Da jeg gik på universitetet, var det sjældent, at vi fik brugt egentlig versionskontrol på vores projekter, test var noget vi kørte manuelt til sidst, og parprogrammering var mest noget, vi lavede, fordi det var rigtig hyggeligt. Så fik jeg mig et “rigtigt” job, og pludselig var kodebasen større, der var standarder for, hvordan koden skulle se ud, og alt skulle checkes ind i CVS (utroligt nok var der i øvrigt stadig 12%, der brugte CVS i 2013).
Og som tiden gik, samlede vi flere og flere idéer om, hvad der var det rigtige at gøre, nu skulle al koden igennem et peer review, man havde omtrent fortjent en sherifstjerne, hvis man glemte at checke en regressionstest ind (det mener jeg nu stadig), det blev forbudt at lave commits, der ikke var linket til et JIRA issue, og vi fik Git og kunne nu lykkeligt branche tidligt og silde.
Undervejs i denne her historie blev vi så opkøbt af et firma, som har adskillige produkter og udviklingsafdelinger, og prøver i et vist omfang at få alle de her udviklingsafdelinger til at samles om nogle “best practices”. Fordi hvis kode-review nu er godt for den ene udviklingsafdeling, så er det vel også godt for den anden udviklingsafdeling. Eller hvad?
Vores kære testere har for eksempel været meget optaget af hele “context-driven testing”-tankegangen, hvor man faktisk forkaster idéen om, at der findes praksisser, som altid er det bedste, uanset konteksten. For kan det virkelig passe, at den samme praksis altid er optimal, uanset om alle udviklerne er erfarne rotter eller lige taget ind fra et AMU-kursus i webdesign, uanset om man laver et produkt, der skal videreudvikles i årevis, eller et one-shot spil til en reklamekampagne, uanset om man har 50 udviklere fordelt på 3 forskellige lokationer eller sidder alene mand (m/k) i kælderen?
Jeg kender en selvstændig udvikler, som laver et fantastisk stykke software, for hvilket han har nul – NUL – automatiske tests. Jeg var ved at falde ned af stolen, da han sagde det, for jeg synes, at det at lave kode uden tests føles ligeså utrygt som at køre i russiske taxaer uden sikkerhedsseler. Men måske har han ret; det er ikke sikkert, at den praksis giver mening i en kontekst, hvor man sidder som ene udvikler med stort overblik og fagligt overskud.
Tror du på “best practices” – og i givet fald hvilke, eller er det en and, at der skulle findes sådan nogle?
Leave a Reply