Hvad får man, hvis man krydser en vild teori af fysikprofessor Holger Bech Nielsen med Ib Michaels magiske realisme? Ifølge Gyldendal en slægtskrønike, et kærlighedsdrama, en røverhistorie og en historisk-videnskabelig fortælling. Og det er faktisk meget præcist udtrykt.
Resultatet er gennemgående vellykket. Til tider faktisk superbt, men ikke uden smuttere og en noget ukontrollabel vildskab.
Titlen på Ib Michaels nye bog, ‘Himlen brændte’, henviser til Tunguska-hændelsen, der indtraf 30. juni 1908 i Sibirien, hvor en enorm eksplosion fældede henved 80 millioner træer i et område på et par tusinde kvadratkilometer.
Den gængse opfattelse er, at eksplosionen opstod, da en komet eller asteroide med en størrelse på 50-100 meter eksploderede i en højde af 5-10 km.
En lang række alternative teorier er dog fremsat, og til de allermest spekulative hører en tanke, fremsat af Holger Bech Nielsen og en skotsk kollega, om, at eksplosionen skyldtes en partikel af mørkt stof, opbygget af seks topkvarker og seks antitopkvarker.
Ib Michael og Holger Bech Nielsen mødtes i et radioprogram for to år siden, og her fik Ib Michael ideen til, at denne teori skulle være omdrejningspunktet for en roman – med Holger Bech Nielsen som figur.
Veloplagt og medrivende
Historien begynder i København i 2012, hvor 65-årige Irina Vasiljeva, uddannet på Niels Bohr Institutet af Holger Bech Nielsen, ligger for døden på et hospice.
Hun er barnebarn af Sergej Semjonov – en jæger fra Tunguska-området – og Nadja Vasiljeva fra den russiske overklasse med tætte forbindelser til zarfamilien i begyndelsen af 1900-tallet.
Sergej Semjonov er bror til Semjon Semjonov – en rigtig person, der har afgivet en øjenvidneskildring af Tunguska-hændelsen.
I en veloplagt og medrivende fortællestil hører vi om, hvordan Sergej og Nadja gang på gang mødes og skilles, og hvordan de på skift kæmper mod og for bolsjevikkerne.
Fortællingen om livets gang under og efter revolutionen er storslået. Jeg kom uvægerligt til at tænke på beskrivelsen af samme tid i de to første bind af Ken Folletts trilogi om det 20. århundrede, ‘Giganternes Fald’ og ‘Verdens Vinter’.
Sprogligt falder den sammenligning ud til Ib Michaels fordel, men uden Wikipedia ved hånden ved man ikke rigtig, hvor man har ham. Hos Follett er det lettere at skelne fiktion fra fakta.
Naturvidenskabelige smuttere
Naturligvis kommer vi tilbage til Tunguska, og til slut i bogen bliver der for alvor skruet op for den vilde fortælling. Sådan må det næsten være, når en vildt fabulerende Ib Michael skal overgå en vild teori af Holger Bech Nielsen, men her bliver vildskaben for meget.
De naturvidenskabelige elementer i romanen er gennemgående godt beskrevet. Et par ærgerlige smuttere har dog indsneget sig.
Der omtales en stjerne, der forbrænder helium til brint. Nej, den forbrænder helium til kulstof og oxygen. Et andet sted beskrives en asteroide, som kan blive indfanget af Jordens atmosfære – Jordens tyngdefelt havde været bedre.
De færreste læsere vil nok opdage disse skønhedsfejl, men de er ærgerlige, for Ib Michael lader til at have sat sig godt ind emnerne. I et appendiks kan man tilmed følge en mailkorrespondance mellem forfatteren og Holger Bech Nielsen i forbindelse med bogens tilblivelse – spændende læsning i sig selv.
Leave a Reply