Kampen om torturen og efterretningerne som ledte os i krig

Ali H. Soufan: The Black Banners giver ikke et smigrende billede af CIAs arbejde før og efter 11. september-angrebene.

Mange hørte først for alvor om Al-Qaeda da flyene ramte tvillingetårnene i New York, Pentagon og en mark i Pennsylvania.

Men ikke Ali Soufan, en ung FBI-agent med Libanesisk baggrund.

For Soufan havde allerede siden sin start i FBI fulgt de ekstreme islamiske grupperinger og særligt bin Laden.

Et område som for blot 15 år siden ikke havde nogle særlig bevågenhed og hvor FBI kun havde en håndfuld arabisktalende agenter med kendskab til Mellemøsten.

Med selvmordsangrebet på USS Cole i Yemen hvor 17 amerikanske søfolk blev dræbt ændrede det sig for alvor.

Og med de efterfølgende angreb på de amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya blev det pludseligt nærværende for de amerikanske efterretningstjenester.

Med sin erindringsbog om hans tid i FBI slår Ali Soufan netop ned på en af de mest følsomme og spændende perioder i moderne amerikansk historie.

For mens Ali Soufan og størstedelen af hans FBI-kollegaer har fokus på at forhindre yderligere angreb, anholde og i sidste ende dømme de islamiske terrorister, så er The Black Banners en rystende dokumentering af hvordan særligt CIA og det Bush-ledede Hvide Hus igen og igen lagde forhindringer i vejen for FBI for at fremme deres egen politiske agenda.

I første omgang på grund af rivaliseringen og magtspillet mellem CIA (og deres allierede i det Hvide Hus) og senere fordi CIA stolede udelukkende på resultater fremkommet gennem såkaldt udvidede afhøringsmetoder – en omskrivning for torturmetoder der omfattede den simulerede drukning kendt som waterboarding.

Ingen ny information fra tortur
Problemet argumenterer Soufan er at ingen af de forhør han overværede eller læste referater af gav information som amerikanerne ikke allerede havde i forvejen.

I stedet var forhørene ofte famlende og baseret på næsten komiske teoretiske forestillinger.

En af gangene blev Soufan for eksempel udelukket fra en afhøring af en hærdet afghansk veteran fra krigen mod sovjet som det CIA-ledede afhøringshold nægtede søvn i 24 timer hvorefter han får udleveret et stykke farvekridt og lidt papir – hvis han skulle have lyst til at tilstå.

Problemet er at forhørslederen fra CIA hverken kan læse arabisk eller ved hvad vedkommende egentligt forventes at tilstå.

Derfor, argumenterer Soufan, ender centrale Al-Qaeda figurer med at blive waterboardet 83 gange uden at nye resultater dukker op.

I stedet dukker der forvanskede hemmeligstemplede notater op hvor datoer er ændret så de torturlignende forhold ser ud til at virke. Notater som først frigives fra 2005 og frem hvor Soufan får lov til at dokumentere bedraget gennem høringer i den amerikanske kongres.

Måske kunne 9/11 havde været undgået
Det er spændende læsning. Både om efterforskningerne af terrorangrebene og de kæmpe netværk af ekstremister der langsomt trevles op – og om den vanvittige politiske og bureaukratiske magtkamp mellem FBI, CIA og Det Hvide Hus, som efterforskningerne er den del af.

Ali Soufan argumenterer ikke mindst for at angrebet i på World Trade Center i september 2001 måske kunne have været undgået hvis tiden havde været brugt på at skaffe pålidelige efterretninger i stedet for politiske positioneringer. En skræmmende tanke.

Desværre er dele af bogen så voldsomt censureret af CIA at hele afsnit er taget ud og tilsyneladende uskyldige navne og steder streget ud.

Det skete ifølge Soufan så tæt på deadline for udgivelsen at han valgte at få udgivet bogen med de forstyrrende udeladelser – ikke mindst for at vise hvor stort et arbejde der stadig foregår for at forme fortællingen om tiden op til og efter 11. september 2001. Den tid, som efterfølgende formede tankerne om den masseovervågning, som Edward Snowden senere afslørede. 

Ali H. Soufan: The Black Banners – the inside story of 9/11 and the war against Al-Qaeda, W. W. Norton & Company, udgivet i 2011, 568 sider. Anmeldelsen er udgivet i samarbejde med Bogblogger.dk