Man kan vel sige, at verdens vilje til at hjælpe klimaet peakede i København. Året var 2009, og vi var værter for klimatopmødet COP15. Den amerikanske præsident Barack Obama ankom spektakulært, verdens topledere var klar i Bella Center. Ngo’erne var optimister. Nu var muligheden der for, at verdens nationer kunne løfte menneskets støvle fra Jordens brystkasse og gå sammen om en bindende plan for at reducere vores udledning af kuldioxid.
Det hele endte som bekendt skuffende med den såkaldte Copenhagen Accord, som banalt set handler om, at underskriverne indrapporterer egne CO2-mål. Efterfølgende vil det blive evalueret, hvem der lever op til deres mål, og hvem der ikke gør. Det er ikke en stor overdrivelse at hævde, at billedet af mødelederen – en udmattet Lars Løkke på vej ind i en befriende REM-søvn – er selve sindbilledet på udviklingen herefter i det internationale klimasamarbejde.
Mexico i 2010, Durban i 2011, Dohan i 2012 og helt aktuelt det seneste COP19 møde i Warszawa dokumenterer, at de verdensomspændende klimatopmøder har udviklet sig til ikke-begivenheder uden reelle fremskridt. Mødet i Polen vil måske blive husket for udvandrende ngo’er. Ellers ingenting.
Siden København er det bare gået ned ad bakke. Intet afgørende er sket, og tiden er kommet til at stoppe møderne. Der skal et mirakel til at få verdens nationer til at nå til enighed.
Mellem hvert møde skifter lande regeringer og politik, så venner fra seneste møde pludselig er modstandere. Australien var klimastrammer i København, i Polen er landet CO2-slapper. Japanerne melder om stigende udledning af drivhusgasser, da a-kraftværkerne bliver trukket ud af energiforsyningen, og landet kan end ikke leve op til Kyotoaftalen fra 1997. Kulkraftværker bliver opført overalt på kloden, for der er rigeligt sort energi, og den er billig sammenlignet med grøn strøm.
Det gør mere skade end gavn, når vores politiske ledere for enhver pris oversælger COP-mødernes pauvre resultater, for det er utroværdigt. En træthed indfinder sig i befolkningerne, og det i princippet vigtige topmøde bliver ignoreret. Som det blev cementeret i Polen, hvor mediedækningen vel var på sit hidtil laveste niveau. Vi må sætte noget andet i stedet, hvis vi skal videre i arbejdet for at genoprette verdens klimabalance.
Svaret er ikke dansk enegang. Vi har ikke råd, det koster konkurrencestyrke, og pengene skal komme et sted fra. Verden bliver ikke et bedre sted af, at Danmark styrker egen moral og svækker sig selv. EU må være den kampplads, hvor vi bruger kræfterne og arbejder for fælles europæiske mål. Alliancen med svenskerne, tyskerne og briterne er åbenlys, og den første nation, vi sammen skal i dialog med, er det store, klimauvenlige COP-værtsland, Polen. Enighed i EU kan vi bruge til noget. Vi fordeler omkostningerne og kan reelt forbedre klimaet. Måske kan vi efterfølgende indkorporere klimastandarder til lande, der gerne vil have associeringsaftaler med EU.
Koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger, trods binding i oceanerne, nu med cirka 2 ppm årligt og passerede i maj 400 ppm. Før industrialiseringen var den 280 ppm. Vi skal lægge vores kræfter, hvor det betyder noget. Ikke på COP-møderne.
Leave a Reply