Kronik: Vandmiljøplanerne skader miljøet og naturen

Inden Ingeniørens læsere falder i svime over at vandmiljøplanerne er ved at virke – i det mindste ved at iltsvindet ikke breder sig yderligere – vil jeg tillade mig at besvare nogle simple spørgsmål: Hvad har det kostet? Og har det været pengene værd?

Min bundlinje er følgende: Den danske vandmiljøindsats har været alt, alt for dyr. Den har ikke givet særligt meget dansk miljø for pengene, og det værste er, at indsatsen samlet set har været direkte skadelig for miljøet og naturen.

Normalt beregner man omkostningerne ved en given miljøpolitik som de direkte udgifter for de producerende erhverv og forbrugerne til miljøteknologiske foranstaltninger. Det er imidlertid kun toppen af isbjerget. De store omkostninger er offeromkostninger = prisen for at udelukke andre muligheder. I dette tilfælde dansk erhvervslivs, især landbrugets, muligheder for at øge sin produktion og afsætning i takt med markedets behov.

For den danske biologiske produktion har VMP’erne (bortset fra den første, som var OK) kostet en halvering af omsætningen i forhold til de markedsmæssige muligheder, så i stedet for en primærproduktion på 160 milliarder kr. pr. år med tilhørende gearing til eksport har vi nu en på beskedne 80 mia. kr. pr. år.

Som to groteske eksempler på muligheder, vi har udelukket, kan jeg nævne havbrug og optimal gødskning.

• Nulenergi-havbrug til opdræt af ørreder i åbne strømrige farvande med masser af plads til fiskene, som oven i købet har havudsigt, er blandt fagfolk anerkendt som en af de mest miljø- og dyrevenlige animalske produktionsformer overhovedet. Vi kunne med den rigtige miljøforvaltning i dag have haft 40 flotte moderne offcoast-havbrug med en samlet produktion til på 120.000 tons fisk pr. år til en værdi af op imod 5 mia. kr.

• Dansk landbrug taber hvert 1-3 mia. kr. på bundlinjen, fordi landmændene i modsætning til vores naboer er tvunget til at sulte planterne. Det giver for lavt udbytte og for lavt proteinindhold i kornet og derfor alt for lav indtægt.

Men noget har vi da fået for pengene? Ja, vi har fået lidt renere søer, fjorde, kyster, indre danske farvande og Østersø end ellers. Men hvor meget?

Jeg vil nu koncentrere betragtningerne om de åbne indre danske farvande. Ikke fordi søer, fjorde og kyst ikke også er vigtige, men disse vandområder er meget forskellige og kræver en individuel behandling. Og fordi forholdene i de åbne farvande og Østersøen er en af hovedgrundene til den politiske opbakning bag vandmiljøplanerne.

Der er to hovedvirkninger af N-reduktionen i de åbne indre danske farvande. Sigtdybden er knap 10 centimeter højere, end den ellers ville have været, og iltsvindsarealerne er lidt mindre, end de ellers ville have været.
Nøgletallet for iltsvind, baseret på DHI’s beregninger med den nationale økologiske farvandsmodel:

Ændring i iltsvindsarealet (< 5 mg/l) pr. 1000 ton N reduceret er lig med 800 hektar.

Den samlede virkning af alle vandplanernes reduktion af N-belastningen til de åbne indre danske farvande er skønsmæssigt 40.000 ton, svarende en samlet iltsvindsformindskelse på 32.000 hektar. Det skal ses i forhold til, at iltsvindsarealet nu er ca. 1.300.000 hektar.
Den samlede bruttoomkostning ved dette er ca. 150 mia. kr. pr. år i mistet eksport lig med 5 mio. kr. pr. hektar. Ved en overskudsgrad på 10 pct. svarer det til 500.000 kr. pr. hektar iltsvind pr. år.

Det står enhver frit at vurdere, om knap 10 centimeters sigtdybde og 3 pct. mindre iltsvindsareal er pengene værd. Jeg synes det ikke.

Selv om virkningen er lille og dyr, ser den isoleret set ud til at have haft den rigtige retning. Men det er en snæversynet betragtning.

Der er ikke produceret og forbrugt et eneste kg svin og ørred eller et eneste ton korn mindre, fordi vi ikke har produceret det i Danmark. Produktionen er uden undtagelse eksporteret til andre lande med lavere miljø- og klimaeffektivitet og tilsvarende højere belastning. Mest uansvarligt, når produktionen flyttes til Polen eller Rusland og derfor alligevel belaster Østersøen.

Den forkerte miljøpolitiks direkte konsekvens er eksport af miljø- og klimaproblemer til andre lande og dermed en samlet forøgelse af de regionale og globale miljø- og klimaproblemer.

Den meget ringe omkostningseffektivitet i den gennemførte politik er imidlertid ligeledes stærkt skadelig for naturen og miljøet, idet pengene i stedet kunne have været anvendt på konkrete, målrettede aktiviteter, der her-og-nu gavner miljøet.

Som eksempel kan jeg nævne, at det største problem for naturen i Danmark er manglende plads. De fleste er enige om, at vi har brug for at udlægge noget, der svarer til 10 pct. af Danmarks areal som ægte naturområder = 400.000 hektar.

Det koster med dagens jordpriser (150.000 kr. pr. ha.) 60 mia. kr. i engangsudgift, et beskedent tal i forhold til den årlige nettoomkostning på 15 mia. kr. ved at forhindre iltsvindsarealet i at brede sig.

Så hvis man virkelig skal gøre noget for naturen, skal man aftale med landbruget, at det får mulighed for at producere til markedet, mod at kompensere med et landbaseret målrettet opkøb af potentielle naturarealer på land til erstatning for det areal, man lægger beslag på i havet.

Ja, det er meget godt, hvad så med N-belastningen? Den skal da ned til det acceptable niveau. Jo gerne, men det afgørende er, hvor hurtigt og hvor billigt det sker.

Den danske miljøregulering af kvælstof har været fortvivlende ringe. Den har været baseret på et fejlagtigt princip, nemlig inputregulering, som har medført en alt for dyr proces med forbud, detailstyring og kontrol.

Reelt har man derved holdt kvælstofbelastningen nede ved at mobbe landbrugsproduktionen ud af Danmark. Men denne miljøchauvinistiske tilgang forværrer som nævnt de samlede miljøproblemer.

Natur- og landbrugskommissionen har erkendt, at reguleringen skal laves om til outputregulering, som vil sikre den billigst mulige opnåelse af målene. Men det er endnu vigtigere, at reguleringen indrettes, så man løber med den teknologiske udvikling og ikke strammer kravene hurtigere, end den biologiske produktion i Danmark kan opretholde sin fulde lønsomhed og konkurrenceevne.

Det vil så tage lidt længere tid at få dele af vandmiljøet på plads, men hvad så? Vi lever nok endda, og den arbejdsløse slagteriarbejder vil klart hellere have et job her og nu end nogle bundarealer i Kattegat med flere kræ.

Mange af de tjente penge kan efter aftale pløjes tilbage i målrettede og synlige naturtiltag som f.eks. naturarealer og stenrev. Naturen kan sagtens få det bedre, selv om N-udledningen i en periode stagnerer eller stiger noget.

Det er ikke for sent at lægge kursen om til en ny vandmiljøpolitik, hvor det erkendes, at økonomisk vækst og velstand er den afgørende forudsætning for et godt miljø og en smuk natur.