Daily Archives: March 12, 2014

Mens fly og skibe fra flere nationer leder efter spor af det forsvundne malaysiske fly MH370, er det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) i færd med at stramme kravene til de sorte bokse.

Undersøgelsesrapporterne om Air France flyet AF447, der i 2009 styrtede ned i Atlanterhavet, satte nemlig fokus på, at de sorte bokse ikke altid er så lette at finde. Siden har luftfartsmyndighederne på begge sider af Atlanten haft travlt med at vurdere, om der var behov for at stramme kravene til de sorte bokse, og EASA har nu sendt sit forslag til strammere regler i høring.

De nye regler vil blandt andet indebærer, at:

• Fra 2019 skal det være forbudt at bruge magnetiske optagemedier som magnetbånd i sorte bokse i passagerfly og helikoptere.

• Den sorte boks i passagerfly skal som minimum optage de to seneste timer af kommunikationen i flyet og mellem flyet og jorden.

• Kommercielle fly med en maksimalt certificeret startvægt over 27.000 kg, som har modtaget flyvetilladelse efter 1. januar 2019, skal kunne optage mindst 15 timer af kommunikationen.

• Fra 2020 skal undervandssenderen på den sorte boks kunne sende et signal i mindst 90 dage.

• Fra 2019 skal store kommercielle fly, der flyver langdistance over vandet, have en undervandssender der sender på 8,8 kHz. Kravet kan undgås, hvis flyet er udstyret med et andet system, der med en nøjagtighed på seks sømil, kan fastslå, hvor et fly er styrtet ned. Det andet system skal kunne kunne fungere under ekstreme forhold, og det er ikke nok, at bruge g-kraft-målere eller vanddetektorer til at udløse signalet. Nedslagsstedet skal kunne lokaliseres inden for tre timer.

En sort boks er egentlig orange for at gøre den lettere at finde efter et styrt. Et fly har to bokse om bord: Én der optager flydata Flight Data Recorder, og en anden, der optager kommunikationen i flyet og mellem flyet og jorden. Cockpit Voice Recorder

Optagerne er indesluttet i en kasse af rustfrit stål. De skal kunne modstå et voldsomt styrt og kunne tåle at ligge på seks km. vanddybde i 30 dage. Boksen skal desuden kunne modstå brand i en halv time.

En radiosender på boksen, skal gør den lettere at finde ved et ulykkestilfælde.

Rammer boksen vandet, aktiveres en sender, der udsender et ultralydssignal i 30 dage.

Baggrunden for stramningerne er ifølge EASA, at man i flere tilfælde ikke har kunnet lokalisere de sorte bokse, og at optagelserne på boksene i nogle tilfælde viste sig at være så beskadigede, at de ikke kunne bruges.

EASA vurderer, at omkring 30 procent af flyene i Europa med maksimalt certificeret startvægt over 5.700 kg optager flyets kommunikation med magnetiske optagemedier, og omkring 20 procent bruger magnetiske optagemidler til at gemme andre flydata.

Selv om stramningerne er fornuftige, er de langt fra nok, mener næstformand i Flyveteknisk Selskab, Jan Höhne.

»Når man flyver til eller i USA, er der krav om, at flyet skal have et system, der hele tiden fortæller, hvor flyet er. Men EASA har kæmpet imod, at det bliver et krav i Europa,« fortæller han.

At flyet ikke udsender positionsoplysninger, er ikke et problem for flyvninger internt i Europa, hvor hele luftrummet er radardækket. Men på transatlantiske flyvninger, hvor der ikke er radardækning under en stor del af flyvningen, kan det give problemer.

Da Air France-flyet forulykkede, gik der flere timer, før ulykken blev opdaget. Det ville aldrig ske med et fly, der lever op til de regler, EASA’s amerikanske modpart Federal Aviation Agency (FAA), har opstillet, mener Jan Höhne.

»Så ville man have opdaget, at Air France-flyet var væk senest ti minutter efter styrtet. Og man ville have kunne sende eftersøgningshold ud med det samme. Men fordi flyet ikke transmitterede sin position, ventede man i stedet, indtil man kunne regne ud, at det måtte have brugt al sit brændstof, før man gik i alarmberedskab,« siger han.

