Uvisheden om, hvor voldsomt et regnvejr vil blive, er et af de største handicap, spildevandsfolk står over for, når regnen plasker ned som over København og Midtjylland i de sidste par uger.
»Det er fuldstændig essentielt at vide, om vi står over for regnmængder, som systemet er designet til at håndtere, eller en ekstremhændelse. Hvis det er en regn, der ligger inden for designgrænsen, forsøger vi at begrænse overløb så meget som muligt. Men hvis det pludselig viser sig, at der falder så meget vand, at der er tale om ekstremregn, så ændres strategien til bare at skulle have vandet væk. På det tidspunkt har vi imidlertid fyldt afløbssystemet helt op. En yderligere komplikation er, at vi skal have myndighedernes godkendelse, hvis vi skal tømme systemerne, før regnmålere på jorden beviser, at der er tale om ekstremregn,« fortæller projektleder Jesper Bandsholm Thyme fra Hofor.
I dag bliver forsyningerne sjældent advaret om skybrud, før vandet plasker ned, men inden for nogle måneder lancerer DMI en model, der forbedrer prognostiseringen af skybrud.
Men skal spildevandsfolkenes ambitioner om at blive bedre til at beskytte deres kunder mod oversvømmelser og forurening gå i opfyldelse, kræver det meget mere end bedre forudsigelser, fortæller lektor Michael R. Rasmussen fra Aalborg Universitet.
»En ting er have gode forudsigelser om, hvad der vil ske. Derudover skal du både have meget information om, hvad der sker i dine systemer, når vandet begynder at strømme ned, og så skal du have nogle håndtag, du kan dreje på, for at styre vandet. Ellers er det jo ubrugelig viden.«
I dag kan det nemlig i sjældne tilfælde ske for spildevandsforsyningerne, at de mister overblikket over, hvor vandet flyder hen under ekstremhændelser, erkender Jesper Bandsholm Thyme.
»Under normal drift måler vi trykhøjder, niveauer, og hvornår regnsvandsbassinerne er ved at være fyldte. Men under ekstremhændelser som 2. juli 2011 kan opstuvende vand og lyn sætte en del af sensorudstyret ud af spillet.«
Store informationsmængder
Derfor står forsyningerne med en udfordring, der består i at hente mere information ud af det udstyr, de i forvejen har monteret, og montere endnu flere sensorer, mener Michael R. Rasmussen.
»Hvis man skal kunne styre vandet rundt i systemet, så kræver det rigtig, rigtig meget information, og det er langtfra alle spildevandsforsyninger, der har de systemer i dag,« siger han.
De mange sensorer kan imidlertid udgøre et problem i sig selv, forklarer Michael R. Rasmussen.
»Forestil dig, at du måske har tusind sensorer i sådan et system, som på en eller anden måde skal fortælle dig sandheden om tilstanden i dit system. Men hvordan finder du af, om de måler rigtigt eller forkert? Og hvordan vil du kompensere for den manglende information? I det værste tilfælde går strømmen, og dine centrale installationer går ned, og hvad gør du så? Derfor er redundans, sikkerhed og kvalitetskontrol helt centralt, når man går over til denne type styring.«
Projektchef Morten Rungø fra DHI, som leder det nystartede projekt ‘Smart realtidsstyring af vandsystemer’, erkender, at der er store udfordringer, men han mener også, at de vil kunne håndteres.
»Det er meget vigtigt, at de nye systemer bliver implementeret med en tilbagefaldsstrategi. Men i andre brancher har man i årevis baseret sig på automatisering og styrbarhed – eksempelvis på rensningsanlæggene. Der vil være sensorer, der står af, og det vil koste noget, men erfaringen er, at de samlede fordele er større end ulemperne. Desuden er vi nødt til at gøre noget, for vi har ikke råd til bare at udbygge kloakkerne, selv om der kommer mere vand.«
Etiske udfordringer
Realtidsstyringsprojektet i Aarhus kører til 2017. I løbet af den tid forventer Morten Rungø, at man kan udvikle en terrænmodel, der kan modellere vandets afstrømning på overfladen og analysere sig frem til, hvordan kloakken skal ændres.
»I Aarhus har man allerede en del styrbarhed i kloakkerne. Men det skal være bedre, så man f.eks. kan flytte vandet mellem bydelene. Desuden skal vi have styr på vandet på overfladen. Det kunne eksempelvis være lukbare nedløbsriste, så man kan forhindre, at regnvandet trænger ned og bliver blandet med spildevandet for derefter at komme op på overfladen et andet sted.«
Hvis forsyningerne bliver meget bedre til at styre, hvor vandet bevæger sig hen, venter der imidlertid etiske udfordringer:
»Så skal man vurdere, hvilken del af byen man helst vil have oversvømmet. Der kan man selvfølgelig tage en beslutning baseret på, hvor den samfundsøkonomiske omkostning vil være mindst, men spørgsmålet er, om det er rimeligt eller ej, at man pådutter folk et problem, som de er uden skyld i, og som de ikke havde i forvejen. Man skal gøre sig klart, at der stadig er nogle, der kommer til at betale en regning et sted, og at de måske skal kompenseres,« siger Michael R. Rasmussen.
Leave a Reply