Monthly Archives: March 2016

Et af de store udfordringer for online-videotjenester som Netflix er, at der (stadig) er stor forskel på de film og tv-serier, som kunderne kan se i de forskellige lande.

Den amerikanske udgave af Netflix har således op mod tre gange så mange film og tv-serier som den danske version, hvilket har fået Netflix-sultne danskere til at tænke i kreative løsninger såsom VPN-løsninger.

Det kan du læse mere om her: Netværksfirma har fundet smart fidus: Sådan kan du knække Netflix’ lande-lås og se Netflix fra USA

Frustrerende situation
Forskelsbehandlingen af videokunderne fra land til land skyldes, at indholdsproducenterne til Netflix stiller krav om forskellige premieredatoer og visninger i forskellige lande.

Netflix-boss og -stifter Reed Hasting erkender udfordringen, hvilket han adresserede på et nyligt afholdt pressemøde i selskabets hovedkvarter i Californien, USA,

“Vi ved, at folk gerne vil have det samme katalog i hele verden. Og det er frustrerende, at vi ikke er der endnu, men det skal vi nok komme,” svarede han på udfordringen om VPN-pirateriet.

Han undlod dog at kommentere på, hvad præcis Netflix gør teknisk, for at få lukket VPN-hullerne, som han ellers tidligere har været inde på.

Det kan du læse mere om her: Netflix’ store dilemma: Vil både lukke VPN-forbindelser og give dig alverdens tv-indhold

Vi gør det bare selv
Reed Hastings kommenterede dog gladeligt på, hvad der skal til, før Netflix bliver en lige så stor global succes, som selskabet oplever på hjemmebanen i USA.

Han lagde her vægt på, at Netflix’ ekspansion ud i den store verden skal bæres frem af selskabets omkring 30 nuværende egenproducerede serier, som skal udvides heftigt i den kommende tid, når Netflix inden længe flytter til filmbyen Hollywood.

For egenproduceret indhold kan online-videotjenesten lancere, som det passer den uden hensyntagen til tredjepartproducenters geo-begrænsninger.

“Vi har blandt andet planer om at producere den bedste Bollywood-produktion og den bedste japanske anime-film i samarbejde med lokale selskaber, der producerer indholdet for os. Med tiden håber vi, at vi bliver lige så populære i Thailand, Vietnam, Tyrkiet og Holland, som vi er i USA,” forklarede Reed Hastings.

“Vi producerer altså indholdet lokalt i det enkelte land og deler det med resten af verden. Det er vores målsætning i de næste 10 til 15 år,” fortsatte han.

Reed Hastings understregede dog, at det ikke umiddelbart er visionen, at al indholdet bliver Netflix Original.

“Der er mange produktioner, som vi ikke selv producerer, men som vi gerne vil tilbyde. Derfor vil vi løbende tilføje mere og mere indhold i de forskellige lande.”

Hvad med deling af password?
Reed Hastings kommenterede også på en anden pirat-problemstilling, nemlig at over en tredjedel af Netflix-abonnenter ifølge online-markedsundersøgelsesfirmaet Ipsos deler deres password med andre – hvilket i øvrigt også gælder hos konkurrenten HBO.

Dermed slipper password-delerne for at betale abonnement eller deles om abonnementsprisen hos online-videotjenesterne.

“Hvis du deler dit password med din ægtefælle, er det fint. Hvis du deler det med dit hjemmeboende barn, så er det også fint. Gør du det også med dit barn, som bor i en lejlighed, men ofte kommer på besøg, er det nok også fint,” indledte Reed Hastings sit svar med.

“Men hvis du deler dit password med hele din kollegiegang eller noget i den stil, så er det ikke så fedt. Men vi har faktisk en indbygget begrænsning på vores standardløsning til 10 dollar i USA, som kun tillader to streaminger på samme tid. Så hvis du deler med andre end din ægtefæller, bliver du låst ude,” fortsatte han.

Han forklarede, at hvis man deler sit Netflix-password med sin bedste ven, risikerede man at løbe ind i begrænsningerne på to samtidige visninger.

“Problemet er ikke så stort, som det nogen gange bliver gjort til,” rundede Reed Hastings af.

Læs også: 
På besøg hos Netflix: Sådan lokker algoritmerne dig til at se mere og mere tv

Det er nogle år siden, at Lenovo overhalede HP og Dell og tog pladsen som verdens største pc-producent med en markedsandel på knap 20 procent.