En del europæiske luftfartsselskaber som Lufthansa, KLM og SAS har personel på jorden – såkaldte flyklarere – der følger deres fly, for at kunne optimere flyruterne. I USA, hvor brugen af flyklarere som nævnt er et krav, deler flyklareren det juridiske ansvar for flyets sikkerhed med kaptajnen om bord. Hver flyklarer følger typisk 10-20 fly ad gangen.

Flyklarernes internationale organisation, International Federation of Airline Dispatcher Organisations (IFALDA), har foreslået, at lignende regler bliver indført i Europa. Men EASA er endnu ikke færdig med at behandle forslaget.

Allerede nu står det klart, at forsvaret heller ikke i 2014 kommer til at leve op til de internationale krav om to ugentlige havmiljøflyvninger. Det fastslog forsvarsminister Nicolai Wammen (S) tirsdag eftermiddag på et samråd om sagen.

»Der har allerede været problemer i uge 3, hvor forsvaret ikke har kunnet afvikle flyvningerne på grund af sygdom. Jeg forventer dog, at de flyvninger bliver afviklet senere på året,« lød det fra forsvarsministeren under samrådet, der var indkaldt af Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen.

Det kniber mere end gevaldigt for forsvaret at leve op til Helsingfors-konventionen klokkeklare krav om at flyve mindst to gange om ugen. Flyvningerne er nødvendige for at spore eventuelle oliesyndere i danske farvande og skabe en præventiv virkning.

Som omtalt tidligere tirsdag kunne forsvaret i fem af årets uger i 2013 ikke leve op til kravene. Der var dog tale om en fremgang i forhold til 2012, hvor tallet var 19 uger.

Challenger-flyene har været præget af tekniske fejl, der har været sygdom i besætningen, og ikke mindst har forsvaret flere gange prioriteret VIP-flyvninger af bl.a. den ansvarlige forsvarsminister.

Nicolai Wammen konstaterede, at forsvaret havde fløjet 102 af de 104 flyvninger, men altså ikke i det flyvemønster, der stilles krav om i konventionerne, som Danmark anser som bindende.

Derfor vil Forsvarsministeriet endnu en gang stramme på eftersynet af forsvarets evne til at løse opgave, lød det fra Wammen.

Han fortalte også, at forsvaret selv tager fat på problemet og vil undersøge brugen af af droner og satelliter som supplement til flyvningerne med Challenger-flyene.

Endelig vil forsvaret overveje at bruge fly fra Hjemmeværnet, og så vil Forsvarskommandoen stramme op på, hvornår man afgiver flyene til at transportere ministre på bekostning af havmiljøflyvningerne.

Det skete blandt andet uge 50, hvor Nicolai Wammen selv skulle til Cypern til møde forud for håndteringen af de kemiske våben i Syrien.

Wammen fortalte også, at forsvaret overvejer at udruste det tredje Challengerfly, så det også kan udføre havmiljøopgaver.

»Havmiljøflyvningerne ligger både mig, ministeriet og Folketinget stærkt på sinde. Vi skal leve op til vores internationale forpligtelser,« sagde Nicolai Wammen.

Forsvarsministeren forventer, at de planlagte 104 flyvninger afvikles i løbet af 2014. Hertil kommer to flyvninger, der blev aflyst i 2013. De skal gså afvikles i 2014, lød det.

I øjeblikket koordinerer det malaysiske beredskab et enormt eftersøgningsarbejde med deltagelse fra ni forskellige lande, der samlet bidrager med en flåde på 42 skibe og over 35 fly. Sammen finkæmmer de det stadigt voksende område i jagten på passagerflyet MH370, der fredag aften dansk tid på mystisk vis forsvandt over den thailandske golf.

Eftersøgningen er udføres af en broget flåde til vands og i luften, der blandt andet skulle have deltagelse fra lande som Vietnam, Filippinerne og Singapore. Kina, der også deltager, og som er den nationalitet, der var størst repræsenteret om bord, har tidligere skældt den malaysiske regering ud for at være for sløve i eftersøgningen.

Tidligt tirsdag meldte flere medier, at Kina nu ville stille ti satellitter til rådighed for eftersøgningen, der nu er gået ind i sit fjerde døgn. Rasmus L. Borgstrøm, der er specialist i jordobservationer ved firmaet DHI GRAS, forklarer, at satellitter sagtens kan bruges, selv om der kan være tale om endog meget små vragdele.

