Lad os tage de dårlige nyheder først: Iltsvindet i Østersøen er nu vokset til at dække et område svarende til halvanden gange Danmarks landareal, flere steder er udledningen af næringsstoffer steget de seneste år, iltniveauet har aldrig været lavere, og enhver udsigt til bedring overskygges hurtigt af en frygt for temperaturstigninger.
Alligevel er havbiologer rundt om Østersøen glade. Hvorfor?
Jo, med et nyt analyseværktøj har forskerne gennemgået miljødata for de åbne dele af Østersøen samt Kattegat helt tilbage til 1901, og for enden af den voksende kurve af næringssalte, alger og bekymringer er der faktisk udsigt til, at udviklingen – trods den elendige sigtbarhed – vender.
»Vi er slet, slet ikke i mål endnu, og vi bør ikke sætte os ned og nyde sejren, for det bliver ikke nemt herfra. Men vi kan glæde os over, at det er lykkedes os over en bred kam at sænke udledningerne, og nu begynder vi at se resultaterne,« siger forskningschef hos miljøforskningsinstituttet Niva Danmark, Jesper H. Andersen.
Han står bag analysen, der bliver offentliggjort på et møde hos Dansk Selskab for Marinbiologi i aften.
Et særligt lyspunkt er, at algeopblomstringerne i de åbne danske farvande er mindsket de seneste år, især i Kattegat, som er det farvand, hvor miljøtilstanden er forbedret klart mest de seneste år.
Det hænger især sammen med, at både danskerne og svenskerne har skruet ned for kvælstofudledningerne.
»Tiden er nok ikke inde til at uddele medaljer, men skulle man alligevel gøre det, så skal danske landmænd have en chokoladeguldmedalje, fordi de som de eneste i landene omkring Østersøen og Nordsøen har skåret udledningen ned med 50 procent,« siger Jesper H. Andersen.
Men han skynder sig at tilføje:
»Medaljen giver bare en dårlig smag i munden, når man kigger på de danske fjorde, hvor iltsvind stadig er meget udbredt. Her falder skylden nemlig tilbage på landbruget.«
I år blev Limfjorden f.eks ramt af det værste iltsvind i 15 år, der slog bunddyr, inklusive muslinger, ihjel.
Ifølge Jesper H. Andersen er det nu afgørende, at Østersølandene holder hinanden op på de miljømål, som der blev aftalt på ministermødet i Helcom sidste år.
»Hvis miljøtilstanden i Østersøen skal forbedres, så er det i høj grad andre lande end Danmark, der skal nedbringe udledningerne, mens vi selv har ansvaret for vores egne fjorde og lukkede kystvande,« siger han.
Ikke bedre, bare ikke værre
Kigger vi nærmere på miljøtilstanden i de enkelte farvande, så er det de danske farvande, der viser den mest tydelige fremgang, mens der er tale om tilbagegang eller stilstand i udbredelsen af iltsvind i Arkonabassinet, Bornholmerbassinet, Den Botniske bugt, Det Botniske Hav og Den Finske Bugt.
En anden af rapportens forfattere, professor Jacob Carstensen fra Aarhus Universitet, er også glad for de små positive tegn i analysen. Eller som han siger:
»Iltsituationen i Østersøen er egentlig ikke blevet bedre. Den er bare ikke blevet værre. Men vi formoder det begynder at ske nu.«
Som at vende en supertanker
At vende udviklingen er dog ligesom at vende en supertanker, konstaterer Jacob Carstensen. Østersøens vand bliver nemlig først skiftet ud i løbet af 30 år, da det er et ret lukket farvand, og havbunden har ophobet store mængder næringsstoffer, der langsomt bliver frigivet over ‘væsentligt flere år end 30’.
Netop det problem blev dokumenteret af forskere ved Syddansk Universitet for nylig. De mener, at udledningerne i f.eks. Odense Fjord skal begrænses yderligere, fordi indholdet af organisk stof på havbunden stadig er højt og løbende lækker til vandet.
»Det er fortidens synder, vi stadig ser bidrage til iltsvindene, og de skal med i regnskabet, når vi vælger at skrue ned for udledningerne,« siger han.
Klimaændringer lurer
Og så er der den store joker: Temperaturstigningerne.
De seneste år har forskerne målt stigende temperaturer ved havbunden, og den trend ventes at fortsætte med tre til fire graders stigning de næste 100 år. Højere havtemperaturer vil øge omsætningen på bunden, og det koster ilt. En tommelfingeregel siger, at én grads stigning giver 10 procent højere omsætningshastighed.
Et andet problem er, at opløseligheden af ilt i vandet falder med overfladevandets temperatur. Sagt på en anden måde: Mindre ilt bliver transporteret ned til bunden, hvis temperaturen stiger.
»Jo højere temperaturer, jo mere skal vi skrue ned for udledningerne af næringsstoffer for at undgå iltsvind. Men det er en politisk beslutning,« siger Jacob Carstensen.
Leave a Reply