Sveden hagler af min pande, min højre arm er stort set følelsesløs, og jeg mærker mit hjerte hamre. Hårdt.
På en tredje sal i en lejlighed i Birkhøjterrasserne i Farum Midtpunkt ligger jeg på knæ med en 11 kilo mejselhammer med trykluft og forsøger at banke miljøgiften PCB ud af den rå beton.
Iført en kæmpe maske med udsugningsboks på ryggen, heldragt, høreværn, tykke støvler og handsker er jeg – og et stort sjak af brede mænd – pakket inde i vores egen hermetiske verden, hvor den eneste lyd er mejselhamrenes buldren og vores egne tanker.
Det er, som om vi knæler side om side foran kemiens alter i håb om forladelse for fortidens synder, for vi står midt i danmarkshistoriens største PCB-renovering af 295 lejligheder – et projekt til 283 millioner kroner, altså næsten en million kroner per lejlighed. Nedrivningsarbejderne omkring mig har været i gang med mejselhamrene i to år, og de har endnu et års arbejde igen.
I 2009 opdagede boligselskabet KAB, at der var voldsomt høje koncentrationer af PCB i Birkhøjterasserne i Farum. Nogle steder var koncentrationerne i indeluften på 13.000 til 15.000 ng/m3. Ved 3.000 ng/m3 skal der ifølge Sundhedsstyrelsen straks sættes ind.
I to år før renoveringen fik KAB udført målinger for at bestemme de værst ramte steder.
Enemærke & Petersen fra Ringsted blev hovedentreprenør på opgaven med 25 specialuddannede håndværkere og 3 funktionærer inden for PCB-sanering i egenproduktion. Derudover arbejder yderligere 60 til 70 mand på pladsen.
I 2012 begyndte renoveringen, der ventes afsluttet i sommeren 2015. Da vil der stadig findes PCB i ydermurene, men kun meget begrænset i indeklimaet.
Omfanget af projektet er lige så ubegribeligt som bevidstheden om, at små børn har leget på det gulv, der nu er omdannet til små stikkende betonsplinter, som giver sår på mit knæ. Alt i lejligheden er væk. Gulvet er brækket op, radiatorer er blevet renset systematisk med hårde flaskerensere og kørt væk, blyholdig maling er fjernet fra vandrør, lofter er taget ned. Alt er revet væk.
Overalt, hvor vinkelslibere kunne komme til, har nedrivningsfolk skåret beton af dørkarme og vinduesåbninger, hvor miljøgiften er trængt ind. Væggene er sandblæst, og alle hjørner har været højtryksspulet. Nu banker mejselhamrene de sidste rester beton af de mest besværlige hjørner med en hastighed på omkring tre meter i timen.
Djævlen kunne ikke have opfundet et værre strafarbejde, og hvis indgangen til himmeriget er at få vand i hovedet, så er indgangen til helvede at gå gennem vand. Før vi overhovedet træder ind i lejlighederne, skal alle nemlig gå gennem et karantæneområde iført heldragter og masker, og for at komme ind og ud af området går man gennem vand beregnet til at skylle PCB-rester af fødderne.
Med mejselhammeren i hånden kæmper jeg for at bevise over for entreprenøren Enemærke & Petersen, at jeg ikke bare er en svækling af en kontorjournalist. Jeg bad specifikt om at blive sendt på opgave med de hårdeste af pladsens 60 mænd, men selvom jeg er vant til at banke stål på skibe på skibsværfter verden over, så er jeg presset.
Helvede under helvede
Pludselig springer en gnist op på mit ærme og brænder hul. Jeg går ud for at finde gaffertape og spekulerer over, hvor effektivt det automatiske udluftningssystem egentlig er. Hele blokken på 40 lejligheder er nemlig hermetisk lukket med tykt plast for at skabe et konstant undertryk. Trykket leder alt støv og luft gennem en af blokkens cirka 150 miljøbokse, der er specialfremstillede kulfiltre med 50 kilo aktivt kul.
Boksene begrænser udslippet af PCB til omgivelserne og bliver overvåget hver måned af Skandinavisk Bio-Medicinsk Institut (SBMI), fortalte Enemærke & Petersens projektleder, Kim Hansen, mig, inden jeg iførte mig mit udstyr – mens han understregede, at jeg skulle beholde masken på hele tiden:
»Vi ved, det er farligt, men ikke hvor farligt, og hvordan folk med forhøjede koncentrationer i blodet vil reagere om ti år, aner ingen,« som han udtrykte det.
Jeg tænker på beboerne, som har fået målt høje koncentrationer i blodet og forskerne, der advarer om, at PCB medvirker til kræft, hormonforstyrrelser, fedme, lav sædkvalitet, problemer med immunsystemet og skader på nervesystemet.
Jeg er her heldigvis kun én dag. Alligevel klæber jeg en lap gaffertape på hullet i mit ærme, før jeg løfter mejselhammeren igen. Sjakboss Jens Erik smiler gennem masken, da han ser, at jeg opgiver at trykke hammerens store stålhåndtag i bund med mine følelsesløse hænder, men i stedet omfavner den og presser håndtaget ned med min brystkasse. Nu ryster hele min krop, og jeg er i min egen verden, der bedst kan sammenlignes med at dykke, hvor siderne af masken dugger. Alt omkring mig er uvirkeligt, og irriterende ørehængere af sange som Basims melodigrandprix-hit opstår.
