelse på det her område. I Visma Consulting arbejder vi allerede med klassisk systemudvikling og projektforretning. Men kunderne har også deres egne interne projekter, hvor de har brug for konsulenter på freelancebasis. Nu vil vi gerne sætte boost på det og efterkomme den stigende efterspørgsel, som vi mærker fra vores kunder”, siger han.

Mind4IT har mere end 10 år på bagen og har i forvejen et samarbejde med at levere konsulenter til Vismas projekter.

Men den største gevinst vil ifølge Carsten Boje Møller blive hentet hjem i kraft af, at de to firmaer nu får adgang til at hinandens kunder.

Her står Mind 4IT især stærkt på det private marked og finansielle sektor, mens Visma Consulting har godt fat i kunder på det offentlige marked samt indenfor den finansielle sektor.

De unge vil ikke være lønmodtagere
Carsten Boje Møller fortæller, at mange af de nye talenter blandt it-konsulenter i dag foretrækker freelance-tilværelsen som alternativ til en traditionel fastansættelse.

“Mange af de unge talenter skaber deres sociale netværk gennem digitale medier. Derfor tænker de anderledes end ældre folk i branchen som mig selv. De unge tiltrækkes af de spændende projekter og de spændende teknologier frem for stoltheden ved at kunne sig,e at de er ansat i et stort firma. Samtidig har de nogle kompetencer, som er relativt nemme at beskrive, og de kan derfor lettere “transporteres” mellem virksomheder,” siger han.

Udover consulting-divisionen består Visma-koncernen i dag af en software-division med fokus på blandt andet ERP-systemer samt løn- og HR-systemer til míndre og mellemstore virksomheder.

Et af de danske flagskibe er her e-conomic, som Visma købte i fjor for omkring halvanden milliarder kroner.

Tredje ben i Visma-koncernen er en division som primært leverer outsourcing services indenfor bogholderi og løn- og personaleadministration.

Danmark er langt fra det eneste land, hvor Vismas ejere i kapitalfondene HgCapital, KKR og Cinven har haft checkhæftet fremme. Alene i december opkøbte Visma fem selskaber i Finland, Sverige og Norge, fortæller Carsten Boje Møller.

Læs også:

Efter opkøbet af e-conomic: Visma klar til dansk offensiv

Danske it-konsulentfirmaer skovler penge ind: Så vildt går det for sig