Nu gælder det server-markedet, hvor Lenovo sætter alle sejl for også her at blive verdens største foran netop Dell og det nye HPE (Hewlett Packard Enterprise).

Kæmpeopkøb
Det er godt to år siden, at Lenovo for alvor bragede ind på servermarkedet med opkøbet af IBM’s mægtige x86-forretning.

Det kan du læse mere om her: Kinesisk it-firma køber IBM’s server-forretning – betaler milliarder

Opkøbet gjorde med et slag Lenovo til verdens tredjestørste server-producent kun overgået af HPE (verdens største) og Dell (verdens næststørste).

Men en strømlining af organisationen og en række teknologiske forbedringer, sætter Lenovo nu kursen mod førersædet.

Først og fremmest etablerer selskabet en helt ny organisation, Data Center Group, der får tilført ret store ressourcer – både penge og ekspertise.

Det skal divisionen anvende til at hurtigt at udvikle nye og effektive hardware-designs samt til at indgå partnerskaber med software-leverandørerne.

Lenovo leverer i dag servere til store kinesiske selskaber som Baidu, Tencent og Alibaba, der alle ejer store datacentre i Kina.

Men der skal flere boller på suppen, lyder det fra Lenovo, der melder sig helt indifferent, når det gælder chip-arkitekturer. Her vil selskabet løbende indrette sig efter de skiftende behov og workloads.

I dag domineres markedet af Intel-chip, som er klart mest udbredt på servermarkedet. Men ARM-arkitekturerne vinder frem, og IBM er i gang med et stort fremstød for selskabets Power-arkitektur på ikke mindst det kinesiske marked.

Ifølge Gerry Smith, chef for Data Center Group, er selskabet i fuld gang med at teste servere med ARM-processorer i europæiske datacentre.

Lenovo tester også flash-baserede storage-løsninger til anvendelse i servere, siger han til Computerworlds amerikanske nyhedsbureau.

Partnerskaber er afgørende
Afgørende for at nå målet om at blive verdens største, er partnerskaberne, lyder det fra Lenovo.

Selskabet har således planer om at indgå partnerskaber med et stort antal software- og hardware-selskaber, som skal levere løsninger til Lenovos samlede portefølje.

Selskabet lægger ikke skjul på, at det vil forsøge at udnytte sin position i Kina yderligere. En stor del af Lenovos servere bliver nemlig bygget i hjemlandet Kina, hvor der i dag er meget stor efterspørgsel efter prisbillige servere.

Hovedrivalerne i HPE og Dell får nemlig primært produceret deres servere i hjemlandet USA, hvor produktionsomkostningerne er meget højere end i USA.

Andre store server-producenter – eksempelvis Facebook og Google – designer deres servere i USA, men får dem bygget i Kina og Taiwan.

Læs også:

Klar til serverkrig: Lenovos konkurrenter holder vejret

Først nuppede Lenovo pc-markedet – nu går selskabet efter servermarkedet

Det er nogle år siden, at Lenovo overhalede HP og Dell og tog pladsen som verdens største pc-producent med en markedsandel på knap 20 procent.

Nu gælder det server-markedet, hvor Lenovo sætter alle sejl for også her at blive verdens største foran netop Dell og det nye HPE (Hewlett Packard Enterprise).

Kæmpeopkøb
Det er godt to år siden, at Lenovo for alvor bragede ind på servermarkedet med opkøbet af IBM’s mægtige x86-forretning.

Det kan du læse mere om her: Kinesisk it-firma køber IBM’s server-forretning – betaler milliarder

Opkøbet gjorde med et slag Lenovo til verdens tredjestørste server-producent kun overgået af HPE (verdens største) og Dell (verdens næststørste).

Men en strømlining af organisationen og en række teknologiske forbedringer, sætter Lenovo nu kursen mod førersædet.

Først og fremmest etablerer selskabet en helt ny organisation, Data Center Group, der får tilført ret store ressourcer – både penge og ekspertise.

Det skal divisionen anvende til at hurtigt at udvikle nye og effektive hardware-designs samt til at indgå partnerskaber med software-leverandørerne.

Lenovo leverer i dag servere til store kinesiske selskaber som Baidu, Tencent og Alibaba, der alle ejer store datacentre i Kina.