»Man har helt sikkert satellitter, der kan tage billeder af eventuelle vragdele. De bedste tager billeder helt ned til 50 centimeters opløsning,« siger Rasmus L. Borgstrøm og forklarer, at det giver mulighed for at identificere objekter på ned til 50×50 cm.

Computeranalyse af satellitbilleder

En del af DHI GRAS’ arbejde, der blandt andet foregår sammen med Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, er analyse af satellitbilleder, der i dag bruges til overvågning af fordeling og bevægelser af vand på kloden.

Billedmateriale i så høj en opløsning, at objekter på ned til en halv meter kan identificeres, er så omfattende, at selve analysen må foretages af en computer. Én af metoderne kan være at bede computeren lede efter afvigende farver.

»Det er afhængigt af, hvad man leder efter, så det handler om at være intelligent med sin billedanalyse. Man ville under alle omstændigheder kunne udelukke nogle meget store områder, hvor man ikke skulle lede, hvilket jo kan være meget værdifuldt,« siger han og forklarer, at der stadig kan være op til flere fejlkilder, når man analyserer på så store områder.

»Der kan være mange ting, der forstyrrer signalet. Bølger, hvor sollyset måske kan glimte anderledes og på den måde give en falsk positiv på, at der måske er et eller andet objekt i vandet. Og så kan der jo være alt muligt andet end flyrester, der flyder rundt,« forklarer han.

SAR-satellitter

Han forklarer, at en anden brugbar teknologi er de såkaldte SAR-satellitter (synthetic-aperture radar), der ved at udsende et målrettet radarsignal kan foretage meget præcise opmålinger af eksempelvis en havoverflade.

»Man kan enten lave farveanalyse på billedet, eller man kan gøre brug af SAR-satellitter, der sender et aktivt signal ud, og hvis det rammer noget, som ikke er vand, giver det et andet signal tilbage,« siger Rasmus L. Borgstrøm.

»Det er fuldstændig de samme teknikker, som man i dag bruger til at overvåge Adenbugten for piratskibe. Problemet er her, at man ikke præcis ved hvad man leder efter, altså om det er en kvart vinge eller en dør fra et cockpit,« siger han

Han forklarer, at man ville begynde med at indhente det tilgængelige billedmateriale. Når man så har et indsnævret område og nogle brugbare billeder, går billedanalysen i gang.

SAR-satellitter har dog den begrænsning, at de ikke kan optage kæmpestore områder ad gangen, men sammenlagt vurderer Rasmus L. Borgstrøm, at satellitter kunne være til gavn for eftersøgningen af MH370.

»Teknisk ville jeg vurdere, at det er muligt, i og med at man allerede bruger det til at fange små fiskejoller i Adenbugten. Men udfordringen kan være, at vragresterne skal have en vis størrelse og et bestemt signalement, så de er genkendelige på et satellitbillede. Så hvis der er nogen større dele, ville jeg vurdere, at det var muligt,« siger han.

De populære ‘fillers’, som et stigende antal kvinder får sprøjtet ind i læberne eller ved øjnene for at rette rynker ud, kan have en kedelig bivirkning.

I takt med et voksende antal behandlinger stiger også antallet af patienter, som får ømme knuder i ansigtet, fordi der har sneget sig bakterier med under indsprøjtningen.

Hidtil har lægerne troet, at knuderne skyldtes, at patienten var allergisk over for fillerne, f.eks. det kendte Restylane. Men nu peger forskning fra Københavns Universitet på, at der i stedet er tale om bakterier, der sniger sig med sprøjten ind under huden på patienterne, som risikerer at blive totalt skamferet.

»Desuden har vi vist, at fylderne fungerer som rugekasse for infektion, og at der kun skal sølle ti bakterier til for at skabe et grimt sår og en sej hinde af bakterielt materiale – kaldet biofilm – som er umulig at bekæmpe med antibiotika,« fortæller Morten Alhede, som er postdoc på Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

Netop fordi påstanden tidligere har været, at de grimme sår skyldtes allergiske reaktioner, har lægerne typisk prøvet at behandle sårene med steroider. Dette har dog vist sig som en dårlig idé, da det risikerer at forværre tilstanden.

Heldigvis kan infektionerne forebygges ved hjælp af profylaktisk antibiotika, der skal sprøjtes ind sammen med fyldstoffet, siger Morten Alhede:

»Vores nye forskning understreger, hvor vigtigt det er, at behandlerne følger den procedure for at undgå komplikationer.«

Forskerne anslår, at mellem 1 promille og 1 procent af filler-behandlingerne ender med en bakterieinfektion, der i værste fald kan være skamferende.

