Biennale i Venedig: Er moderne arkitektur en hul skal?

Venedig
Allerede indgangspartiet til den centrale udstillingsbygning på årets Venedig Biennale illustrerer pointen:

Et grandiost rum med et kuppelformet loft dekoreret med guld og malerier fra 1909 af den italienske kunstner Galileo Chini. Under det hænger et moderne loft som det, de fleste kontorbyggerier nu er udstyret med, komplet med udsugningsrør og plads til kabler.

Den æstetiske kontrast mellem de to lofter kunne ikke være meget større. Som et stykke pap sat op ved siden af et kunstværk.

Og moderne arkitektur risikerer at blive netop pap-arkitektur, hævder Rem Koolhaas, hollandsk stjernearkitekt og kurator på årets biennale. For nutidens bygninger skal gemme på så meget teknologi og isenkram, der ligger bag lofter, gulv og vægge, at den i sig selv er blevet en hul skal.

Som årets kurator har Rem Koolhaas derfor sat nogle klare spilleregler op for biennalen. I år skal det handle om arkitektur – ikke om arkitekterne selv. Hvor er arkitekturen kommet til? Og hvad og hvem sætter standarderne? I hans terminologi hedder det ‘Fundamentals’, og det emne har fået to underafdelinger: ‘Absorbing Modernity 1914-2014’ og ‘Elements of Architecture’.

De fundamentale elementer

Rem Koolhaas har kurateret hovedudstillingen i samarbejde med Harvard Graduate School of Design, og her er det vitterligt arkitekturens fundamentale elementer, der bliver gennemgået: lofter, vinduer, vægge, trapper, døre, gulve, toiletter …

Også den historiske gennemgang af dørhåndtag, toiletter, vægge og vinduer er interessant. Igen er sirligt snedkererede vinder sat over for det glaspanel, der nu udgør et vindue i mange moderne byggerier – også i Rem Koolhaas’ egen arkitektur. Kunstfærdigt ornamenterede håndtag fra en anden tid er nu erstattet af et stykke masseproduceret metal. Selv ildstedet kan nu være varmespots som dem, der er sat op her af et hold fra MIT. De bliver aktiveret af sensorer og dirigeret hen til de personer, der opholder sig i rummet.

Også facader, tag og elevatorer er i fokus, og her er kræs for ingeniører. Elevatorproducenten Otis har for eksempel sammen med blandt andet Eindhoven University of Tech­nology Robotics arbejdet på et system, der gør det muligt for elevatorer at bevæge sig horisontalt såvel som vertikalt. Unødigt at nævne, at også dén opfindelse vil ændre arkitekturen. Man kan blot forestille sig, hvilke former skyskrabere fremover vil kunne få.

Ironisk kommentar

300.000-400.000 mennesker kommer hvert år til Venedig alene for at se, hvad verdens lande byder på af kunst og arkitektur lige nu.

Danmark har deltaget siden 1895 og har siden 1932 haft sin egen pavillon. Siden 1980 har der været afholdt arkitekturudstilling i de lige årstal.

De fleste nationale pavilloner ligger i Giardini-området. Arsenale – der bl.a. huser en 300 m lang gammel rebfabrik – er et andet stort udstillingsområde.

Biennalen er åben til 23. november. Tjek hjemmesiden labiennale.org for mere info om de enkelte pavilloner.

De 65 lande på biennalen har på hver deres pavillon fortolket modernitet og giver interessante modspil til hovedudstillingens tema.

Den spanske pavillon koncentrerer sig om modernistiske interiører og viser eksempel på eksempel på, hvordan armeret beton kan skabe smukke, offentlige rum. I den chilenske pavillon er indgangen indrettet som en kopi af en bolig i en betonblok. Lyserøde vægge, små blondeduge på skænken og fotografier af familiemedlemmer; et hyggeligt hjem – og som en kontrast til betonblokkens knap så indbydende ydre.

Men den russiske pavillon er the talk of the town på årets biennale. Den gør nemlig tykt grin med både arkitekturen og arkitekterne. Den kontroversielle pavillon er lavet som en replika af den årlige ejendomsmesse Mipim i Cannes, hvor arkitekter, bygherrer og entreprenører mødes for at indgå aftaler. Ved den første bod kan man vælge, hvilken form ens bygning skal have. Det er også muligt at købe en grøn strategi for byplanlægning eller et russisk sommerhus. Altsammen serviceret af russiske unge kvinder klædt ud som stewardesser.