Kronik: Forsøg i små beholdere siger ikke noget om økosystemet

Miljøminister Kirsten Brosbøl konstaterede under et åbent samråd i Folketinget 18. marts, at der er en ‘kobling mellem landbrugets udledning af kvælstof og den økologiske tilstand i vandområderne’. Men denne påstand er i direkte modstrid med Miljøministeriets egen dokumentation for tilstanden i vandmiljøet.

Påstanden blev gentaget flere gange i det åbne samråd, hvor fødevareministeren og miljøministeren forsvarede de randzoner langs søer og vandløb, der efterfølgende er blevet halveret, men stadig er en del af den danske vandmiljøpolitik, som har yderst begrænset virkning.

Tre vandmiljøplaner har gennem de seneste godt 25 år medført, at udledning af kvælstof fra dansk landbrug er mere end halveret. Denne dramatiske udvikling har fundet sted, uden at det har ført til forbedringer af vandmiljøet. Der er altså ingen ‘kobling mellem landbrugets udledning af kvælstof og den økologiske tilstand i vandområderne’, som ministeren påstår.

Misforståelsen har betydet, at der er brugt langt mere end 100 mia. kr. på at forbedre vandmiljøet gennem kvælstofreduktion, uden at der er udsigt til de lovede resultater. Indsatsen er forfejlet.

Det faktum bør få danske politikere til at kræve en helt ny vurdering af arbejdet med og teorierne bag de aktuelle vandplaner.

Det kan ikke være rigtigt, at danske politikere og miljømyndigheder fortsætter med at kræve yderligere reduktioner i udledning af kvælstof, når det er dokumenteret, at reduktionerne slet ikke virker, men derimod fører til udpining og mineralisering af landbrugsjorden med udledning af klimagas til følge.

Det vil være oplagt at indlede en ny vurdering med den analyse af de økonomiske konsekvenser af vandplanerne, som Miljøministeriet aldrig har leveret, selv om en sådan analyse er et krav fra EU.

Ukritisk fortsættelse af arbejdet med vandplanerne vil medføre massivt spild af penge, vækstmuligheder og beskæftigelse. Der er tale om Århundredets Skandale, som vil vokse og vokse, indtil politikerne erkender, at den fortsatte kamp mod kvælstof er forfejlet.

Når Kirsten Brosbøl slår fast, at der er en kobling mellem landbrugets udledning af kvælstof og den økologiske tilstand i vandområderne, må det formodes, at ministeren ikke øser af sin personlige viden, men lader sig guide af ministeriets faste panel af ‘eksperter’, som udgør den samme lille gruppe, uanset de aktuelle udfordringer eller regeringens farve.

Disse eksperter har en slags monopol på at vejlede den til enhver tid siddende minister. Og det er ikke tilfældigt, at de år efter år lader ministeren påstå, at denne kobling findes. For uden en sådan kobling er grundlaget for vandplanerne kollapset.

Dansk miljøpolitik er uden for parlamentarisk kontrol, og det er en alvorlig systemfejl. Forskellige regeringer henter deres rådgivning om miljø fra den samme håndfuld ‘autoriserede’ eksperter, som tidligere hørte hjemme i DMU – Danmarks Miljøundersøgelser, der nu er fusioneret ind i Aarhus Universitet.

Naturstyrelsen under Miljøministeriet spørger hovedsagelig eksperter ved Aarhus Universitet. Så undgår man overraskelser.

Forsøger nogen derimod at berige Naturstyrelsen med input fra seriøse forskere ved andre universiteter i ind- eller udland, betragter styrelsen det straks som et angreb og forsøger at undertrykke de ‘fjendtlige’ informationer.

Dette reaktionsmønster ligger dybt i Miljøministeriets DNA: For 25 år siden lød formuleringen, at der ikke var grund til at læse udenlandsk faglitteratur, når der fandtes dansk faglitteratur. Nu lyder formuleringen: ‘Vi indhenter kun rådgivning fra Aarhus Universitet’.

