Spildesignerne har gjort det langt lettere og ikke mindst mere fleksibelt at designe sine egne huse.
Det første The Sims udkom for godt 14 år siden – siden da er spilserien vokset til et regulært fænomen, hvor en stor, dedikeret fanskare verden over dagligt udlever deres fantasier, drømme og mareridt.
Der findes et helt særligt øjeblik for alle The Sims-spillere, hvor de for første gang forelsker sig i spillet og ikke mindst i deres simmere. Det mener i hvert fald Lyndsay Pearson, der er Lead Producer på The Sims 4, som de seneste par år har været under udvikling hos EA Maxis i forstaden Redwood nær San Francisco.
For Lyndsay Pearson indtraf det øjeblik allerede første gang hun prøvede det oprindelige The Sims spil, og ved et uheld formåede at få sin simmer til at sætte ild i sig selv i forsøget på at lave morgenmad.
“Det er pudsigt, at det var en dårlig oplevelse, der fik mig til at elske The Sims. Aldrig før havde et spil gjort mig så irriteret så hurtigt, og jeg måtte bare finde ud af, hvordan jeg kunne få mine simmere til at få det bedre og blive gladere. Jeg fornemmede, at mine simmere havde brug for mig,” fortæller hun.
Will Wright bygger hus
The Sims er i sin oprindelige inkarnation udsprunget af spildesigneren Will Wrights (SimCity) arbejde med at genopbygge sit eget hus efter en brand. Dette udviklede sig til en spilidé om det at bygge et hus – selve gameplay- eller simulationselementerne kom først til senere.
En Simmer kan ved at spille for eksempel piano følelsesmæssigt påvirke andre Simmere i både positiv og negativ retning – alt efter hvor godt han spiller.
Som spil byggede The Sims videre på nogle af de samme mekanismer, som fandtes i netop SimCity. Rent teknisk handlede det især om at opbygge et miljø og et liv omkring sine virtuelle alteregoer og figurer, og The Sims er ikke uden grund blevet betegnet som et digitalt dukkehus – i både positiv og negativ betydning.
Som fænomen endte The Sims, fortsættelserne og ikke mindst de rigtig mange udvidelsespakker med at blive en stor succes, og det skyldes ifølge Lyndsay Pearson især det fællesskab, der omgiver spillet og de muligheder det giver for at udleve til tider endda meget personlige historier i spillets verden.
“Jeg elsker at tale om The Sims, og jeg holder meget af de historier, som jeg hører fra spillets fællesskab. Jeg har hørt flere historier om spillere, der enten har mistet deres nærmeste eller har familiemedlemmer, der er syge, som bruger spillet til at genskabe situationerne og komme til tåls med dem. Med The Sims 4 får simmerne følelser, og troværdigheden bliver større, så spillerne får endnu flere muligheder for at fortælle nogle historier, de hidtil ikke har kunnet,” fortæller Pearson.
Simmerne lægger guldæg
Det interessante ved The Sims som spilserie er imidlertid, at en ny udgivelse i serien på en og samme tid er et teknologisk skridt frem og et indholdsmæssigt skridt tilbage.
Teknisk føles The Sims 4 derfor tilfredsstillende i forhold til at designe sin egen simmer helt ned til gangart og en krop, der på det nærmeste kan modellers frit. Spillets implementering af et følelsessystem udmønter sig i en rigere spiloplevelse, og selve konstruktionen af huse er blevet langt mere intuitiv. Men det er også et spil, der ikke blot føles mindre end forgængeren – det er mindre.
Det skyldes den bagvedliggende forretningsmodel, som har gjort The Sims-serien til ikke bare et guldæg, men en regulær guldhøne, for spiludgiveren Electronic Arts.
The Sims 4 skal nemlig mest af alt betragtes som en ny teknologisk platform, som løbende vil blive ekspanderet gennem udvidelsespakke på udvidelsespakke – og Electronic Arts har absolut ingen fine fornemmelser i forhold til genbrug af koncepter.
På den måde er der for eksempel udkommet en udvidelsespakke med kæledyr til alle tre tidligere spil i serien, og en lignende udvidelse er ganske givet allerede planlagt til The Sims 4.
Leave a Reply