Men der skal flere boller på suppen, lyder det fra Lenovo, der melder sig helt indifferent, når det gælder chip-arkitekturer. Her vil selskabet løbende indrette sig efter de skiftende behov og workloads.

I dag domineres markedet af Intel-chip, som er klart mest udbredt på servermarkedet. Men ARM-arkitekturerne vinder frem, og IBM er i gang med et stort fremstød for selskabets Power-arkitektur på ikke mindst det kinesiske marked.

Ifølge Gerry Smith, chef for Data Center Group, er selskabet i fuld gang med at teste servere med ARM-processorer i europæiske datacentre.

Lenovo tester også flash-baserede storage-løsninger til anvendelse i servere, siger han til Computerworlds amerikanske nyhedsbureau.

Partnerskaber er afgørende
Afgørende for at nå målet om at blive verdens største, er partnerskaberne, lyder det fra Lenovo.

Selskabet har således planer om at indgå partnerskaber med et stort antal software- og hardware-selskaber, som skal levere løsninger til Lenovos samlede portefølje.

Selskabet lægger ikke skjul på, at det vil forsøge at udnytte sin position i Kina yderligere. En stor del af Lenovos servere bliver nemlig bygget i hjemlandet Kina, hvor der i dag er meget stor efterspørgsel efter prisbillige servere.

Hovedrivalerne i HPE og Dell får nemlig primært produceret deres servere i hjemlandet USA, hvor produktionsomkostningerne er meget højere end i USA.

Andre store server-producenter – eksempelvis Facebook og Google – designer deres servere i USA, men får dem bygget i Kina og Taiwan.

Læs også:

Klar til serverkrig: Lenovos konkurrenter holder vejret

Først nuppede Lenovo pc-markedet – nu går selskabet efter servermarkedet

Der findes mange it-kriminelle, som ønsker at rippe dig for penge, dine data eller det, der er værre.

Ofte sker det ved at lokke dig til at installere et program på din computer, som herefter overtager kontrollen, eller krypterer hele systemet for at kræve en løsesum.

Og det samme kan ske på din smartphone.

Men hvis du bruger sund fornuft og holder dig fra at ændre en bestemt lille indstilling i din Android-telefons indstillinger, kan du føle dig ret så sikker.

Måden du undgår det på, er ved at undlade at installere apps, der ikke kommer fra Googles Play Store.

Alt efter hvilken telefon du har, ligger indstillingen lidt forskellige steder.

Oftest finder du den dog under Indstillinger > Sikkerhed > “Ukendte kilder”. Sørg for at feltet er slået fra, så du ikke kan installere apps fra andre butikker end Play Store.

Menuen ser forskellig ud fra telefon til telefon, men menuen med “ukendte kilder” vil ofte ligge i Sikkerhedssektionen. Her ses det på en Samsung Galaxy S6 Edge. Foto: Morten Sahl Madsen

Stol ikke på ukendte kilder
Det lyder banalt bare at undgå at installere apps udenfor Googles butik, men det er et kendt trick fra de it-kriminelle.

Nogle ondsindede pop-up beskeder såsom en flash player update, som ikke-rutinerede smartphonebrugere kan tro er ægte, vil overbevise dig om at slå feltet fra for at installere “flash-opdateringen”, hvorefter malware vil stjæle dine kreditkortoplysninger. 

For langt størstedelen af al malware florerer uden for Googles butik.

Sikkerhedstjenesten Avast fortalte i december, at størstedelen af al malware finder du i tredjepartsbutikker, som du ofte ser i Kina eller Rusland.

Butikkerne indeholder ofte gratis udgaver af apps, der koster penge i Googles Play Store, men til gengæld kan din Android telefon få sig en rigtig slem dataforkølelse i form af ransomware eller virus.

Den almindelige Android-bruger henter kun apps fra Googles Play Store, men bliver du af en app, hjemmeside eller mail opfordret til at ændre “Ukendte Kilder”-feltet, så vær på vagt. Med mindre du virkelig stoler på afsenderen, bør du lade være.

Google beskytter dig… næsten
Android er den mobilplatform, hvor der er mest malware, men holder du dig i Googles fold, i Google Play Store, så kan du føle dig sikker.

I hvert fald mere sikker, end hvis du hentede apps udefra.