Men selv med den snævre rådgivning fra Aarhus Universitet hænger det ikke sammen.
Sagen er nemlig, at Miljøministeriet, herunder eksperterne fra universitetet, selv har bevist, at påstanden om en kobling mellem landbrugets udledning af kvælstof og den økologiske tilstand er forkert. Den kobling findes slet ikke.

Et 25-årigt fuldskalaforsøg med alle danske landmænd som ufrivillige forsøgsværter har dokumenteret, at der ikke findes en sådan kobling mellem kvælstof og den økologiske tilstand.

Påstanden er formentlig opstået, fordi koblingen findes i små laboratorieforsøg, hvor forsøget er afskærmet fra omgivelserne – herunder fødekæden før og specielt efter. I laboratoriet undersøger man kun, hvordan tilstedeværelsen af næringsstoffer kan begrænse primærproduktionen af plankton. Og det giver nogle betingelser, som ikke findes i den virkelige verden. Resultaterne fra laboratorierne kan derfor ikke overføres til fuldskala-økosystemet, hvor næringsstofferne bevæger sig rundt i det komplicerede fødenet i interaktion med hinanden, og hvor produktionen almindeligvis aftages af fødekæden.

I fuldskala-økosystemet i naturen spiller størrelsen af primærproduktionen (plankton) ikke så afgørende en rolle. Her gælder det i højere grad kvaliteten af plankton (dvs. dens egnethed i fødenettet), og her er forholdet mellem næringsstofferne ¬– især kvælstof og fosfor – langt vigtigere. Dette N/P-forhold har nemlig betydning for, om det producerede plankton indgår i fødekæden og ender som fisk eller udgør et ‘uspiseligt’ overskud til forrådnelse med tilhørende iltsvind.

Ensidig reduktion af kvælstofkoncentrationen forskyder dette N/P-forhold nedad til skade for den økologiske tilstand. Altså det modsatte af ministerens påståede kobling.

Miljøministeriets egne videnskabelige tilstandsrapporter, Vandmiljø og Natur 2011 og 2012, udgivet af Aarhus Universitet/DCE, GEUS og Miljøministeriet/Naturstyrelsen viser da også i et tydeligt sprog, at den omtalte kobling er forkert:

• Kvælstofkoncentrationen er faldet signifikant siden 1990. Det samlede fald er estimeret til ca. 50 pct. For de diffuse udledninger er der beregnet et fald på ca. 40 pct.

• Kvælstofniveauet er faldet 50-60 pct. i forhold til niveauet i 1989-2002.

• Kvælstofniveauet i 2012 var det hidtil laveste.

• Reduktionen i kvælstofindhold er især sket omkring og efter midten af 1990’erne, og med et mindre fald siden ca. 2002. Reduktionen skyldes primært, at udvaskningen fra dyrkede arealer er mindsket.

• Sigtedybde: I perioden 1989-2012 er der ikke nogen signifikant udvikling i sigtedybden. Vandet er altså ikke blevet mere klart.

• Iltforhold: Iltforholdene i bundvandet for de åbne farvande, som er målt siden midten af 1960’erne, viser ligefrem en signifikant negativ udvikling. Iltkoncentrationen lå i 2011 og 2012 på linje med de forudgående 8-10 år. Der er ingen tydelig udvikling i iltindhold i fjorde og kystnære områder i perioden 1981-2012.

• Ålegræs: En analyse af det samlede datamateriale viser for perioden 1989-2012, at der generelt ikke har været en signifikant udvikling i ålegræssets maksimale udbredelse eller hovedudbredelse.

Der har i årevis været international dokumentation for, at ensidig reduktion af kvælstof ikke fører til bedre tilstand. Nu er der også massiv dansk dokumentation.

Tydeligere bevis for, at miljøministerens omtalte kobling ikke eksisterer, fås ikke: En yderst markant halvering af kvælstof har overhovedet ikke bragt os nærmere ‘god økologisk tilstand’!

Hvordan kan danmarkshistoriens mest omfattende og overbevisende forsøgsobservationer negligeres, bare fordi de ikke passer ind i Naturstyrelsens og Miljøministeriets forestillinger?