Undersøgelse: Tagbeslag manglede på højhus, hvis tag blæste af

Årsagen til, at halvdelen af nyrenoveret tag kunne blæse af et højhus i Lyngby under en storm sidste år, har hidtil ikke været kendt. Nu viser en undersøgelse, som forsikringsselskabet Tryg har fået lavet, at taget tilsyneladende ikke var fastgjort ordentligt.

»Ingeniørfirmaet (der havde projekteret tagrenoveringen, red.) havde i projekteringsmaterialet skrevet, at taget skulle fastgøres ekstra godt i randzonen, og det er så vidt, vi kan se, ikke blevet gjort,« forklarer ingeniør Ole Vorm fra ingeniørfirmaet Wessberg A/S, der er en del af Norconsult, som har lavet undersøgelsen for Tryg.

Når man skal beregne vindbelastningen på et tag, opdeles det typisk i tre områder alt efter, hvor vindbelastet det er: Hjørnezoner, randzoner og midterzoner. Randzonerne er langs tagets kanter, hvor vinden kan få godt fat, og hvor fastgørelsen derfor er afgørende.

På grund af den manglende fastgørelse kunne stormen 28. oktober sidste år suge de yderste brædder på taget af, og derefter fik vinden frit spil, fortæller Ole Vorm.

»Når først der kommer hul et sted, så kommer der endnu større belastning på taget, fordi der udover sug fra ydersiden nu også kan bygge sig et overtryk op under tagbeklædningen. Når større flader af bræddebeklædningen begynder at rive sig fri, bliver resten af tagkonstruktionen belastet på en måde, som det er ikke er beregnet til at kunne holde til, og så trækker det hele taget ned.«

Det ni etager høje Søjlehuset blev opført på Lehwaldsvej 3 lige op ad Lyngby S-togstation i 1962. I 2011 blev det oprindelige bølgeeternittag pillet ned, og oven på den oprindelige tagkonstruktion blev der lagt et undertag af bræddebeklædning og derpå tagpap.

Selv om taget blev gjort tættere og dermed mere udsat for vindens sug og tryk, blev hverken den underliggende konstruktion eller vedhæftningen mellem tagkonstruktionen og bygningens betontag forstærket.

»Den opgave, vi udførte i 2011, var blot at udskifte eternitplader med brædder og tagpap. Vi var slet ikke nede og røre ved den oprindelige spærkonstruktion og forankringerne. Og det ser ud til, at det er hele taget – både den øverste del og spærkonstruktionen – der er revet ned, så jeg vil tro, at det er forankringerne, der ikke har kunnet holde til vinden.«

»Men om det skyldes, at vinden var kraftigere, end man har regnet for, eller om forankringerne var for svage, kan man ikke vide endnu,« forklarede direktør Flemming Hagen fra Klaus Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S, som havde projekteret tagrenoveringen, til Ingeniøren dagen efter, taget var faldet ned.

Allerede i 1980’erne begyndte Statens Byggeforskningsinstitut ellers at advare om, at lette tage med såkaldte stolkonstruktioner, som der var tale om på Søjlehuset, i mange tilfælde manglede en forsvarlig vedhæftning både mellem fodrem og det øverste betondæk og mellem spær og fodrem.

Wessberg A/S har ikke undersøgt, om taget burde have været forstærket, da man lagde et nyt og tættere tag på i 2011. Men ifølge direktør Martin Skou Heidemann fra entreprenørfirmaet Skou Gruppen, som udførte tagrenoveringen, havde hverken entreprenører eller rådgivere mistanke om, at tagkonstruktionen kunne være for dårligt fastgjort.

»Vores entreprise gik kun ud på at fjerne de gamle eternitplader og så lave et nyt tag af brædder og pap. Så vores del af entreprisen gik overhovedet ikke ud på at undersøge, om de der spær sad ordentligt fast ned i betonen. Det havde vi ikke en pind med at gøre,« siger han.

Umiddelbart virkede tagkonstruktionen desuden solid. Det var først, da han dagen efter stormen inspicerede taget sammen med sine folk og den rådgivende ingeniør, at de kunne se, at det ikke var tilfældet.

»Båndene var en slags fladstål. Omkring tre cm bredt og cirka 20 cm langt. I den ene ende var det gjort fast på spæret, og i den ende var det som om, nogen havde klippet op i enden af det og vredet det til hver sin side. Der var en lavet en lille udsparing i betondækket, og så havde man stukket dette jernbeslag ned og så lige hældt lidt mørtel rundt om. Det var ikke nogen imponerende fastgørelse ned i betonen. Det må jeg sige.«

»Da vi så det efter, det var gået galt, fik vi et chok over, hvor dårligt det faktisk var gjort fast i betonen. Der skulle selvfølgelig have været et kraftigt BMF/Simpson-beslag og et limanker ned i. Men undervejs i byggeriet havde vi overhovedet ikke haft nogle indikationer af, at der skulle være noget i vejen med det. For tagkonstruktionen og spærene virkede ikke løse eller slaskede på nogen måde.«

I Martin Skou Heidemann øjne er den svage fastgørelse hovedårsagen til, at halvdelen af taget faldt ned under stormen. Han giver ikke meget for konklusionen fra Wessberg A/S, der mener, at svigtrækkefølgen begynder med den ikke tilstrækkeligt fastgjorte bræddebeklædning i tagets randzone.

»Det kan jeg fuldstændigt afvise. Det er noget sludder og vrøvl. Det var ikke bare brædderne, der blev suget af spærene, men spærene, der blev suget op af betonen. Hvis det der var rigtigt (at det kun var brædderne, der ikke var fastgjort ordentligt, red.), så skulle spærene jo stå tilbage deroppe. Og det gjorde de ikke. Der var intet tilbage deroppe.«

Undersøgelsen fra Wessberg A/S ligger nu hos Tryg, som skal afgøre, om de vil gøre noget videre i sagen, fortæller storskadetaksator René Stougaard.

»Undersøgelsen fra Wessberg peger på, at årsagen til, at tagkonstruktionen kunne løsne sig, er, at der ikke var brugt det antal fastgørelsesbeslag, som ingeniørerne havde projekteret. Vi vil nu nærlæse rapporten, inden vi tager stilling til, om der er grundlag for at rejse krav mod dem, som har stået for fastgørelsen af taget,« siger han til Ingeniøren.