For Google har også oplevet, at der slipper apps igennem med skadelig kode, men det er et fåtal.

På iOS kontrolleret apps i Apples App Store i højere grad end hos Android, og derfor er der også færre eksempler på malware til iOS.

Der har dog været eksempler på malware i butikken, hvor app-udviklere har fået inficeret sine apps via en bagdør i en modificeret version af udviklingsprogrammet Xcode.

Apple har dog fjernet de inficerede apps.

Læs også: Apples App Store ramt af malware: Apple fjerner malware-inficerede apps

Har du oplevet at få en virus på din smartphone? Hvordan skete det, og hvad gjorde du efterfølgende?

Der findes mange it-kriminelle, som ønsker at rippe dig for penge, dine data eller det, der er værre.

Ofte sker det ved at lokke dig til at installere et program på din computer, som herefter overtager kontrollen, eller krypterer hele systemet for at kræve en løsesum.

Og det samme kan ske på din smartphone.

Men hvis du bruger sund fornuft og holder dig fra at ændre en bestemt lille indstilling i din Android-telefons indstillinger, kan du føle dig ret så sikker.

Måden du undgår det på, er ved at undlade at installere apps, der ikke kommer fra Googles Play Store.

Alt efter hvilken telefon du har, ligger indstillingen lidt forskellige steder.

Oftest finder du den dog under Indstillinger > Sikkerhed > “Ukendte kilder”. Sørg for at feltet er slået fra, så du ikke kan installere apps fra andre butikker end Play Store.

Menuen ser forskellig ud fra telefon til telefon, men menuen med “ukendte kilder” vil ofte ligge i Sikkerhedssektionen. Her ses det på en Samsung Galaxy S6 Edge. Foto: Morten Sahl Madsen

Stol ikke på ukendte kilder
Det lyder banalt bare at undgå at installere apps udenfor Googles butik, men det er et kendt trick fra de it-kriminelle.

Nogle ondsindede pop-up beskeder såsom en flash player update, som ikke-rutinerede smartphonebrugere kan tro er ægte, vil overbevise dig om at slå feltet fra for at installere “flash-opdateringen”, hvorefter malware vil stjæle dine kreditkortoplysninger. 

For langt størstedelen af al malware florerer uden for Googles butik.

Sikkerhedstjenesten Avast fortalte i december, at størstedelen af al malware finder du i tredjepartsbutikker, som du ofte ser i Kina eller Rusland.

Butikkerne indeholder ofte gratis udgaver af apps, der koster penge i Googles Play Store, men til gengæld kan din Android telefon få sig en rigtig slem dataforkølelse i form af ransomware eller virus.

Den almindelige Android-bruger henter kun apps fra Googles Play Store, men bliver du af en app, hjemmeside eller mail opfordret til at ændre “Ukendte Kilder”-feltet, så vær på vagt. Med mindre du virkelig stoler på afsenderen, bør du lade være.

Google beskytter dig… næsten
Android er den mobilplatform, hvor der er mest malware, men holder du dig i Googles fold, i Google Play Store, så kan du føle dig sikker.

I hvert fald mere sikker, end hvis du hentede apps udefra.

For Google har også oplevet, at der slipper apps igennem med skadelig kode, men det er et fåtal.

På iOS kontrolleret apps i Apples App Store i højere grad end hos Android, og derfor er der også færre eksempler på malware til iOS.

Der har dog været eksempler på malware i butikken, hvor app-udviklere har fået inficeret sine apps via en bagdør i en modificeret version af udviklingsprogrammet Xcode.

Apple har dog fjernet de inficerede apps.

Læs også: Apples App Store ramt af malware: Apple fjerner malware-inficerede apps

Har du oplevet at få en virus på din smartphone? Hvordan skete det, og hvad gjorde du efterfølgende?

Der har stået meget dårligt om SKI – Staten og Kommunernes Indkøbsservice – de seneste par år.

Kritikken har blandt andet gået på, at SKI kun har været for de store, i det man i flere tilfælde har sat nogle krav, der har været så høje, at det reelt kun er større virksomheder, der kan slippe igennem nåleøjet og overhovedet få lov til at byde.

Det er en kritik, som jeg mener er forholdsvis berettiget, og som SKI bør tænke på i sine fremtidige udbud.

Men SKI skal også have ros, når organisationen gør noget godt.