I min formelsamling i gymnasiet havde én af de tidligere ejere skrevet:

Leland Palmer er morderen

Tak for det. Heldigvis var jeg sprintet hjem på cyklen hver mandag i min fritime, den gang jeg gik i niende, for at se det afsnit af Twin Peaks, jeg havde optaget aftenen før. Så jeg behøvede ikke holde mig fra siden med trigonometriske formler for at undgå en ‘spoiler’.

Søndag aften amerikansk tid rullede sidste afsnit af True Detective så over skærmen på HBO. I Danmark var det blevet mandag eftermiddag, før afsnittet lå klar til streaming fra HBO Nordic, og selv da måtte jeg vente til mandag aften, før jeg havde tid til at få afslutningen.

Jeg skulle med andre ord undgå at bevæge mig ind i de minefelter, hvor tankeløse internetbrugere kunne komme til at afsløre handlingen i Facebook-opdateringer, tweets eller overskrifter på de nyhedstjenester, jeg er nødt til at følge med i på grund af mit arbejde.

True Detective nåede ikke at få helt den samme omtale i Danmark eller i USA for den sags skyld, som andre af de store tv-serier de seneste år, så en mandags websurfing med bind for øjnene var kun moderat spoiler-risikabelt. Der var ellers nok for seriens fans at spoile i den afslutning, kan jeg afsløre.

I streaming-alderen er spoileren den største fare mod den hvide middelklasse i den vestlige verden. Højresvingende lastbiler og transfedtsyrer er rene kurophold sammenlignet med at få afsløret, hvad der sker i sidste afsnit af tredje sæson af Game of Thrones.

(Skal vi ikke lige klappe hinanden virtuelt på skuldrene – os der har læst bøgerne og holder tæt over for dem, der kun ser tv-serien, selvom vi udmærket godt ved, hvem der dør i næste sæson. Godt gået!)

Men nu vi taler om højresving, hvem har så spoiler-vigepligten? Skal man advare, hvis man vil udtrykke sin reaktion på sidste afsnit af Dexter? Skal man give sine venner og kolleger en passende tidsramme til at få smækket røven i sofaen og få set den sidste sæson af Breaking Bad?

Eller er det op til den, der er bagud på sin populærkultur, at pjække fra mormors 80 års fødselsdag eller sige nej tak til en jobsamtale, så vedkommende kan følge med? Og i mellemtiden blot undgå alt, hvad der hedder sociale medier og fredagsøl?

Jeg kan tilgive den uheldige spoiler, hvor man kommer til at læse en overskrift på Politiken i stil med:

BREAKING: Darth Vader til Luke: Jeg er din far!

Det er min egen fejl. Jeg kunne jo bare lade være med at læse Politiken. Det rejser dog spørgsmålet om, hvor mange spoilers, man kan være bevidst om at holde paraderne oppe mod på én gang. Lige pt. mangler jeg for eksempel at se Prometheus, mest så jeg kan brokke mig over den sammen med mine venner, og jeg mangler også de sidste sæsoner af Sopranos.

Jeg fik heller aldrig set de sidste sæsoner af X-Files, og jeg mangler også et par sæsoner af Star Trek: Voyager, men det grænser nok til det urimelige at kræve en spoiler-fri zone for serier, jeg nok ikke får set færdig, medmindre jeg sidder fast i 127 timer under en sten med god wifi-dækning.

Men der er en type spoiler, jeg ikke kan tilgive. Det er den barnlige spoiler-trold, som sætter sig for at spolere en oplevelse, hvor det uforudsete plot-twist er dét, hele historien handler om. Det er ham, der afslører Ender’s Game, Moon eller alle film af M. Night Shyamalan.

Det er også svært at tilgive, når det sker på eksempelvis Facebook eller Twitter, hvor øjet allerede er i færd med at scanne resten af sætningen, før advarslen bliver opfanget af hjernen, så nødbremsen aktiveres for sent:

‘Mmm… spaghetti med kødsovs til aftensmad. LOL. Arsenal er de sejeste til at spille Candy Crush Saga. Og katte i papkasser er så GIF. Min ven i Grindsted leder efter et værelse i et kollektiv evt. i bytte for tunet knallert spoiler alert de er landet på Jorden LMAO’.