Vi står i min kærestes køkken, og min svigerfar, som jeg aldrig før har mødt, klumrer med flødeskummet fra spraydåsen. Han sprøjter flødeskum på min sorte kjole og insisterer på at tørre det af.
Jeg kigger ned ad mig selv og ser et par bryster bule frem over min mave, som er overraskende flad. Mine små hænder forsøger forgæves at standse svigerfars ivrigt tørrende hænder.
“Hold grabberne væk”, tænker jeg instinktivt og gør fagter i luften.
Jeg er til filmforestilling i Nikolaj Kunsthal. En særlig en af slagsen: Verdens første virtual reality-film. Jeg er helt inde i en af skuespillerne – nemlig den unge kvinde, som skal besøge svigerforældrene for første gang.
Jeg ser filmen gennem hendes øjne, det er hendes hænder, der skærer maden ud på tallerkenen og fører den mod min mund, det er mig, hendes kæreste kysser på – og mig, svigerfar gramser på.
En grænseoverskridende oplevelse for en midaldrende mand, som aldrig før har prøvet at være kvinde, og som ikke har set ned over en flad mave siden midt i firserne.
Da den unge kvinde forlader køkkenet, er jeg med. Vi møder den øvrige familie ved stuebordet, hvor de allerede er i gang med snakken.
Hvad der er foregået, før jeg kom, ved jeg ikke, for jeg var der ikke. Og hvad der sker i køkkenet nu, går jeg glip af.
Svimlende
Oplevelsen bringer mig straks tilbage til redaktionsgangen på Weekendavisen i slutfirserne, hvor jeg første gang læste en artikel om internettet.
Perspektiverne svimler for mig på samme måde. Jeg må prøve mere af det her, jeg må være med i det. Det er for vildt!
Bevares. Teknologien er stadig ung. Billedet er lidt kornet, optagelsen er i sagens natur temmelig dogmeagtigt rystet, for kameraet er placeret på skuespillerens hoved, og man bliver let lidt småsvimmel.
Men vi ved jo godt, at det ikke varer længe, før den slags småproblemer er løst. Når bare der er et marked.
Og det er der.
Artiklen fortsætter på næste side…
Leave a Reply