Daily Archives: April 13, 2014

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Glem alt om mørke vintre i gløde­lampens skær. Glem også halogenerne med deres skarpe og energislugende lys. Men glem især sparepærerne med deres langsomme opstart, flimrende lys, dårlige spektrum og kviksølvholdige gasser.

Efter flere års famlende forsøg med mere eller mindre heldige produkter er LED’erne nu værdige til at indtage rollen som vores foretrukne indendørsbelysning. Det gælder både i hjem, kontorer og industrivirksomheder.

Farven er gået fra skarpt blålig over hvidt og ned i de spektre, som gør dem behagelige at se på. Nu kan de gøre, at du nemmere falder i søvn, og afværge en snigende vinterdepression.

Næste gang du står nede i det lokale byggemarked og skal vælge belysning, kan det også godt være, at navnet på pakken ikke virker bekendt. Det skyldes ifølge Anne Bay, der er direktør i Dansk Center for Lys, at helt nye spillere er kommet til i de senere år. Hun er netop kommet hjem fra messen ‘Light+Building’ i Frankfurt.

»Bortset fra gamle kendinge som Philips og Osram kommer langt størstedelen af de nye spillere fra elektronik- og halvlederindustrien. Samtidig var markedet tidligere delt op i leverandører af lyskilder og leverandører af armaturer – nu er det hele rodet sammen,« siger hun og peger på store halvledervirksomheder som Samsung og LG, der både leverer lyskilderne og armaturerne.

Også danske virksomheder som Prolys.dk, Luminex og Chromaviso er med helt fremme i udviklingen.

Det varme lys

Hvor LED-lyskilder tidligere havde problemer med farveskalaen, så har producenterne nu udviklet andre løsninger, for eksempel hvide dioder baseret på violet lys, også kaldet NUV-dioder. Her er lysspektret bredt ud og farveægtheden dermed forbedret ved at lægge rød, grøn og blå fosfor på dioden. Ulempen er, at NUV-dioderne er dyre og mindre effektive.

I modsætning til sparepærerne kan LED reguleres trinløst. Det har en af de danske producenter, Prolys.dk, benyttet sig af og udviklet en kronepære med almindelig skruefatning, hvori der indgår to forskellige LED’er. Den ene har en farvetemperatur på 2.000 K, og den anden er på 2.800 K, Ra-værdien ligger på over 92. Det forklarer udviklingschef og medejer Mike Hjorth Andersen:

»Ved at skrue ned for farvetemperaturen, når der skrues ned for lyset, kan vi simulere en traditionel glødepære. På den måde sætter vi fokus på brugernes oplevelse af, hvad der er et behageligt lys, uden at det flimrer,« siger han.

Samtidig er prisen for alminde­lige LED-pærer til vores hjem drastisk faldende. Konkurrencen er ekstremt hård, og Mike Hjorth Andersen forventer, at vi i Danmark inden for det næste halve år vil kunne købe tre styk 40 watts-erstatninger for 100 kroner.

Ved at kombinere flere forskelligfarvede dioder i en enkelt lyskilde er det muligt at skabe alle toner af hvidt lys. Det kendes naturligvis fra forskellige typer af computerskærme, men bruges nu altså også i egentlige lyskilder. Lyskilderne indeholder enten kombinationer af kolde og varme LED’er eller RGB-dioder og hvide LED’er og er grundlaget for såkaldt ‘Human Centric Lighting’ eller på dansk ‘døgnrytmelys’.

Ifølge Anne Bay er netop døgnrytmelys det nye sort inden for belysning. Det skyldes opdagelsen i 2002 af den tredje receptor i øjet, som vi i dag ved har betydning for reguleringen af den menneskelige døgnrytme:

»Selv om det er kunstlys, kan det efterligne dagslyset og reguleres i løbet af døgnet, så menneskets naturlige døgnrytme understøttes,« fortæller hun.

OLED er langt fra gennembrud

Med OLED tager lyskilderne endnu et skridt. Lyskilden bliver her til en flade, som kan bøjes. I en OLED består det lysafgivende lag af en carbonforbindelse, og OLED har allerede fundet vej ind i display af forskellige størrelse på vores telefoner og til en vis grad også vores computerskærme. Men det kniber endnu med at udnytte dem til generel belysning:

»Det er ekstremt svært at få levetiden og lysstyrken op. Det skal nok lykkes, men der er et stykke vej endnu,« siger Mike Hjorth Andersen og peger på, at de mest lysstærke highpower LED’er i laboratoriet i dag ligger på 250 lumen/W, mens OLED’er kun ligger på 50-60 lumen/W fordelt over en større flade.

Heller ikke Anne Bay tror, at OLED’ernes gennembrud er lige om hjørnet. Foruden problemer med effekt og levetid kan OLED’er ikke bruges alle steder, da lyset er diffust i modsætning til LED’ernes retningsbestemte lys. Dermed mangler vi skygger, som er med til at give os formoplevelse og afstandsbedømmelse:

»Men jeg vil tro, at vi inden for 4-5 år vil se en langt større udbredelse af OLED-lys,« siger hun.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO’s nye komedieserie ‘Silicon Valley’ lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en ‘poser’, fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til ‘techno babble’ af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.