SKI genudbød somm måske vigtigste rammeaftale SKI 02.19 ASP/Cloud i december for et år siden.

Det er en gigantisk rammeaftale, hvor det offentlige har mulighed for at købe såkaldte ASP (Application Service Provider) og/eller cloud-servicer ind.

Måden, som aftalen blev skruet sammen på, gjorde, at både de helt store “usual suspects” som KMD og CSC selvfølgelig kom med på aftalen, men også, at en række mindre spillere især indenfor cloud-delen har fået mulighed for at komme på aftalen og dermed kunne sælge til det enorme offentlige marked.

I praksis foregår det ved at levere deres tjenester ind via en af de lidt større virksomheders servicesortiment, hvor de mindre spillere fungerer som partnere eller underleverandører.

Inden træerne vokser ind i himlen, skal vi huske, at det ikke er helt så enkelt, som det lyder, for de mindre spillere, da processen mod at blive en del af de større virksomheders sortiment godt kan være lang og snørklet.

For først og fremmest skal man jo have en service, der er egnet til det offentlige.

Derefter skal man finde en leverandør, der vil tage én under sine vinger inden for det område, som den mindre virksomhed opererer i.

Så skal man have forhandlet præmisserne og de økonomiske områder af, og så skal man jo også lige vinde en plads på rammeaftalen i SKI-udbuddet.

Den naturlige skepsis vil også være, hvordan kan det lade sig at gøre at udarbejde en offentlig rammeaftale, der formentlig skal køre i fire år i alt, på noget så agilt som ASP og cloud-servicer.

Der dukker jo hele tiden nye funktionaliteter og servicer op.

Er det ikke blot skønne spildte kræfter at ofre tid og ressourcer på at komme på rammeaftalen, for den er vel nærmest forældet inden den træder i kraft?

Her har SKI gjort en (for mig at se) genistreg.

Man har indført muligheden for det, som kaldes addition af nye servicer.

Grundtanken er, at hvis man har konkurrenceudsat en given service, så kan man få adderet en ny service, givet at denne service har en væsentlig del af den grundlæggede funktionalitet fra den allerede konkurrenceudsatte service med.

Forvirret? Ja det er ikke helt enkelt, men SKI har selv følgende eksempel:

“Leverandøren tilbyder en traditionel sagsbehandlingsløsning (A). Sagsbehandlingen foregår typisk ved at sagsbehandleren og borgeren mødes fysisk på sagsbehandlerens adresse, hvor sagsbehandleren manuelt dokumenterer forløbet af mødet i leverandørens løsning.

Markedet efterspørger digitalisering og automatisering af de manuelle processer i sagsbehandlingen. Leverandøren ønsker derfor at kunne tilføje (addere) en nyudviklet service (B) denne service indbefatter ud over sagsbehandlingsdelen også mulighed for at sagsbehandleren og borgeren kan holde møde via tele eller videokonference, der med “voice to mail” funktionalitet dokumenterer mødets aftaler mm. i sagsbehandlingsløsningen.”

Og så er det jo soleklart

Det sidste man så må spørge sig selv om er: Fungerer det så i praksis?

Og til det må svaret være, ja, det gør det faktisk.

Jeg har kendskab til adskillige nye servicer på aftalen – eksempelvis Dropbox.

Til gavn for naturligvis virksomhederne, men så sandelig også til gavn for det offentlige og i sidste ende os alle sammen som borgere, da det offentlige nu kan få indkøbt innovative og nyskabende servicer.

Dermed er det rent faktisk lykkedes SKI at strikke en it-aftale sammen, der:

1. tilgodeser de større og til en vis grad de mindre leverandører til det offentlige marked.

2. Sikrer,at nye innovative servicer kan adderes over en kontraktperiode på fire år.

Og det er da ikke så ringe endda.

Det vil blive spændende for alle os som følger blandt andet SKI fra sidelinien, om SKI kan fortsætte i dette spor, eller om det blot er en enlig “udbudssvale”.

Der har stået meget dårligt om SKI – Staten og Kommunernes Indkøbsservice – de seneste par år.

Kritikken har blandt andet gået på, at SKI kun har været for de store, i det man i flere tilfælde har sat nogle krav, der har været så høje, at det reelt kun er større virksomheder, der kan slippe igennem nåleøjet og overhovedet få lov til at byde.

