Jeg har været til visionarium idag hos V2, fire fra digitaliseringsstyrelsen, fire udefra, armlægning efter detroit reglerne.
Sådan cirka.
Det var en fornøjelse uden lige, som det altid er at være i intelligente passionerede menneskers selskab.
V2′s journalister skriver om hvad der gik for sig og konklusioner, sådan som de måtte kunne skimtes.
Men jeg vil gerne “gå meta” et øjeblik, for det var, endnu en gang, tydeligt at alle involverede sidder og fokusere på græsset lige omkring deres personlige havestol og glemmer at rejse sig op og skue over helheden og herligheden.
Rejsekortet og i noget omfang den nuværende NemID er et flot eksempel på hvor elendigt den metode virker.
IT er en game-changer, forstået på den måde at det gør det muligt at løse problemer på en anden måde end vi har gjort manuelt, men også og endnu mere, fordi det tillader os at løse ny problemer, særligt vigtige i den forbindelse, er de ny problemer IT skaber.
Hvis vi lige tager en meget hurtig danmarkshistorie, så var det meget lang tid således at de eneste borgerrettigheder du havde var dem du kunne vride ud af kongen, med flid, penge eller magt. Hvad kongen havde givet kunne kongen naturligvis tage — og en god del mere.
Og det var sådan set det.
Hvis du som dansker pakkede dine nelliker og vandrede syd på, og det kunne du stort set uhindret gøre, blev du forskellige varianter af tysker indtil du blev imperialist under kejseren. Hvor du stillede træskoene afgjorde alene din nationalitet, hvilket vil sige hvem du (evt.) betalte skat til og hvem du drog i krig for.
Og det var der forbavsende mange der egentlig gjorde. Den præcise grænse var typisk noget med noget vand eller en bjergkæde og gode driftige folk var lige velkomne på begge sider. Grænsebomme er et forbavsende nyt fænomen.
Ikke at folk ikke kiggede skeptisk på sådanne indvandrer, men de havde præcis de samme, dvs. ingen, menneskerettigheder som dem der var født og opvokset på stedet. Var man noget særligt var det af kongeligt privilegie, var man noget særligt af anden rang var det bare den lokale herremand der havde nikket lodret. Herremandens særstilling skyldes at han, evt. sammen med vennerne, kunne tæve kongen hvis det blev nødvendigt.
De primære behov for identitetsservices var hvem der var barnets far, hvem der havde betalt skat, begge dele ting der kunne afklares uden egentlig at ane hvem folk var. Hvem der skulle stille som soldat var derimod i udpræget grad et merit- og sekundært økonomisk spørgsmål og ingen interesserede sig for fodfolkets identitet, man tiltalte dem f.eks geografisk, fordi det var en militær fordel at have en lokalkendt ved hånden.
Men så begyndte folk at drikke kaffe i stedet for brændevin og at trykke bøger i stedet for at håndskrive dem og pludselig var pokker løs.
Allehånde købmænd og kobbersmede krævede “borgerrettigheder” og — guddødemig — “retfærdighed” osv. osv. osv. Man har ikke andet ballade ud af intellektuelle!
Af primært økonomiske grunde, sekundært af helsemæssige, tilstod konger alle mulige privilegier til alle mulige mennesker, stænder, byer og gud ved hvad.
Dermed opstod en ny type kriminalitet: At påstå man besad et kongeligt privilegium man ikke havde fået og der opstod et behov for at kunne identificere priviligerede personer, uden at det kun handlede om hvem der kunne tæve hvem.
Det blev klaret lidt ad-hoc, man fuskede rundt med lakstempler, signet-ringe, arvegods af forskellig beskaffenhed osv. I særlige tilfælde kunne en gammel amme der genkendte et modermærke var tungen på vægtskålen. Det skete ikke nær så tit som litteraturen kunne forlede en til at tro.
