På eftermiddagens første GOTO-foredrag legede Troels Richter og Aino Vonge Corry good cop / bad cop med henholdsvis en positiv og en negativ case story om agile processer, inspireret af Dave Thomas’ blogindlæg i foråret om “Agile is dead (long live agility)”.
Jeg synes, det er positivt, at der er opstået et mere nuanceret billede af, hvad agil udvikling betyder, og hvordan man praktiserer det, siden de første bleeding-edge indlæg på konferencerne for 10 år siden. Der er ingen tvivl om, at Agile er blevet en storindustri, hvor der tjenes mange penge på certificeringer og kurser, og at det i sig selv bør være et advarselstegn.
Essensen af at lykkes med agil udvikling er stadig noget med mennesker og kommunikation. Og hvis regler og processer er kommet til at overskygge det, så er det på tide at reflektere. Troels’ indlæg var måske lige ved at kamme over med glade stemningsbilleder af et lille team hos Trifork på teambuildingøvelser med kunden; kan man overhovedet mislykkes uanset proces, hvis man tager fem dygtige udviklere og et klart mål og sætter dem sammen??
Mange af de udfordringer, jeg har hørt om på andre foredrag i dag handler om, hvor svært det bliver, når man pludselig mangedobler antallet af udviklere og halser efter et bevægeligt mål. Her giver Ainos pointe om at stille spørgsmål, også på metaplanet, god mening; at være i en løbende diskussion om brugbarheden af de processer, man har; om de bidrager eller det modsatte.
Det er ikke kun selve softwareudviklingen, der må være en iterativ proces, også processen må vi iterere over. Det er altså en læringsproces. Ikke som i 1-2-3-nu-kan-vi-Scrum, men ved at vi i fællesskab observerer, reflekterer og eksperimenterer. Idéen om “Den lærende organisation” var stor i 90′erne, men måske skulle vi trække den op af skuffen igen? Et eller anden skal alle konsulenterne vel tjene deres penge på…
Leave a Reply