Det er en kritik, som jeg mener er forholdsvis berettiget, og som SKI bør tænke på i sine fremtidige udbud.

Men SKI skal også have ros, når organisationen gør noget godt.

SKI genudbød somm måske vigtigste rammeaftale SKI 02.19 ASP/Cloud i december for et år siden.

Det er en gigantisk rammeaftale, hvor det offentlige har mulighed for at købe såkaldte ASP (Application Service Provider) og/eller cloud-servicer ind.

Måden, som aftalen blev skruet sammen på, gjorde, at både de helt store “usual suspects” som KMD og CSC selvfølgelig kom med på aftalen, men også, at en række mindre spillere især indenfor cloud-delen har fået mulighed for at komme på aftalen og dermed kunne sælge til det enorme offentlige marked.

I praksis foregår det ved at levere deres tjenester ind via en af de lidt større virksomheders servicesortiment, hvor de mindre spillere fungerer som partnere eller underleverandører.

Inden træerne vokser ind i himlen, skal vi huske, at det ikke er helt så enkelt, som det lyder, for de mindre spillere, da processen mod at blive en del af de større virksomheders sortiment godt kan være lang og snørklet.

For først og fremmest skal man jo have en service, der er egnet til det offentlige.

Derefter skal man finde en leverandør, der vil tage én under sine vinger inden for det område, som den mindre virksomhed opererer i.

Så skal man have forhandlet præmisserne og de økonomiske områder af, og så skal man jo også lige vinde en plads på rammeaftalen i SKI-udbuddet.

Den naturlige skepsis vil også være, hvordan kan det lade sig at gøre at udarbejde en offentlig rammeaftale, der formentlig skal køre i fire år i alt, på noget så agilt som ASP og cloud-servicer.

Der dukker jo hele tiden nye funktionaliteter og servicer op.

Er det ikke blot skønne spildte kræfter at ofre tid og ressourcer på at komme på rammeaftalen, for den er vel nærmest forældet inden den træder i kraft?

Her har SKI gjort en (for mig at se) genistreg.

Man har indført muligheden for det, som kaldes addition af nye servicer.

Grundtanken er, at hvis man har konkurrenceudsat en given service, så kan man få adderet en ny service, givet at denne service har en væsentlig del af den grundlæggede funktionalitet fra den allerede konkurrenceudsatte service med.

Forvirret? Ja det er ikke helt enkelt, men SKI har selv følgende eksempel:

“Leverandøren tilbyder en traditionel sagsbehandlingsløsning (A). Sagsbehandlingen foregår typisk ved at sagsbehandleren og borgeren mødes fysisk på sagsbehandlerens adresse, hvor sagsbehandleren manuelt dokumenterer forløbet af mødet i leverandørens løsning.

Markedet efterspørger digitalisering og automatisering af de manuelle processer i sagsbehandlingen. Leverandøren ønsker derfor at kunne tilføje (addere) en nyudviklet service (B) denne service indbefatter ud over sagsbehandlingsdelen også mulighed for at sagsbehandleren og borgeren kan holde møde via tele eller videokonference, der med “voice to mail” funktionalitet dokumenterer mødets aftaler mm. i sagsbehandlingsløsningen.”

Og så er det jo soleklart

Det sidste man så må spørge sig selv om er: Fungerer det så i praksis?

Og til det må svaret være, ja, det gør det faktisk.

Jeg har kendskab til adskillige nye servicer på aftalen – eksempelvis Dropbox.

Til gavn for naturligvis virksomhederne, men så sandelig også til gavn for det offentlige og i sidste ende os alle sammen som borgere, da det offentlige nu kan få indkøbt innovative og nyskabende servicer.

Dermed er det rent faktisk lykkedes SKI at strikke en it-aftale sammen, der:

1. tilgodeser de større og til en vis grad de mindre leverandører til det offentlige marked.

2. Sikrer,at nye innovative servicer kan adderes over en kontraktperiode på fire år.

Og det er da ikke så ringe endda.

Det vil blive spændende for alle os som følger blandt andet SKI fra sidelinien, om SKI kan fortsætte i dette spor, eller om det blot er en enlig “udbudssvale”.

Der har stået meget dårligt om SKI – Staten og Kommunernes Indkøbsservice – de seneste par år.

