Derfor ødelægger fuldmåne søvnen

Månesyge. Er det fakta eller ren indbildning, når nogle mennesker hævder, at de sover dårligere om natten, når det er fuldmåne?

Det satte en gruppe schweiziske forskere sig for at undersøge, og derfor tog de deres ti år gamle søvnundersøgelse frem. Over en periode på tre et halvt år havde de nemlig målt søvnmønstret hos 33 testpersoner for at se, om det varierede i forhold til køn og alder.

Efterfølgende kom de så til at tale om, at de måske kunne se på datoerne for målingerne og sammenligne dem med månefaserne for at se, om der var spændende informationer at hente der.

Og det viste sig, at der var noget om snakken, for EEG-målingerne af søvnrytmen og spørgsmål stillet til testpersonerne om kvaliteten af søvnen viste, at der skete noget i dagene omkring fuldmåne.

Det tog i gennemsnit fem minutter længere at falde i søvn, og søvnen blev forkortet med 20 minutter samlet set. Tilfredsheden med søvnen faldt i dagene op til og indtil nogle dage efter fuldmåne. EEG-aktiviteten, der målte på dyb søvn, faldt også med 30 procent.

Hvad forskerne registrerede, var, at melatoninniveauet for det første faldt i disse dage. Melatonin er det hormon, der har betydning for, hvornår man føler sig træt, og som sikrer, at man sover igennem. Bliver man udsat for lys om natten, f.eks. fra en LED-skærm, kan det derfor være sværere at falde i søvn, da melatonin­dannelsen i så fald bliver nedsat.

Dette niveau fandt forskerne også blev nedsat, når det var fuldmåne. Dog ikke på grund af Månens øgede lys, som man ellers kunne fristes til at tro. For at rense data for denne mulighed sikrede forskerne sig nemlig, at forsøgspersonerne sov i totalt mørke i søvnlaboratoriet.

Tyngdekraften ikke synderen

En anden tese, som de kunne afkræfte, var den, at Månens tyngdekraft skulle spille en rolle – ligesom den påvirker havene til flod og ebbe. Men dette kunne de også udelukke, da et menneske er for lille til at mærke tyngdekraften
– lige som der heller ikke er tidevand i små søer og floder.

Og så er der den psykiske del af det. For måske kunne man også tænkes at sove dårligere, hvis man forventer at blive holdt vågen af Månen. Men den udelukkede forskerne også, da de oprindelige målinger intet havde med Månen at gøre, og derfor kom den aldrig på tale under forsøget.

Tilbage stod det klart for forskerne, at mennesker, ligesom en del havdyr, er udstyret med en slags måneur i kroppen, nøjagtigt som vi har et indre ur, der styrer døgnrytmen. Forskerne mener, at det kan være et levn fra fortiden, da Månen synkroniserede mennesket til at yde sit bedste, når det kom til reproduktion. Og for havdyrs vedkommende har det været praktisk at kende tidevandene i jagten på føde.

Det lyder som en umiddelbart nem konklusion at komme frem med, og forskerne er da heller ikke selv indstillet på at slå to endegyldige streger under testens resultater.

De mener, der er masser at gå videre med ved at se på, hvor dette måneur rent faktisk sidder i hjernen, og hvordan det er skruet sammen molekylært og neurologisk.

Og så er nogle mennesker nok også en del mere sensitive over for månefaserne end andre.