Alligevel tænker jeg, at der er andre, som måske har et hårdere job. Der er et helvede under helvede. Jeg så det på min vej efter gaffertape. I kælderen findes der mørke rum, hvor støv i luften gør det svært at se. Her dominerer østarbejderne, der hver dag kæmper for at køre det sand væk, som ender her efter sandblæsningen af lejlighederne over dem. Østarbejderne samarbejder med en flok jyder på 2. sal, der løser et problem, som Enemærke & Petersen måtte give op over for.
Når en lejlighed er blevet sandblæst, skal otte ton sand fjernes. Sker sandblæsningen på 3. sal, gør lejlighedernes konstruktion det umuligt at føre sandet direkte gennem et rør hele vejen til stueetagen. Det kan kun sendes til 2. sal, hvorfra det skal flyttes ti meter for så at sendes ned gennem et nyt rør. Bevæbnet med trillebører og skovle flytter jyderne sandet de ti meter, og skovler det ned til østarbejderne. Det har de nu gjort i to år. Deres afveksling består kun i at skifte mellem sandblæsning, grovrengøring og at skovle sand. Og de skal blive ved i lidt under et år mere.
Skræller PCB af med hobbyknive
På mine bogstavelig talt blødende knæ føler jeg, at det hele er vanvittigt. Jeg får lyst til at skære betonen ud med titanium-motorsave eller bare rive hele bygningen ned. Men Jens Erik og de andre er faktisk på akkord og har prøvet alle mulige andre metoder, og en nedrivning af bygningen vil intet ændre. Problemet er ikke at fjerne bygningen, men at håndtere affaldet, og på parkeringspladsen under Birkhøjterrasserne har Enemærke & Petersen opbygget en hel sorteringscentral, hvorigennem alle materialer passerer.
Affaldet bliver sorteret i tre grupper, og det gælder om at minimere mængden af affald med PCB-koncentrationer på over 1.000 mg/kg. Det skal nemlig køres til Nord – det tidligere Kommunekemi – og koster 7.500 kroner per ton at komme af med. Med en samlet affaldsproduktion på 1.000 ton gælder det om at koncentrere det rene PCB så meget som muligt, før det sendes til Nord. Derfor er to mand konstant i gang med at skrabe PCB-holdig maling af betonstykker og trækarme med alt fra hobbyknive til slibemaskiner. De arbejder iført heldragter og masker i hjertet af affaldsområdet i et aflangt træskur, der er hermetisk aflukket. Koncentreret PCB-affald ender i lukkede tromler, mens andet kommer i særlige containere med mærkater på.
Men affaldshåndteringen slutter ikke med de håndgribelige materialer. Foruden støvet i de i alt 290 aktive kulfiltre skal Enemærke & Petersen også bortskaffe de mange tusinde liter vand, som bliver brugt under sandblæsningen for at dæmpe støvmængderne og under højtryksspuling af hjørner i lejlighederne. I stedet for at fragte det til Nord har de bygget et rensningsanlæg på grunden i samarbejde med et dansk firma fra Slagelse.
Hjælp fra skadedyrsbekæmpere
Rensningsanlægget er dog ikke det eneste anlæg i området. Dong Energy har opsat to transformerstationer for at levere de 3.000 ampere, det kræver for at holde saneringen kørende. I de lejligheder, hvor nedrivningen foregår, afsluttes saneringen med at køre op til syv varmeblæsere i ti dage for at holde indetemperaturen på mellem 50 og 70 grader, hvilket får de sidste rester af miljøgift til at dampe ud af betonen. Varmeblæserne var stort set umulige at skaffe for Enemærke & Petersen, da traditionelle blæsere har en indbygget slukfunktion ved 40 grader. Men det viste sig, at et svensk firma havde udviklet blæsere uden denne slukfunktion til bekæmpelse af væggelus i Sydeuropa.
Løsningen er blot en af flere hundrede, der blev opfundet i den halvandet år lange periode omkring 2012, hvor der i en prøveblok blev eksperimenteret for at få PCB-koncentrationen i indeluften ned på under 300 ng/m3, som er Sundhedsstyrelsens grænseværdi. Det lykkedes at nå en koncentration på mellem 65 og 147 ng/m3, men indebar også fjernelse af asbest og blymaling, så sidste sommer flyttede de første beboere tilbage med embedslægens godkendelse.
Nu står de specialudviklede løsninger nedskrevet i Enemærke & Petersens renoveringsplan, der kan findes i fire tykke mapper på flere tusinde sider. Det er den plan, der realiseres med mejselhamrenes banken. Og når familier igen flytter ind i deres hjem efter genhusning i tre år, vil der være ryddet op efter 1960’erne og 1970’ernes byggeboom, hvor byggeriet blev industrialiseret med en naiv begejstring over nye materialer fyldt med kemi.
Så når børnene igen leger på gulvet, kan de voksne fortælle dem, at storsvedende mænd iført rumdragter har ligget på knæ for at gøres deres hjem trygt igen.
Leave a Reply