Ca. samtidig opstår fænomenet “rejsende”, dvs. folk der befinder sig et andet sted uden at være emigreret, men i et eller andet ærinde, ofte kommercielt. Her opstår de første “rejsedokumenter”. Kong dit eller dat udstyrer en eller anden starut med et brev hvor kongen skriver hvem han er, hvad hans forehavende er og beder de lokale myndigheder behandle ham pænt. En rest af dette system genfindes stadig i mange landes pas, hvor udstederen høfligt anmoder om at deres borger “gives fri passage og ydes nødvendig assistance” på side 2.
Ambassadører og andre “udsendte” får ved gensidig aftale (“akkreditering”) særstilling derved at de uanset at de bor og arbejder i et andet land er underkastet hjemlandets love, ligesom deres residens straffelovsmæssigt hører under hjemlandet.
Behovet for identifikationservices er nu steget dramatisk, men stadig ikke noget der ikke kan klares med pen, lak og segl. Ikke at man ikke havde identifikationsservices: Hvis det virkelig kom dertil måtte præsten bevidne om det var den person han havde døbt, konfirmeret, gift eller begravet.
Senere igen begynder menigmand at rejse som pokker. Jernbanen flytter folk rundt overalt. Præster og digtere, kunstmalere og købmænd — overalt vælter de rundt, indtil det bliver således at enhver hysterisk provinsbankdirektørfrue skal realisere sig selv i Paris.
I 1920 holder man et møde i Paris for at få styr på pas og toldhåndtering, nu da første verdenskrig havde lukket grænserne helt, dvs. med pigtråd og bomme og i 1929 holder en konference i den Warszawa og vedtager et sæt mindsteregler for hvad en billet og en bagagebillet skal indeholde og hvis forsikring der skal dække hvormeget når det går galt.
Først her, for under 100 år siden opstår behovet for at staten kan identificere sine borgere i stort systematisk omfang.
Ikke at stater ikke i begrænset omfang havde gjort det tidligere med særlige befolkningsgrupper, enten til fordel, f.eks håndværksmestre, eller ulempe, f.eks våbenføre mænd, men nu er det også almindelige mennesker, af hvilke der som bekendt er langt de fleste, der skal igennem møllen.
På daværende tidspunkt var der ca. 3mio danskere, af hvilke stadig kun en forsvindende brøkdel henvendte sig til øvrigheden og fik et pas udstedt.
Med flytrafikkens indtog opstod et behov for rationalisering og derfor er det faktisk ICAO, den internationale luftfartsorganisation der er styrmand på udformning og funktion af pas og det er nu mere normen end undtagelsen at danskere har et gyldigt pas.
Eller “rejsepas” som de korrekt hedder, for passet er principielt kun til brug i udlandet.
Da man indfører kildeskatten, får man behov for at kunne kende Peter Hansen fra Peter Hansen, Peter Hansen, Peter Hansen og Peter Hansen.
Hidtil har man ikke haft noget problem, den ene boede i Tjæreby, den anden i Boeslunde osv. og de betalte deres skat til sognerådet, senere kommunen og her vidste man nok hvem folk var. Men når alle skulle betale til Allerød blev det et problem at skelne imellem dem.
Derfor gav man dem allesammen et unikt numerisk mellemnavn. For at gøre det nemt brugte man fødselsdagen til de første seks ciffre så folk kun skulle huske fire “ny” ciffre.
Folkene bag CPR var faktisk ret skarpe på det punkt, ikke mindst med anden verdenskrig i frisk erindring, men over tid skete der et “mission-creep” og folk begyndte at anvende CPR nummeret som autentifikation frem for kun til identifikation som det var tiltænkt. Hvis man ringede til kommunen og gav dem et CPR nummer, åbnedes pandoras box automatisk og oplysningerne væltede ud, hvilket både journalister og privatdetektiver misbrugte.
Den fejltagelse, eller misforståelse er der langt om længe ved at blive sat en stopper for.
Ok, det blev en lidt lang kort historie, men den bliver nødvendig i de næste afsnit…
phk
Leave a Reply