Kritikken har blandt andet gået på, at SKI kun har været for de store, i det man i flere tilfælde har sat nogle krav, der har været så høje, at det reelt kun er større virksomheder, der kan slippe igennem nåleøjet og overhovedet få lov til at byde.

Det er en kritik, som jeg mener er forholdsvis berettiget, og som SKI bør tænke på i sine fremtidige udbud.

Men SKI skal også have ros, når organisationen gør noget godt.

SKI genudbød somm måske vigtigste rammeaftale SKI 02.19 ASP/Cloud i december for et år siden.

Det er en gigantisk rammeaftale, hvor det offentlige har mulighed for at købe såkaldte ASP (Application Service Provider) og/eller cloud-servicer ind.

Måden, som aftalen blev skruet sammen på, gjorde, at både de helt store “usual suspects” som KMD og CSC selvfølgelig kom med på aftalen, men også, at en række mindre spillere især indenfor cloud-delen har fået mulighed for at komme på aftalen og dermed kunne sælge til det enorme offentlige marked.

I praksis foregår det ved at levere deres tjenester ind via en af de lidt større virksomheders servicesortiment, hvor de mindre spillere fungerer som partnere eller underleverandører.

Inden træerne vokser ind i himlen, skal vi huske, at det ikke er helt så enkelt, som det lyder, for de mindre spillere, da processen mod at blive en del af de større virksomheders sortiment godt kan være lang og snørklet.

For først og fremmest skal man jo have en service, der er egnet til det offentlige.

Derefter skal man finde en leverandør, der vil tage én under sine vinger inden for det område, som den mindre virksomhed opererer i.

Så skal man have forhandlet præmisserne og de økonomiske områder af, og så skal man jo også lige vinde en plads på rammeaftalen i SKI-udbuddet.

Den naturlige skepsis vil også være, hvordan kan det lade sig at gøre at udarbejde en offentlig rammeaftale, der formentlig skal køre i fire år i alt, på noget så agilt som ASP og cloud-servicer.

Der dukker jo hele tiden nye funktionaliteter og servicer op.

Er det ikke blot skønne spildte kræfter at ofre tid og ressourcer på at komme på rammeaftalen, for den er vel nærmest forældet inden den træder i kraft?

Her har SKI gjort en (for mig at se) genistreg.

Man har indført muligheden for det, som kaldes addition af nye servicer.

Grundtanken er, at hvis man har konkurrenceudsat en given service, så kan man få adderet en ny service, givet at denne service har en væsentlig del af den grundlæggede funktionalitet fra den allerede konkurrenceudsatte service med.

Forvirret? Ja det er ikke helt enkelt, men SKI har selv følgende eksempel:

“Leverandøren tilbyder en traditionel sagsbehandlingsløsning (A). Sagsbehandlingen foregår typisk ved at sagsbehandleren og borgeren mødes fysisk på sagsbehandlerens adresse, hvor sagsbehandleren manuelt dokumenterer forløbet af mødet i leverandørens løsning.

Markedet efterspørger digitalisering og automatisering af de manuelle processer i sagsbehandlingen. Leverandøren ønsker derfor at kunne tilføje (addere) en nyudviklet service (B) denne service indbefatter ud over sagsbehandlingsdelen også mulighed for at sagsbehandleren og borgeren kan holde møde via tele eller videokonference, der med “voice to mail” funktionalitet dokumenterer mødets aftaler mm. i sagsbehandlingsløsningen.”

Og så er det jo soleklart

Det sidste man så må spørge sig selv om er: Fungerer det så i praksis?

Og til det må svaret være, ja, det gør det faktisk.

Jeg har kendskab til adskillige nye servicer på aftalen – eksempelvis Dropbox.

Til gavn for naturligvis virksomhederne, men så sandelig også til gavn for det offentlige og i sidste ende os alle sammen som borgere, da det offentlige nu kan få indkøbt innovative og nyskabende servicer.

Dermed er det rent faktisk lykkedes SKI at strikke en it-aftale sammen, der:

1. tilgodeser de større og til en vis grad de mindre leverandører til det offentlige marked.

2. Sikrer,at nye innovative servicer kan adderes over en kontraktperiode på fire år.

Og det er da ikke så ringe endda.

Det vil blive spændende for alle os som følger blandt andet SKI fra sidelinien, om SKI kan fortsætte i dette spor, eller om det blot er en enlig “udbudssvale”.